USA - lørdag den 21. september 2013

Til Washington

Tilbage

Så springer Marie ud som tur-arrangør. Denne gang er det hende, der har planlagt, hvad vi skal se i Washington og New York. Vi andre følger med som det tynde øl. Nej ikke helt. For der har været holdt flere forberedelsesmøder, hvor vi har diskuteret indhold. Lidt irrelevant synes Lasse, for det kan vi vel bare finde ud af, når vi kommer derover. Og da snakken går på, at vi skal besøge en kirkegård i Washington, er han helt stået af. Vel nok forståeligt.

Vi tropper op på Fredericia Banegård med vores bagage i god tid, før toget skal køre. Aftalen går på, at vi forsyner os med rundstykker og kaffe fra 7-Eleven, inden vi damper af. Men butikken brillierer med først at åbne kort tid før toget afgår, så plan B iværksættes og jeg går hen til den nærmeste bager, for at købe brød.

I lufthavnen får vi tjekket ind. Alt virker til at være OK. Det er jo lidt spændende, om vi nu har fået registreret alle de ting, som amerikanerne forlanger. De er meget strikse med visum o.l. Men vi slipper igennem nåleøjet i København. Et større nåleøje venter ved ankomsten til Washington.

I lufthavnen er der tid til at nyde en Jacobsen brown ale på fad, før vi går ombord i et lidt ældre Airbus fly. Alderen er bedømt ud fra de små tv-skærme, som sidder foran hvert sæde. Kvaliteten af billedet lader meget tilbage at ønske og jeg opgiver meget hurtigt at se en film på sådan en dårlig skærm. Vel i luften, får vi serveret et fint måltid med bøf stroganoff, salat, lunt brød, dessert og kaffe. Dertil et glas rødvin og en Grants til kaffen. Den er slet ikke så dårlig en whisky, konstaterer jeg.

Vi sidder næsten bagerst i flyet og Lasse og jeg sidder på vinduessiden, mens de andre 3 fylder midterrækken op. Vi fordriver turen med at se film, høre musik og læse bøger. Marie underholder sig selv med ipad, hvor hun får pløjet nogle af vores gamle familiefilm igennem. På et tidspunkt underholder hun hele flyet med skotsk sækkepibemusik, fordi hun ser vores tur til Skotland sammen med Joan og Ruddy.

Flyveturen tager ca. 8 timer og halvanden time før vi skal lande, bliver der atter serveret et lille måltid. Det er til gengæld et noget barberet måltid med en wrap med kylling, tomat og ost i. Dertil en kop kaffe, som godt kan være en udfordring at drikke, når der er turbulens i luften. Det afskrækker mig dog ikke fra, at få en kop mere, da det tilbydes.

Vi lander planmæssigt i Washington International Airport Dulles og vejret er også, som vejrudsigten havde lovet det, meget regnfuldt. Klokken er på dette tidspunkt ca. 15 lokal tid - eller 3 PM, som de jo siger herovre. Og så starter den ultimative tålmodighedsprøve: at komme ind i USA. For at sige det kort: det tager ca. 3 timer, før man er igennem alle kontroller og bliver sluppet fri.

Først ledes vi ind i en bygning, går via nogle gange og trapper frem til et sted, hvor transferpassagerer skilles fra os, der har endestation i Washington. Alle bliver lodset ud i nogle skøre busser, der løfter kabinen op på 1. sal, hvor vi stiger ombord. Busserne ligner næsten et skib med 2 høje skorstene på taget. Vi fandt aldrig ud af, hvad de skulle gøre gavn for.

Efter en kort køretur i det regnfulde vejr, bliver vi lodset ud igen og inde i en stor hal venter os en stor forsamling passagerer, der venter på, at bliver kontrolleret. Det er lige 2 timer i kø, hvor man bare går langsomt frem og tilbage i hallen og kan ikke gøre andet end at glo på de andre passagerer. Altså så tænker jeg: Det er fint, at USA gerne vil have en høj grad af sikkerhed i lufthavnene, men så ansæt dog nogle flere folk, der kan kontrollere de gæster, der ankommer til landet. Hvorfor skal vi alle udsættes for 2 timers venten, for at komme ind? Jo, det lyder som om min tålmodighed ikke holder, men det gør den, for jeg var jo forberedt. Sådan var det nemlig også sidste gang, vi var i USA.

