USA - lørdag den 28. september 2013
Beatles Brunch på B. B. King og Union Square
Ved 7-tiden begynder der at komme liv i lejligheden. Vejret er atter perfekt med blå himmel og solen på vej op. Vejret betyder meget på en ferie - og denne gang har vi haft perfekt vejr stort set hele tiden.
Dagens program går atter mod Downtown. Time Square er vores første destination. Her skal vi til brunch med Beatles efterligningerne Strawberry Fields på B.B. King restaurant. Stedet åbner kl. 11 og da vi er ved Times Square kl. 9:45, er der tid til at gå et par blokke rundt i nabolaget, før vi vender tilbage til B.B. King kl. 10:30. Vi får udleveret et nummer og venter i B.B. King Grill til kl. 11, hvor vi kaldes ind i nummer rækkefølge. Vi forsøger at slå ventetiden ihjel med noget så specielt som en formiddagsbajer, men det kan ikke lade sig gøre. Baren åbner først kl. 11.
Efter ventetiden bliver vi anvist en plads i spillestedet helt ude i siden af salen ved et bord, hvor vi knap nok kan sidde 5 mand. Der ser ikke særlig fyldt ud, så vi beslutter hurtigt, at rykke til et større bord.
Så lukker de op for brunchen og der er alt, hvad hjertet begærer af mad, juice og kaffe/the. De vil også gerne sælge drinks eller øl, men det hører ikke helt sammen med brunch. Jo måske Bloody Mary, som åbenbart er en almindelig morgenmadsdrink er. Jeg tænker, at det nok mere er en tømmermandsdrink. Det er aldrig blevet min store passion.
Vi får skovlet godt på tallerknerne og snart begynder Beatles lookalike orkestret at spille. Og de gør det godt. De ligner de gamle Liverpooldrenge. Måske har de fået lavet lidt operation af ansigt og næse. Håret er sikkert en paryk, men de kan spille, så man tror man er til en rigtig Beatles koncert. Desværre er vi ikke særlig mange gæster, så musikerne føler, at de er kommet til en kirkegård.
Efter en pause skifter de stil - og tøj. De er nu nået til den sidste del af Beatles æra'en. Musikken er anderledes og mindre spontan / rockende. Musikerne har fået længere hår og flere af dem har fået overskæg. På et tidspunkt spørger "John Lennon" hvordan det er lykkes de andre, at få et overskæg på 12 minutter. Selv har han jo fået skulderlagt hår i pausen.
Efter et par ekstranumre er det slut og vi bliver snydt for det ultimative afslutningsnummer "Let it be". Lasse konstaterer, at han aldrig bliver Beatles fan - og at han aldrig vil trække sine børn ind til sådan et show. Skal man så blive såret?
Vi træder ud i solskinsvejret og vælger at gå de 8 gader ned til Macy's - verdens største butik. Her er der tøj og personlig pleje til begge køn på 7-8 etager. Der er nok at tage fat på og f.eks. Lewis bukserne fylder næsten mere end vores lokale Nettobutik i Erritsø. Det er imponerende og da priserne ikke er vilde, ender vi med at få shoppet en hel del i butikken. Især Lasse tager fra. Han har efterhånden fået købt alt det tøj, han havde planlagt hjemmefra. Så han er godt læsset til, da vi forlader Macy's og finder Joan og Ruddy, der har opgivet at gå rundt i den store butik.
Vi kører med Subway'en til Union Square, for at kigge på sko til Vibe og Joachim. Priserne i de butikker, vi finder frem til, er bare for høje, så vi må tage hjem til lejligheden med uforrettet sag.
Vel hjemme i Harlem, runder Lasse og jeg den lokale McDonalds. Lasse vil gerne prøve deres største menu, for at se, om den er større end i Danmark. Det lykkes os at få bestilt en del ting - og at komme derfra uden drikkevarer. Det troede jeg nu, at de havde godt styr på hos McDonalds. Så jeg må lige løbe en tur tilbage på burgerrestauranten (kan man virkelig kalde det en restaurant), for at hente vores drikkevarer.
Hjemme er de godt i gang med at spise og min habanero burger er blevet lunken. Men den glider ned og man kan ane den stærke chili i burgeren.
Et kig i køleskabet viser, at vi skal drikke lidt slatter, så det tager vi fat på. Alligevel er vi klar til at tørne ind ved 22-tiden. Så kan jeg lige få ajourført dagbogen, før jeg kravler i seng.
