New Zealand - fredag den 08. februar 2013
Fra Warrington til Oamaru (Moeraki Boulders og New Zealandsk whisky)
Det blev en dejlig fredelig nat. Der var ikke meget til at forstyrre vores nattesøvn andet end vores egen snorken. Solen stod højt på himlen men vi holdt inde mellem nogle træer, så vi valgte at køre bilen op på en stor plads, hvor vi rigtigt kunne nyde det gode vejr, mens vi spiste morgenmad. Vi havde ikke så langt at køre i dag, så vi tillod os den luksus, at sidde lidt ekstra tid i solen, før der var afgang.
Dagens destination hed byen Oamaru ved østkysten, så vi kørte mod nord på hovedvej 1. På denne strækning krydsede vi den samme jernbane 7-8 gange - og Ella udbrød hver gang: "Nå skal vi så over en jernbane?". Det er godt med en kommentator, men det kan også blive for meget :-)
I byen Palmerston forlod vi hovedvejen, for at køre lidt ind i landet og kigge på limestone klipper. Vejret var desværre ikke forblevet skyfrit, idet et gråt tæppe af skyer var gledet ind over os. Efter en del kørsel på de smalle veje, nåede vi frem til en kort strækning med limestone klipper. Det var mærkeligt, at se de lidt særprægede klipper skyde op i landskabet, der var en del af en kløft på nogle kilometer. Vi fortsatte tilbage mod hovedvej 1. Næste stop på vejen, blev Moeraki Boulders helt ude ved kysten. Attraktionen bestod af en række runde sten på sandstranden. Det var nogle lidt specielle 60 mio. år gamle sten, der var dannet af mudder ved at rulle rundt på stranden. Nu lå de fast på stranden og var under kraftig nedbrydning af vandet igen. Det gav lidt specielle strukturer i stenene. Folk valfartede dertil, for at se dem.
På den nærliggende cafe, spiste vi en fiskechowder. Det var en ret, som Torben kendte godt fra ture til Canada. Det kan vel nærmest beskrives som en fiskestuvning. Det smagte rigtig godt med forskellige slags fisk i, bl.a. rejer. En god ret, som gav os masser af energi til at fortsætte vores færd mod nord.
Vi nåede til byen Oamaru ved 2-tiden. Her sendte GPS'en os ind i centrum til byens turistinfomation, der lå i en flot gammel bygning. Parkeringspladsen foran bygningen gav os 15 minutter, til at suge informationer til os. Det var nok, til at skovle en portion brochurer sammen. Oamaru gør åbenbart meget i historie, for på turistkontoret - og senere på vores tur rundt i byen - så vi de gamle Væltepeter cykler.
Belæsset med information, kørte vi ud på byens Top-10 campingplads, der lå en god kiloemter fra centrum. Vi kunne lige så godt tjekke ind og parkere autocamperen - og så gå turen ind til byen bagefter, frem for at skulle betale, for at parkere i centrum.
Efter en enkelt velkomstøl, hankede vi op i rygsækken, gik gennem en flot park og endte i centrum af den lille by igen. Torben og jeg gik først på jagt efter en whiskyforretning, som vi havde set reklame for. Først fandt vi et galleri, der kaldte sig "Whisky gallery". Den lurede vi straks af, at der nok ikke var meget whiskyrelateret materiale derinde. Lidt længere nede af gaden fandt vi det, vi søgte efter. En lille whiskyforretning, hvor det var muligt at smage på den New Zealandske whisky. Vi købte fluks en serie på 4 små smagsprøver (16 dollars pr. person). Vi havde valgt en dyreste og ældste serie. Den første i rækken var en blended, som slet ikke var så dårlig. God smag og kraft. De næste 2 var lidt tynde i det. En 18 og en 21 års Milford whisky. Desværre havde jeg allerede købt en 21 års tidligere. Torben spurgte den kvindelige indehaver (Kay Hansson hed hun vist) om den svage smag skyldes, at flaskerne havde stået åbent for længe. Det tog hun vist fortrødeligt op og erklærede, at de var åbnet samme morgen!
Den sidste - en 24 års whisky i cask strength smagte rigtig godt. Der var saft og kraft i, men prisen var også røget godt i vejret, hvis man skulle have sådan en med hjem. Kay havde åbenbart hurtigt glemt Torbens insinuationer, for hun tilbød os som en ekstra bonus, at smage den 24 års i normal aftapning. Den smagte heller ikke af meget, så fadstyrken på godt 50 % var bestemt at foretrække.