De folk, der sidder ved paskontrollen er nogle sjove typer. De må åbenbart gå efter sure og brovtne mænd ved ansættelsessamtalerne, for de brokker sig vildt, så snart vi ikke gør, hvad der forventes. Vi vidste f.eks. ikke, om vi skulle gå frem en efter en eller om det var pr. familie - eller helt gruppen samtidig. Så fik vi en næse, som det hedder i politikersproget...

Men vi slap igennem...

Næste udfordring bliver så, at finde en vogn ind til byen. Marie og jeg har bestilt en supershuttle vogn på nettet et par dage før afgang. Så da vi får fundet deres skranke og vist dem vores papirer, får vi udleveret et boardingpass og bliver bedt om at vente ca. 20 min. Jamen at vente, er vi jo gode til... Pludselig bliver vores nummer råbt op sammen med 2-3 andre numre. Vi får besked på, at vi skal bare gå ud af døren og til højre - og frem til firmaets biler. Her bliver vi ledt frem til den første bil i rækken, viser chaufføren vores boardingpass og han stuver alt bagagen ind. Vi havde håbet, at vi kunne få vores egen bil, men det ser ikke ud til at lykkes, for han går igen efter flere passagerer. Snart er bilen godt fyldt med 9 passagerer (på deres hjemmeside skriver de i øvrigt, at deres biler maks. har 7 passagerer).

Da der med god vilje kan findes 2 ledige sæder i bilen, dukker et selskab russere op på 5 passagerer. De begynder at kravle ind men det går jo hurtigt op for alle, at der ikke er plads til dem. Stor forvirring. Chaufføren virker helt rundt på gulvet, indtil det går op for ham, at vi slet ikke skal være i hans bil. Flot. Vores bagage ligger nederst i bunken, men vi må ud i regnvejret igen med vores bagage. Chaufføren maner sig dog op til, at ringe ind til skranken, for at få at vide, hvilken bil vi så skal med. Den viser han os hen til og så er han væk.

Historien med en godt fyldt bil gentager sig. Nu er det bare os, der kommer sidst og vi fordeles på 3 rækker. Vi venter igen og efter et stykke tid dukker chaufføren op. Han har nok været på jagt efter os. Så kan vi endelig komme af sted mod byen. Det tager næsten en time, før vi er inde i byen. Det er ved at blive mørkt og det grå regnfulde vejr gør, at der ikke er meget at kigge efter undervejs. Inde i byen kører vi rundt og rundt, op og ned, til højre og venstre på de regnfulde veje. Der er masser af trafik. Det er jo lørdag aften og offentlig trafik ser ud til at være ikke eksisterende, bortset fra en jernbane, der ser ud til at være på vej ud mod lufthavnen.

Endelig gør vi det første stop. 2 hopper ud. Næste stop. En hopper ud og Marie kan følge med på sin telefon og konstaterer, at nu nærmer vi os vores mål. Endelig efter næsten 2 timers ventetid og køren i Supershuttle, er vi ved vores hotel. Næste gang vil jeg nok vælge en taxa eller en privat Supershuttle i stedet. Det her var for bøvlet, tænker jeg.

På hotellet har de ikke helt styr på, at Lasse også gerne vil have en seng at sove i men den får de hurtigt lodset op på værelset lover de. Vi skynder os op med vores bagage og ned igen, for at få lidt at spise på restauranten, der ligger på hotellet. Restauranten viser sig, at være med eget bryggeri, så det er da et fint sted at spise (tænker Ruddy og jeg). Efter lidt ventetid, får vi anvist en plads i restauranten, der har meget højt til loftet men stadig en skrækkelig akustik.

Maden fejler ikke noget og øllet er også fint. Vi kan jo ikke forvente eksklusiv specialøl altid. Jeg smager deres pilsner (velsmagende og milevidt fra Carlsberg), pigerne deres årstidsøl og Ruddy gik ombord i en swartzbier. Vi kan næsten ikke få tygget af munden, før folk damper op på værelset, for at sove. Forståeligt, for klokken er jo 3 om natten i Danmark nu...