Tyskland - torsdag den 03. april 2014
Klatretur til Grünstein
Efter en lidt urolig nat, står vi op nogenlunde tidligt og får os et tiltrængt bad. Faciliteterne på campingpladsen er fine og vi har stort set det hele for os selv. Vi overvejer at tage en vandretur i nærheden, så efter en gang morgenmad, forsøger vi at tjekke ud, for at komme videre. Der er bare ingen i campingpladsens reception, så vi må køre derfra, uden at betale for opholdet. Mærkeligt…
Første stop er Berchtesgaden turistbureau, der ligger lige midt i byen – tæt på en speciel rundkørsel, der er bygget oven på 2 floders sammenføring, så der er bro over 3 af rundkørslens 4 sider. På turistbureauet får vi anvist et par ture og bliver udstyret med et fint kort over området. Vi vælger selvfølgelig den ”store” tur og snart efter kører vi op i bjergene til en parkeringsplads et stykke fra byen. Her parkerer vi bilen i ca. 750 meters højde og begiver os opad. Og det går pænt opad. Der er ikke ret mange steder, hvor det nærmer sig at gå ligeud men jeg vil tro, at vi går opad med en stigningsprocent på omkring 25. Men opad når vi og i løbet af et par timer har vi nået turens første punkt, Grunstein hytten i omkring 1200 meters højde. Her gør vi et stop og nyder solen og freden. Hytten er sikkert en cafe i åbningstiden men nu er der helt lukket. Borde og bænke er pillet ned bortset fra et par enkelte steder, hvor nogen måske har udøvet lidt selvjustits og fundet pladerne frem.
Lige overfor hytten er der udsyn meget stejlt ned til Kønigsee, som vi sejlede på dagen før.
Efter en kort pause, hvor Marie får tørret lidt af sit tøj (hun har fået varmen af turen herop), fortsætter vi de sidste 100 meter op til toppen af Grunstein. Hvilken enestående udsigt ud over hele dalen med mange små byer og Berechtsgaderne. Selv vores campingplads kan vi se herfra – og Kønigsee også. Det er dejligt at sidde i solen og mærke varmen – og ingen vind overhovedet. Bedre kan det vist ikke blive på sådan en bjergtop. Der sidder en del mennesker rundt omkring og nyder foråret.
Men intet varer evigt og efter en halv time, begiver vi os nedad igen. Jeg frygter lidt for nedstigningen, for det er som regel hårdere for benene (knæene) end at gå opad. Men det er ikke så slemt og i løbet af ca. 1 time, er vi nede igen.
Godt gennemblødte af sved og med sure sokker efter sådan en stroppetur, beslutter vi os for at køre tilbage til campingpladsen, for at få et bad (mere), inden vi fortsætter turen. Vi når lige at køre ind og parkere på pladsen, så dukker campingfatter op. En ung gut, der giver hånd og virker som om, han er glad for at se os. Det tror pokker, for så kan han jo få betaling for vores overnatning…
Vi får vores bad, lidt frokost og et lille hvil, før GPS’en stilles ind på Venedig, for nu vil vi altså sydover. Der er ellers dejligt på pladsen med over 20 grader – men solen er forsvundet…
Vi kører mod Salzburg og ad motorvejen sydpå og snart kører vi rundt i bjerglandskaberne på vores vej gennem Alperne. Hen på aftenen når vi frem til en rasteplads tæt på Italien, hvor vi gør holdt for natten.
Vores solcelle anlæg brokker sig højlydt. Det har egentlig været et irritationsmoment længe, når kontrolenheden har afgivet 3-4 hyletoner. Men på vej ned gennem Alperne er det gået helt amok. Nu hyler det med jævne mellemrum i op til 30 sekunder ad gangen. Der er ingen knapper, man kan trykke på, så vi kan ikke slå larmen fra. Det ser ud til, at anlægget er tømt for strøm og det kan ikke producere, fordi der jo er helt mørkt…
Vi beslutter at holde pinen ud til dagen efter. Så må vi ringe til vores værksted i Danmark og høre, hvad vi kan gøre.
Efter en tur rundt på rastepladsen – det indbefatter et hotel og en tankstation – disker Marie op med lækker aftensmad, mens jeg skriver dagbog over en god Tallisker. Alarmen fra solcelledimsen lyder kun et par gange…
