Italien - søndag den 06. april 2014

Venedig

Tilbage

Nu er mine beskrivelser fra vores ture oftest fyldt med spændende ting, som vi oplever undervejs. Jeg er også nødt til at fortælle, at ikke alt er fryd og gammen hele tiden. De sidste dage har jeg været lidt trist til mode, hvilket aboslut ikke hører hjemme, når vi er på ferie! Men det er ikke altid, at man kan bestemme ens humør. Her til morgen vågnede jeg og lod tankerne køre rundt i lidt negative spiraler. Det er nok den dumme bøde i Østrig, der startede spiralen… Men også problemerne med køleskab og solceller, der irriterer mig.

Men så fik jeg tankemæssigt fat i, at det ikke hjælper, at køre rundt i disse negative tanker og dagens opgave er for mig, at suge oplevelserne til mig – og ikke give plads til negativitet!

Solen skinner fra en næsten blå himmel (selv om der er lovet lidt regn igen i dag).

En skål yughurt med rosiner og lidt (gammelt) rugbrød samt en kop god kaffe fylder depoterne godt op og vi trasker af mod bussen, der skal sejle os over til Venedig. Vi synes umiddelbart at det lyder lidt dyrt, at vi skal betale 43 euro hver, for en 3 dags billet, der giver fri adgang til busser og både. Det skal siden vise sig, at vi nok skal sørge for, at få valuta for pengene!

Bussen holder ikke uden for campingpladsen med helt oppe ved hovedvejen. Det tager ca. et kvarter at gå derop, så vi bliver varmet op til en tur rundt i Venedig.

Bussen kommer til tiden og vi sættes af tæt på færgen og i følger det gamle råd om, at følge strømmen. De skal vise dig vej. Snart står vi sammen med en flok, overvejende italienere, og venter på at gå ombord på færgen. Klokken er kun godt 9, og det er åbenbart for tidligt for turisterne. Båden er en lav, lang båd, der godt kunne minde om nogle af de lave hjuldampere på Mississippi – dog uden hjul :D)

Første stop på sejlturen er Lido. Jeg troede egentlig, at vi bor på Lido, men det viser sig, at det er flere områder, der hedder Lido og vores hedder rent faktisk Lido di Jesolo. Herfra kan man sejle med bilfærge til en anden ø, der bare hedder Lido. Jeg gad vide, hvilken af stederne det er, at danskerne tager hen, når de tager herned?

Jeg spejder ihærdigt efter Venedig ind over vandet og efter lidt sejlen, dukker en række store markante bygninger frem. Nu er vi tæt på! Båden lægger til kajs ved et stop, der senere viser sig at være det tætteste på Markuspladsen. Men det opdager vi slet ikke, for rent instinktivt går vi den vej, hvor der er færrest turister. Så vi går til højre, hvor Markus pladsen er lige til venstre.

Vi følger kajen ud i bydelen Castello. Langsomt tynder det ud i turisterne, mens vi går over den ene lille kanalbro efter den anden langs kajen ud til Adriaterhavet. På et tidspunkt kommer der en bred vej, der går væk fra havet og den ser spændende ud. Vi trasker ned af den, mens vi har travlt med at suge indtrykkene fra den specielle by til os. Venedig er en meget gammel by og byen ser faktisk næste ud i dag, som den gjorde for flere hundrede år siden. Bl.a. fordi det ikke er muligt at bygge mere på den smule land, der er. Det meste af byen er bygget på en lag ler, der gør den lidt sårbar. Derfor er byen også bygget på en masse træpæle, der er banket godt ned i leret.

Venedig er spækket med historiske bygninger med utrolige udsmykninger og det vidner om, at byen har været meget rig gennem mange tusind år. Nu havde romerriget jo også en fantastisk storhedstid, hvor det tog rundt i hele verden og hjembragte store skatte. Så byen er også kendetegnet ved, at her findes stort set alle arkitektoniske stilarter i en pærevælling. Det ses bl.a på Markuskirken, der er et overflødighedshorn mht. byggeri og ”indmad”.

Efter denne lille historiefortælling – tilbage til vores tur…

Efterhånden som vi trasker væk fra Markuspladsen, er vi næsten helt alene. Det virker lidt mærkeligt men også spændende, at man har Venedig for sig selv. Pludselig løber vi tør for vej og når ud til enden af byen. Her finder vi meget passende en anløbsbro til bybusse… båden.

Kort tid efter dukker en båd op og med den sejler vi rundt langs den nordlige kystlinie af Venedig. Her er nok at se på og vi nyder det friske pust fra vandet. Pludselig sejler båden ind i en kanal. Det er tæt på Venedigs banegård, så vi vælger at springe af inden da. Her havner vi på en stille kaj, hvor noget af det første, der fanger vores opmærksomhed, er en lille cafe med hovedsagelig lokale foran. Vi går ind, for at bestille et glas kølig hvidvin og falder også for en sandwich med skinke og ost. De få cafeborde foran cafeen er optaget af avislæsende venezianere eller små flokke af veninder, der har sat hinanden stævne på stedet. Men fluks springer cafemutter ind og henter et ekstra cafebord til os, så vi også kan sidde på kajkanten og nyde livet.

