New Zealand - tirsdag den 12. februar 2013
Fra Ealing til Lake Tekapo
Jamen hvor dumme kan vi være? Vi parkerede med ca. 20 meter ud til en af New Zealands mest befærdede hovedveje og med under 10 meter til jernbanen, der bringer fragt fra syd til nord og vice versa. Resultat: Ja, togene hørte vi først, når de kunne måles på Ricter skalaen lige uden for autocamperen. Torben havde talt om, at det kunne være interessant at opleve et lille jordskælv (uden skader). Det fik han så oplevet i nat med de mange godstog, der buldrede forbi. På den anden side var der masser af store lastbiler, der kun havde en fornøjelse på deres natlige vandring på hovedvejen. At dytte af de idioter til turister, der var så dumme at holde i grøftekanten. Resultat: Man havde lyst til at rende efter dem og stoppe deres båthorn op et vist sted - Nå, men vi overlevede på trods af de mange vækninger...
Jeg havde set frem til morgenbadning i en nærliggende flod. Den løb tæt på vores holdeplads og jeg begav mig af sted med en spand til vand og et håndklæde. Jeg måtte lede lidt efter et egnet sted, at komme ned til det rivende vand, men så fik jeg også hurtigt spanden fyldt med koldt vand, som jeg kunne hælde over hovedet. Det var tiltrængt. Håret var noget klistret af den dieselos fra togturen i går. Så fyldte jeg spanden igen og tog den med tilbage til Marie, så hun også kunne få sig et frisk morgenbad.
Der holdt 3-4 andre autocampere på samme plads. Dem var der ikke meget liv i, da vi havde spist morgenmad, drukket vores kaffe og dampede af. Vores første ryk gik videre af hovedvej 1 mod syd. Først mod den store by Timaru, siden af hovedvej 82 til Waimate, hvor vi stiftede bekendtskab med det sjældne vejrfænomen regn. På byens turistinformation havde de kun sparsom information om Lake Tekapo, som var vores ønskedestination for dagen. Hun kunne ikke finde nogle foldere fra området men hun havde dog 2 vigtige informationer. Det regnvejr, der var i Waimate, var slet ikke ensbetydende med regnvejr i bjergene (og dermed Tekapo). Ofte var der godt vejr i bjergene, selv om Waimate havde godt vejr. Det trøstede os en del. Det andet vigtige budskab, hun havde i turistinformationen var, at vi absolut skulle besøge observatoriet i Tekapo. Det var sød musik i Torbens ører :-)
Vi kørte ud af Waimate og fluks dukkede bjergene op. Vi kravlede langsomt op gennem bløde dale og kørte et længere stykke op langs en flod, som vi til sidst krydsede. Efterhånden som vi nåede op gennem dalen, klarede vejret op og vi begyndte så småt at håbe på, at damen i turistinformationen havde ret, at vi godt kunne forvente godt vejr i bjergene, selv om det regnede ved kysten...
På hovedvej 83 besøgte vi en række vandkraftværker. Det vil sige, at vi kørte op langs de søger, hvor vandkraftværkerne var. Det var ikke umiddelbart muligt, at komme ind på værkerne. Men allerede ved det første kraftværk dukkede solen og en blå himmel frem. Det gav et fantastisk farvespil i den sø, der grænsede op til vandkraftværket. Søen var i forvejen turkis i farverne, men spillet i skyerne gjorde, at søen havde mange nuancer af farverne grøn og blå.
Ved vandkraftværk nummer 2 kunne vi køre ud over dæmningen. Jeg gik i forvejen, for at tage lidt billeder, fik en snak med en af medarbejderne, der anbefalede at vi kørte væk fra hovedvejen og tog en anden vej rundt om næste sø Lake Aviemore. Vi gik og kørte helt over dæmningen Aviemore og spiste frokost på den anden side. Så fortsatte vi rundt om søen og efter et stykke tid nåede vi til det største vandkraftværk Benmore. Det var en imponerende dæmning, vi kørte over. De var ved at lukke overskydende vand fra søen Benmore ud, så der stod en høj kaskade af kridthvid vand ud gennem nogle ekstra kanaler ved siden af sluserne. Det så vildt imponerende ud med de høje kaskader af vand.
