USA - mandag den 23. september 2013

Fra Washington til New York

Tilbage

Vi har beregnet god tid til morgenens gøremål, for vi skal reelt ikke nå andet, end at komme til stationen og med toget kl. 12:02. Alligevel er vi nogenlunde tidligt oppe, for vores indre ur er stadig noget forskudt. Vi er klar til at finde en morgenmadsrestaurant før kl. 8. Da har vi været oppe et par timer. Valget af spisested falder på en lille hjørnerestaurant skråt over for hotellet. Her studeres menukortet grundigt, inden vi alle beslutter os for den store menu med det hele. Så det ender med, at prisen bliver højere end på hotellet. Vi konkluderer alle, at hotellets mad vandt - men morgenmadsrestaurantens brød var absolut super og juicen smagte som friskpresset juice.

Marie lokker os en tur til Chinatown, der ligger et par blokke fra hotellet. Her tager vi en forholds hurtig tur rundt om et par blokke, blot for at konstatere, at der ikke er kommet liv i bydelen endnu. Alt virker lukket, så vi går tilbage til hotellet. Klokken er ikke engang 10, da vi tjekker ud og tager en stor taxa, der tilfældigt holder udenfor. Bagagen stuves ind i bag og af sted det går mod banegården. Marie og jeg havde egentlig talt om at gå til banegården. Så kunne de andre få en almindelig taxa og bagagen. Turen virker nu længere end jeg troede og jeg glædede mig over, at vi var med i vognen.

Der er mange flotte og store bygninger i Washington og Union Station bygningen er ingen undtagelse. Kæmpestor og med masser af butikker i flere etager. Vi er forud for tidsplanen og vi kan se, at der afgår flere tog mod New York, så vi prøver at få booket billetten om. Men det er lige som i Danmark. Vores billet er købt på nettet som billigbillet, så hvis vi vil bytte den om, kommer en ny billet til at koste over dobbelt så meget. Dvs. omkring 600 kr. pr. person. Og så har hun endda trukket prisen på den oprindelige fra (ca. 300 kr.). Jo, det er dyrt at rejse med tog i USA, hvis du ikke har købt Orange!

Vi kaster alt vores habbengut ind på den første og bedste restaurant, for at have en base. Der er omkring 2 timer til toget afgår. Ruddy og jeg tilbyder frivilligt, at holde vagt over kufferter og rygsække mod en betaling på en kold øl. Her dukker en af de lidt mærkelige ting op i USA. De går meget op i, at man ikke må drikke på offentlige steder og på barer o.l., kan man kun få drikkevarer i begrænsede tidsrum. Der serveres ikke øl i baren før kl. 11, så vi må pænt slå ventetiden ihjel med en kop kaffe. Det har vi ellers drukket nok af til morgen :D)

Da klokken har slået 11, kalder vi på en øl. Den vil tjeneren nu først servere om 5 minutter... En anden tjener er mere til at tale med. Han nævner en 4-5 forskellige øl. Jeg var ellers ved at indstille mig på, at der kun serveres Budweiser... Valget falder på en lokal india pale ale. Den smager rigtig godt, selv om Ruddy synes den er lidt for humlet.

Vi nærmer os togafgang og vi hanker op og stiller os i kø ved udgangen til perronen. Snart efter begynder indtjekningen og der er frie pladser i toget, så det er bare at finde 5 pladser, hvor vi kan være med vores oppakning. Det er ingen problem. Der er ikke særlig mange med toget, så vi finder let vores pladser.

Toget er fint indrettet. Der er god plads til krop og ben. Det er let at se, at vi er i et land for store mennesker. Alle vores kufferter kan snildt ligge på hattehylden over os. Vinduerne er til gengæld smalle og giver dermed ikke helt det gode udsyn, som vi er vant til. Men hvis det er eneste minus, går det bestemt an.

Snart efter er der afgang og Washington viser sig snart fra en lidt kedelig side. Der er ikke pænt og ordentligt langs banelægemet. Det hele virker rodet med affald, bunker af rustent metal, fabriksbygninger, der ser ud til at være forladt og små huse, der kalder på maling. Længere ude er der store områder med tæt bevoksning ned mod jernbanen. Her er også sumpområder, der får en til at føle, at vi er langt ude på landet. Men snart efter dukker en stor parkeringsplads op. Endnu et opsamlingssted og en lille banegård.

Et par gange gør jeg antræk til at ville sove lidt. Men nysgerrigheden overvinder hurtigt. Tænk hvis vi passerer noget, som jeg ikke får set... Vi havde en sort chokoladestout til overs fra dagen i forvejen. Den havde vi taget med - sammen med kaffekrusene fra værelset. Så håber vi på, at stouten kan gå som kaffe. For man må jo ikke drikke øl i toget. Det går strygende, selv om jeg føler mig lidt som en småforbryder, mens jeg sidder stille og rolig og nyder min "kaffe".

Efterhånden som vi nærmer os New York, bliver byerne større og snart kan vi se Manhattans skyline i det fjerne. Så ved vi, at det er ved at være tid til ankomst. Det sidste stykke vej ind til banegården foregår under jorden. Det skal vi til at vænne os til, for undergrundstogene kører typisk også under jorden.