Så beslutter vi for at blive en anelse struktureret i vores vandren. I første omgang gør vi bydelen Cannaregio usikker. Vi trasker (på må og få) rundt, mens vi snuser stemningen ind. Det er ikke en af de mest besøgte områder men her har man de klassiske kanaler og huse, der ligger helt ned til vandet, for sig selv.

Men pludselig er vi på en gade, hvor det myldrer med folk. Det er vist ruten fra banegården ned mod Markuspladsen, vi er nået ind på. Vi bestormer en isbutik, for at smage lidt lokal is. Det er nøjagtig lige så godt, som rygtet siger!

Så lister vi ned og finder en båd, der kan sejle os til Markus pladsen. Denne gang går vi til venstre ved anløbsbroen. Og midt i mylderet, er vi snart på Markus pladsen, hvor vi først studerer Doge pladset, der er et stort museum for de mange doger, der har regeret Venezia i fortiden. Marie vil gerne ind og se Markus kirken og vi stiller os i kø. Men da vi når frem til indgangen, bliver vi vippet af pinden. Vi må ikke have rygsække med ind men skal gå rundt om hjørnet, for at deponere dem. Det orker vi ikke lige, så vi trækker ud på Markus pladsen i stedet. Det er en sjov plads med imponerende bygninger omkring. Selve pladsen har en sjov skæv facon – hvad der så har fået dem til at lave den på sådan en måde…

Så trækker vi lidt væk og kommer ind gennem en smøge til en kanal, hvor der åbenbart er af- og påstigning til gondolerne for dem, der vil betale prisen for en tur. Gondolerne ligger på række og det ser ud til, at de har pænt travlt. Så snart de har fået læsset gæster af, står et nyt hold klar til at gå ombord. Lidt længere henne af kanalen når vi et knudepunkt, hvor 3 kanaler mødes. Her kommer gondolerne fra alle retninger og det er sjovt at se, hvordan de hjælper hinanden med at dirigere trafikken. Det foregår i god ro og orden og uden at nogen af gondolerne støder sammen på noget tidspunkt. Gondoliererne har rigtig godt styr på deres både, som jo er lidt specielle, idet de styres med en åre.

Skilte viser vej til Rialto broen og den har vi hørt om før, så vi følger skiltene. Undervejs falder vi ind på en lille cafe, for at få en lille drink. Marie foreslår en Martinidrink. Vi vælger den bitre udgave af drinken. Det var en fejl! Til gengæld var tjeneren yderst professionel. Og så er det i øvrigt sjovt at lægge mærke til de mange, der bare lige stikker hovedet ind og bestiller en e

presso. Vupti, så er den drukket og de er ude af døren igen.

Vi fortsætter vores vandren rundt og efter en rum tid (og bl.a. et besøg på Rialto broen), sætter vi GPS’en til at finde frem til en bybåd, der kan bringe os hjem. Meget passende rammer vi en linie 1, der på et tidspunkt ender ved ”vores” havn. Men den ender ret hurtigt ved banegården, hvor alle gennes ud. Så må vi lige en tur i land og finde en anden, der sejler i modsatte retning. Efter en tur ned gennem Venedigs brede kanal Grande, ender vi ved Lido – dvs. Naboøen til vores. Se det er hvad der sker, når der er flere områder, der hedder Lido. Tilbage til Markus-pladsen, hvor vi ved, at vi kan komme hjem fra. Da vi endelig finder frem til den kajplads, hvorfra vores båd sejler, er der næsten en halv time til, at den sejler.

Så er der dømt aftensmad. Og Marie begynder fluks at kigge på menukort ved de restauranter, der ligger langs kajen. Uha, tænker jeg. Det er jo dyrt. Heldigvis får jeg hende gelejtet ned af en lille smøge til en restaurant, hvor der slet ingen gæster der. De har et fint menukort, hvor maden er til at betale for. Vi bestiller en kold øl, der gør godt efter en lang dags vaden rundt. Marie får sig risotto med fisk og jeg napper en pizza med gorgonzola. Uhm!

Mens vi spiser, dukker der en del flere gæster op. Så vi har åbenbart bare været tidlig på færde…

Tilbage til anløbsbroen, blot for at konstater, at nu sejler bådene ikke hver halve time men næsten kun engang i timen. Så vi må lige vente næsten en halv time ekstra, før vi kan komme hjemad. Det er næsten mørkt, da vi forlader Venedig og efter en god halv times sejlads, når vi tilbage til vores havn. Her venter bussen heldigvis på os, så snart er vi på vej tilbage mod campingpladsen. Hvor skal vi stå af midt på en mørk landevej? Jeg finder min GPS og får sat en rød prik på kortet, hvor vi steg på bussen. Så er der jo bare at følge bussen og se, hvornår den nærmer sig den røde prik. Det lykkes og vi blev sat af lige nøjagtig overfor, hvor vi var steget på tidligere i dag.

Tilbage ved campingpladsen, vil jeg prøve at få lavet noget strøm til computeren, der er ved at løbe tør for strøm. Vi har jo købt stik til det men jeg manglede en skruetrækker, for at kunne skille stikket af. En kartoffelskræller viser sig at være effektiv skruetrækker, og snart har jeg samlet stikket og sætter det i 12 volts stikkontakten. Fluks går lyset ud. Det gør det så også for mig. Surt show, tænker jeg. Og så pakker jeg sammen og kravler i seng. Lettere irriteret over, at jeg nok har knaldet en sikring…