Vi fortsatte op mellem bjergene og vejret blev bare bedre og bedre. Da vi nåede til Omarama, var der rigtig godt sommervejr. Vi fandt frem til deres turistinformation, der igen anbefalede observatoriet i Tekapo. Så fortsatte vi i rask trav mod nord, omkring Twizel til Lake Pukaki, der igen så næsten uvirkelig ud med den lyse turkisgrønne farve. Næsten selvlysende. Her havde kineserne og japanerne også gjort deres indtog. Vi sad og nød en is i vandkanten, mens vi kunne kigge over på New Zealands højeste bjerg Mt. Cook. Alt imens vi blev invaderet af de "skævøjede", der støjede med deres konstante snak - alt imens de gennemfotograferede det hele. Kunne de da ikke bare nøjes med at nyde udsigten og tage deres billeder?
Vores tur fortsatte via hovedvej 8, der også kaldes Inland Scenic Route. Ikke uden grund, for det var en fantastisk flot tur, vi kørte op til Lake Tekapo. Det virkede næsten som om vi kørte nede i et bredt vulkankrater med høje bjerge hele vejen rundt og et stort fladt (og tørt) område i det flade kraterområde, der vel var over 100 km. i diameter. Lyset var uvirkelig kraftig her og skyerne havde også formationer, som vi ikke har set før. Næsten som små lysende UFO'er.
Kursen var sat direkte mod Mt. John observatoriet. Torben ville gerne have styr på en aftentur til observatoriet, så vi kørte helt op af en stejl vej til toppen af Mt. John, hvor observatoriet og en cafe var placeret. Autocamperen kom på hårdt arbejde, men den klarede det med bravour.
På toppen kunne vi nyde en enestående udsigt til hele det flade område, som jeg havde udnævnt til at være vulkanens krater. Her havde japanerne også indtaget feltet med deres høje røster og ivrige fægten med kameraer. Vi forsøgte at få en smoothie på cafeen, men deres smoothiemaskine var ude af drift, så vi måtte tage derfra med uforrettet sag - og vi havde sparet en del penge :-)
Så gik det ned af bjerget igen, ned til Lake Tekapo, hvor Torben fik betalt for en billet til aftenens tur til observatoriet og vi fandt frem til byens eneste campingplads.
Vi fik den obligatoriske velkomstdrink, hvorefter Torben så småt gik i gang med at lave aftensmad, mens vi andre gik ind til naboen af campingpladsen, der meget bekvemt var et bad med 3 varme pools på 35-40 grader. Det var en rigtig dejlig oplevelse, selv om det ikke var termiske bade men opvarmet vand fra floderne. At blive gennemvarmet i kroppen i et varmt bad burde være enhvers ret her i livet! Når man er gennemvarm, kan man sagtens klare at gå rundt i lidt blæsende aftenluft, uden man kommer til at fryse.
Jeg efterlod pigerne, gik i bad og vandrede de få hundrede meter tilbage til Torben, der var godt i gang med at lave aftensmaden. Den bestod af kartoffelmos og kødsovs. Det smagte supergodt. Torben har håndelag for det med krydderierne :-)
Snart var der bud efter Torben til aftensturen til observatoriet. Vi andre havde en plan om, at gå en aftentur, men trætheden overmandede os, så Ella og Marie fik vasket op, mens jeg skrev dagbog.
Ved 23-tiden kravlede jeg i seng, mens Marie var ved at banke sin mor i et slag 500... Det var blevet en smule skyet, så vi håbede ikke, at det forstyrrede Torbens stjernekiggetur for meget.