Marie og Ella havde fundet frem til os og var fået videre op af gaden. Tidligere på dagen havde Marie købt to små bægre af rustfrit stål, som de skulle bruge til at smage deres Bailey i. Torben og jeg fandt som modtræk 2 små whiskyglas - også i rustfrit stål - som vi købte hos Kay. Det specielle ved vores bægre var, at de kunne foldes sammen og med et låg til, så de var fint beskyttet. Dem glædede vi os til at hive frem, når pigerne sad og hoverede med deres Baileyglas ?
Oamarus centrum havde ikke så meget at byde på, ud over nogle flotte gamle bygninger og en smuk kirke. Vi vandrede op af den lange indkøbsgade, som heller ikke havde meget at byde på - heller ikke mange restauranter, som vi kunne spise på til aften.
På vejen hjem, provianterede vi i den lokale Countdown, og gik tilbage til campingpladsen. Her fik vi vasket lidt tøj, spist lidt chips og drukket en enkelt øl, før vi skulle på pingvinjagt. For Oamaru er også kendt for at have 2 pingvinkolonier lige syd for byen. Vi var efterhånden blevet lidt mistænkelige overfor de arrangerede ture til pingvinkolonier, så vi kørte til en strand, hvor det ikke kostede noget, at kigge på pingvinerne. Heldet var med os. Da vi ankom til stranden, gik ned af en sti, der lå højt placeret over selve stranden, stod der allerede en enkelt guløjet pingvin. Den stod godt nok så langt væk, at jeg ikke kunne se den, men Ellas øjne fejler åbenbart ikke noget, for hun kunne sagtens se den.
Vi havde ikke stået ret længe, før der dukkede en pingvin mere op på stranden lige foran os. Den vraltede op fra vandkanten og gik rask op mod bakken, som vi stod højt oppe på. Snart var den ude af syne igen, men nu havde vi alle da set en ægte pingvin i sine naturlige omgivelser - Inden vi gik derfra igen, dukkede der endnu en pingvin op samme sted. Den blev stående midt på stranden som for at posere for alle de nysgerrige mennesker oppe på bakken. Da jeg gik derfra, havde den stået samme sted i 10 minutter. Den tid, hvor vi stod og spejdede efter pingviner, blev passende brugt til at tale med de andre turister, der var kommet.
Jeg gik tilbage til autocamperen og de andre dukkede op 10 minutter senere. Så gik jagten ind på aftensmad, for den skulle indtages i Oamaru, hvis det da var til at finde et egnet sted. Vi endte på et pizzaria, der brystede sig af at være et gourmet sted. Hvor de havde støvet dette eksklusive ord op henne, fandt vi ikke ud af, men det summede meget af cafeteria, vi skulle bestille i baren og flere af bordene stod uafryddede, så vi ikke umiddelbart kunne få en plads. Torben spurgte frækt, om de var underbemandet. Den unge pige smilte og kaldte den en vild aften. Det tror pokker, hvis der ikke rigtigt var andre restauranter i byen...
Vi bestilte vores mad, fik besked på, at der ville gå lidt ekstra tid, før maden var klar og bemægtigede os et par pints øl. Pigerne havde bestilt maithai, som de åbenbart glemte at lave i baren, så da vi var næsten færdige med vores øl, rykkede Marie for deres drinks. Det hjalp og efter en god times venten, dukkede pizzaerne op. De var store og vi kunne umuligt spise op. Bundene var tykke og der var meget fyld på. Så vi fik lov at tage resterne med i en stor kasse. Så var frokosten næste dag i hus :-)
Det var blevet mørkt og klokken var næsten 22, da vi nåede tilbage til campingpladsen. Marie ville gerne i seng, men Torben og jeg insisterede på, at de skulle have en Bailey, så vi kunne triumfere med vores whiskyglas - og smage den flaske whisky, som Torben havde investeret i tidligere på dagen.
Men så var gassen også gået af Gertrud. Vi var overmætte af chips og pizza og et par store øl, så jeg kunne slå tromme på min mave. Med de obligatoriske ørepropper i, kravlede jeg til køjs. Jeg var jo omgivet af en flok storsnorkende mennesker, så jeg måtte gardere mig. De var ikke helt enig med mig i, at jeg skilte mig ud af dén flok :-)
