New Zealand - torsdag den 14. februar 2013
Christchurch (med byrundtur i en hærget by)
Vi havde alle sovet en anelse uroligt. Måske fordi vi havde spist for mange rester. Det havde i hvert fald ikke noget at gøre med slatpartyet - Nå men kl. 7 var der liv over hele linjen og morgenmaden kom snart på bordet.
Vi blev hentet ved bagudgangen til campingpladsen. En rød dobbeltdækker samlede os op og tog os med ind til centrum af Christchurch. Her havde vi en halv time til overs, før byrundturen startede. Vi gik en tur i botanisk have og kunne hurtigt konstatere, at vi nåede kun en brøkdel af haven på en halv time. Så vi vandrede lidt frem og lidt tilbage til bussen igen. Nu var den fyldt op med turister på øverste etage af den åbne dobbeltækker. Det var en gammel bus, som kunne være eksporteret direkte fra London med den postkasserøde farve.
Turen startede med et par bemærkninger fra guiden. Det var bl.a. en advarsel om ikke at stå op undervejs. Guiden havde den typiske New Zealandske humor med små gode bemærkninger, der fik smilene frem. Han sagde bl.a. at han ikke så gerne ville give os en ny frisure - og det fik vi, hvis vi rejste os op, for træerne hang lavt over bussen...
Den tur, som vi havde købt, var en 3 timers tur. Den første del af turen ville tage en time og den blev kørt i den bus med åben top, som vi sad i nu. Vi kørte af sted og zigzaggede os gennem Christchurch' centrum. Byen har været ramt af en række alvorlige jordskælv gennem de sidste 3-4 år og vi fik en nærmere redegørelse af, hvad der skete, hvorfor det gik så galt og hvad man har tænkt sig at gøre, for at undgå skaderne fremover.
Den korte version er, at Christchurch er bygget på et større sumpområde. En student på universitetet havde fundet ud af, at der var en nøje sammenhæng mellem de områder, hvor der oprindeligt var floder og vandløb gennem byen og de steder, hvor byen var blevet mest beskadiget ved jordskælvene. Så mange af grundene blev nu erklæret uegnet til at bygge på. Mens vi kørte rundt i centrum, så vi mange eksempler på bygninger, der var beskadiget og stadig ikke repareret. Mange steder var man i tvivl, om bygningerne skulle fjernes og der skulle bygges nyt - eller om man skulle ofre 3-4 gange så meget på, at reparere bygningerne. Der var i alt 184 mennesker, der døde under det sidste alvorlige jordskælv i februar 2011, altså for ca. 2 år siden. Af dem var der godt 150 mennesker, der døde i samme bygning - en TV-station, der simpelthen kollapsede. Vi lærte også, at grunden til, at et jordskælv kan være så ødelæggende er, at det både kan ryste bygningerne vandret og lodret. Og det kræver en god bygning, at holde til sådan en omgang rystelse. Når man bygger nye bygninger, er materialerne meget stål og træ, for disse materialer er mere i stand til at modstå et jordskælv, end f.eks. beton og glas.
Byens centrum havde rigtig mange tomme pladser, der i dag fremstod som P-pladser. Mange bygninger var blevet fjernet og man manglede fortsat at fjerne en del, før centrum var et sikkert sted at færdes. Vi så flere række med butikker, der var lukket og med høje hegn omkring. Disse skulle typisk erstattes af nye bygninger. Guiden fortalte også, at hele byen var med i genopbygningen. Det lokale council havde inviteret alle til at komme med gode ideer og der var kommet over 100.000 ideer. Disse var blevet kogt sammen i en hvidbog, som var udgangspunktet for genopførelsen. Men der var også tvister omkring disse planer. F.eks. havde Christchurch bygget et stort rugbystadion i forbindelse med en world cup turnering. De var stolte af, at dette stadion var blevet færdig før selve turneringen men der nåede aldrig at blive spillet en eneste kamp, da de høje tribuner havde forskubbet sig så meget, at de ikke kunne bruges. De var intakte men ubrugelige. Kommunen havde besluttet at opføre et nyt mega rugbystadion i stedet. Det vakte en del harme, da mange fortsat ikke havde toiletter i deres huse igen. Den almindelige holdning var, at det var vigtigere at få disse toiletter sat i stand end at bygge et rugby stadion.