Vel ankommet og oppe i den store banegårdsbygning, der viser sig at ligge lige under Madison Square Garden, hersker der næsten et kaos med de mange mennesker, nu engang er her. Vi vælger at forlade banegårdsbygningen og finde et sted ude på gaden, hvor vi kan rådslage os om det videre forløb. Vi skal have hentet en nøgle til vores lejede lejlighed. Planen er, at Lasse og jeg går på jagt efter nøglen, der skal hentes nogle blokke fra banegården. Imens får vi bænket de andre på en sportsbar overfor Madison Square Garden. Så er der jo ro fra den kant :D)

Lasse og jeg begiver os ud i den hektiske trafik med masser af mennesker på fortovene, så det er ikke let at gå med raske skridt. Med telefonen i lommen og en hånd konstant omkring den, går det mod 38. gade. Det er let at finde rundt i New York, når man lige får styr på at læse skiltene. Streets på den ene led og Avenues på den anden. Skiltene viser også ofte, hvilke husnumre, der befinder sig i hver blok. Så efter ca. 20 minutters rask trav, er vi fremme ved kontoret, hvor vi skal hente nøglerne. Det tager kun kort tid og snart efter er vi på vej tilbage mod sportsbaren. Her sidder de 3 andre og nyder en øl.

Joan og Ruddy er mest stemt for at tage en taxa til vores lejlighed i Harlem, men vi insisterer på, at vi skal med toget. Det kører direkte og der er ikke nogen unødig ventetid. Ruddy er lidt træt af at slæbe sin kuffert, så jeg tager over.

Med en turistguides autoritet, føres vi alle ned i undergrunden ved 34. Street. Marie får købt billetter og snart efter er vi på vej mod upper Manhattan og Harmlem. Togturen, som vi forventer at komme til at køre en del gange, tager ca. 20 minutter. Undervejs kan vi se at numrene på gaderne stiger støt, til vi når vores station på 135. Street. Så er vi klar til sidste etape mod vores lejlighed. På telefonen har vi installeret en app med navnet "Citymaps2go". Programmet udmærker sig ved, at man kan installere by- og landkort hjemmefra og bruge kortene på steder, hvor der ikke er internetforbindelser. Så med telefonen i hånden, finder vi hurtigt frem til vores lejlighed, der ligger tæt på et gadehjørne på 7. Avenue.

Lejligheden ser velindrettet ud. Jeg har ikke forventet mig det store. Sidste gang vi var i New York, var vores hotelværelse meget lille og trang. Lejligheden har 2 værelser med senge og en sovesofa i fællesrummet, der også har et lille cafebord, et kæmpekøleskab og lille køkken. Sovesofaen er nok det dårligste element, idet sovekomforten lader meget tilbage at ønske sig. Lasse får første tjans, så må vi se, hvordan det spænder af.

Efter en lille velkomstdrink, begiver vi os ud på nye eventyr i Harlem. Bydelen, der for år tilbage var forbudt område for den hvide mand, skulle nu være et hot område, at bo i. Der er fortsat et overvejende antal sorte på gaderne. Vi passerer også en del kirker på vores vej mod en restaurant. Der dukker ikke noget op, som springer i øjnene, så vi ender ved Sylvia's Soulfood Restaurant. Den havde jeg læst om på nettet. Et kendt spisested, opkaldt efter en sort kvinde. Vi går ind og kommer straks til at sidde. I løbet af et splitsekund sidder vi med et menukort og det obligatoriske glas vand med isterninger. Fin service!

Min mave er egentlig indstillet på en stor saftig steak men den ser ikke ud til, at være speciel her, så i stedet kaster vi alle vores kærlighed på Sylvia's gode ben. Nu døde Sylvia vistnok i 2011, så det er ikke hendes egne ben, der er tale om - men gode BBQ ben. De andre bestiller en sjov menu med ben og kylling. Jeg holder mig til benene. De andre bestiller en flaske rødvin men jeg holder mig til en lokal øl Harlem Sugar Hill. En Budweiser brygget med lidt kærlighed, så den har fået lidt farve...

Maden kommer ind. Igen er der forviklinger med Joan og Ruddys mad. Tjeneren har opfattet, at de vil dele en ret. Det må man åbenbart gerne i USA. Ruddy havde ellers forsøgt at forklare, at Joan og han gerne ville dele de side orders, som bliver serveret sammen med maden. Tjeneren opfatter igen, at der er sket en fejl og han lover hurtigt at udbedre fejlen. Det tager heller ikke særlig længe, før der er mad til alle. Vi har alle valgt forskellige side orders - tilbehør til maden. Der er mange spændende at vælge imellem. F.eks. kartoffelmos med hvidløg, spaghetti med ost, majs med smør og spinat/grønkål (som i øvrigt smager super).

Godt mætte forlader vi restauranten, der er godt fyldt op med gæster og begiver os ud på gaden, hvor det er blevet mørkt og noget køligere. Vi slår et sving ind på den første købmandsbutik, vi kan se på 6. Avenue. Her handler vi lidt ind til morgenmad - og et par øl til lejligheden. Vi handler det første og bedste sted, for at være sikker på, at der er åben. Men det viser sig hurtigt, at der ligger mange åbne butikker på vejen hjem. Snart efter dukker et stort supermarked op. Lasse, Joan og Marie går på jagt efter noget ost, mens Ruddy og jeg tøffer hjem med den allerede fyldte rygsæk.

Snart er alle hjemme ved lejligheden og trætheden melder sig - i hvert fald hos mig. Der er ikke engang plads til en godnatøl, så jeg tørner ind ved godt 21-tiden. Med ørepropper føler jeg mig godt garderet mod den larm, der måtte være i området - og fra diverse aircondition anlæg.

Det bliver også en forholdsvis rolig nat. Heldigvis ligger lejligheden væk fra gaden, så vi ikke skal høre på bilerne hele natten...