Efter en times køren rundt i selve Christchurch city - også i områder, der er lukket af for offentligheden, stoppede bussen og vi skulle stige om til en anden dobbeltdækker - uden åben top. Forklaringen var, at vi skulle ud i byens yderdistrikter og det ville være lidt blæsende i en åben dobbeltdækker.
Den bus, som vi kom over i, var mindst lige så gammel, som den første vi kørte med. Vores guide fra første bus fulgte med og han fortsatte fortællingen om byens historie og lidt om jordskælvene. Det var svært at undgå det sidste, for byen bar virkelig meget præg af katastrofen.
Vi kørte først til en del af byens store park. Her fik vi lov til at gå en tur gennem parken, for at møde bussen ved modsatte ende. Så fortsatte vi køreturen rundt i en større cirkel af Christchurch. Vi blev bl.a. kørt op til et udsigtspunkt, der gav os et godt billede af hvor stort et område byen er bredt ud over. Og vi kørte ud til en lille havneby syd for selve centrum. På det meste af turen havde jeg en følelse af, at vores bus var noget ukomfortabel at køre i. Det viste sig, at det slet ikke var bussen, der var noget galt med. Byens gader var simpelthen blevet skubbet rundt, så de var meget ujævne at køre på. På vej ud til havnebyen Sumner, var vejene virkelig i dårlig forfatning. En stor del var skubbet op og ned, så det var umuligt at køre mere end 20 km./t. og alligevel var det ikke særlig behagelig, at køre på.
På vejen tilbage mod centrum fortalte guiden en sød historie om, at salget af pyjamasser var steget kraftigt efter de seneste jordskælv. Et af de store skælv skete ved 5-tiden om morgenen og mange var løbet ud af deres hjem splitternøgne, som de sov. Guiden mente, at det var lidt mærkeligt, at møde sine naboer uden en trævl på kroppen, så der var nok en del, der garderede sig og begyndte at sove med (lidt) tøj på.
Så blev vi sat af igen. Vi havde egentlig en forventning om, at vi kunne køre med tilbage til campingpladsen men det benægtede vores guide. Så vi skridtede over vejen til en cafe, hvor vi spiste frokost. Derefter tog vi en taxi hjem med en chauffør, som jeg havde meget svært ved at forstå. Han mumlede i et væk... Men jeg sagde åbenbart ja og amen de rigtige steder, for Torben konstaterede, at selv om taxametret stod på næsten 23 dollars, forlangte han kun 20...
Resten af eftermiddagen var til fri afbenyttelse. Torben og jeg gik en tur til det lokale shoppingcenter, Ella og Marie fik sig en lille solblunder. Vi havde aftalt, at vi pakkede vores ting en af gangen, så vi ikke gik i vejen for hinanden i autocamperen. Det fungerede fint og inden aftensmaden havde alle pakket deres kuffert eller rygsæk.
Ved 19-tiden spiste vi rester. Det passede fint, der var lidt brød, ost, tomat, skinke og salat tilbage. Så der blev ryddet op og smidt ud til den store guldmedalje. Det var nu mest affald, der røg ud. En del blev sat op i det store køkken - til andre gæsters fri afbenyttelse.
Efter aftensmaden gik vi en lille tur i nabolaget. Der opstod det mærkelige vakum, når man skal hjem fra en rejse. Alt er klar, kufferten pakket og man venter bare på, at komme af sted. Men vi skulle lige sove først... Marie ville ikke i seng kl. 21:30, hun insisterede på at få revance overfor Ella i et slag 500.
