Skotland - mandag den 15. september 2014

Arran Distillery og til Islay

Tilbage

Det er skrap kost til morgenmad. Kl. 9 skal vi være klar på Arran Distillery. Jeg havde egentlig planlagt med et besøg der i går, men det gik op for mig, at de ikke må åbne for deres lagerbygninger i weekenden. Så kunne vi jo ikke se vores whisky tønde. Nej, så hellere vente til tidlig mandag morgen!

Men inden da er der rigtig morgenmad på hostellet. Ikke noget særligt men absolut OK. Sengetøjet skal i bedste hostelstil pilles af og afleveres ved receptionen. Kl. 8:15 er alle klar til afgang og vi myldrer hen mod distilleriet, hvor der ser meget dødt ud. Har de glemt os og arbejder de ikke om mandagen?

En enlig bil ankommer og ud stiger en mand, der spørger, om vi har en aftale. Det mener vi jo bestemt vi har. Han lover at få fat i den person, som vi har en aftale med. Ca. 10 minutter senere dukker han op igen og han lover at vise os vores whiskytønde. Det bliver til en mindre rundtur i forskellige lagerbygninger – warehouses. Først og fremmest til vores whiskytønde, der viser sig at være gemt lidt væk. Med en lygte peger han ind på tønden, der kan ses i en smal passage. Den ligger nederst i en stor stak, 4-5 tønder inde i rækken. Han spørger, om nogen har lyst til at mase sig ind og tage et billede. En af de store drenge i klassen er på vej et øjeblik senere. Udstyret med en lommelygte og et kamera, lykkes det Brian at få taget et par fornuftige billeder af vores tønde. Alt imens får vi os en sludder med manden fra Arran, der viser sig at være manageren James MacTaggart. Han giver sig god tid og sikrer sig, at alle har været inde og besøge whiskytønden, før han viser os et andet af lagerbygningerne. Her eksperimenterer Arran med at efterlagre whisky på vintønder fra nogle af de største vinproducenter. F.eks. Amaronefade. Det lyder spændende!

James efterlader os i kløerne på Faye Waterlow, der er leder af Visitor Centre. Hun tager pænt imod os, byder på kaffe og the – og har også tid til at sætte sig ned og få en snak sammen med os. Vi er positivt overraskede over denne modtagelse.

Ved 10-tiden drager vi afsted på en ordinær rundvisning med guiden Gerard. Han lader sig ikke gå på af, at vi har travlt og skal nå en færge kl. 12. Først ser vi en ny videofilm, mens vi får en dram. Så viser Gerard os rundt på det forholdsvis lille distilleri, der har et meget moderne produktionsapparat. En af de specielle forhold på Arran er, at hele whisky produktionen foregår i et stort lokale.

Gerard slutter rundvisningen af med en smagning, hvor vi prøver forskellige drammer. Vi må selv vælge en af drammerne og der er meget godt stof i Arrans whisky. Amarone whiskyen er dog ikke helt det, som jeg forventede. Til gengæld falder jeg for en cask strength whisky, som til gengæld er udsolgt i shoppen. Så jeg forlader distilleriet uden så meget som en flaske whisky.

Men inden vi går, skal jeg lige forhøre mig, om de har fået lavet en prøve af vores tønde. Det har de ikke. Det kunne jeg næsten godt gætte, da jeg så tøndens placering. Faye lover at eftersende en halv liter til mig i Danmark.

Så går det ellers stærkt, for at nå færgen kl. 12. De andre er gået i forvejen og har hentet deres bagage på hostellet – og er fortsat mod den lille færgehavn, der ligger et par kilometer nord for hostellet. Det går i rask trav med rygsækkene på ryggen og maven. Da vi når rundt om det sidste hjørne, kan vi se den lille færge på vej mod havnen. Så kan vi ånde lettet op. Det når vi fint!

På færgen bliver vores øl konfiskeret af et par ”morsomme” medarbejdere. Vi tror i første omgang, at det er fordi vi ikke må drikke ombord. Det har vi egentlig heller ingen problemer med. Men det viser sig, at de driller os og vil have øllet selv. Så træder vikingerne i aktion og tilbageerobrer drikkevarerne. Og SÅ skal vi have en øl undervejs!

Den lille færge sætter os af ved Claonaig, en lille havn ude i ingenting. Her forsikrer et par ældre lokale damer os om, at der snart kommer en bus, der kan bringe os videre. Den er lidt forsinket og chaufføren lover ikke, at vi kan nå næste båd – ud til Islay. Men han gør et mesterligt forsøg og tæsker bussen alt, hvad den har lært. Så snart han kan se andre billister eller cyklister, dytter han og giver dem tegn til, at han har travlt.

I et hæsblæsende tempo når vi snart den modsatte kyst ved Kennacraig og vi kan stadig se båden ligge til kaj. Da vi når helt ned til båden, ligger den stadig ved kaj, men inden alle er ude, gør den antræk til at sejle. Det forstår vi ikke, for kaptajnen ved, at det er en bus med passagerer til båden og han har kunnet følge bussens vej ned mod båden længe. Men der er ikke noget at gøre. Så vi må vente et par timer på den næste. Så er der god tid til at spise vores medbragte lunchpack, som vi har købt på hostellet. Den disposition er vi glade for, for der serveres ikke noget på havnen ved Kennacraig.

Den missede færge skal vise sig at blive en fordel for os. Hvis vi havde nået færgen, var vi blevet sejlet til Port Askaig, hvorfra vi derefter skulle med bus tværs over Islay. Den næste færge sejler os direkte til Port Ellen, hvor vi skal bo. Så vi undgår et par busser og bliver kun en time forsinket.

Sejlturen foregår i et roligt vand. Vi finder en god plads på agterdækket, hvor vi kan undres over de mange bilalarmer, der konstant larmer nogle etager under os. Efterhånden som færgen får fart under kedlerne, falder bilalarmerne til ro og vi kan nyde en øl og en dram i fred og ro.

Inden vi når Port Ellen nyder vi gensynet med distillerierne Ardbeg, Lagavullin og Laphroaig, der ligger helt ned til vandet.

I Port Ellen leder vi ihærdigt efter Cala Sona, det ene af de bed and breakfast steder, vi skal overnatte de næste 3 døgn. Jeg går hen til det andet B&B, hvor Marie og jeg boede for 14 år siden. Trout Fly Guest House. Her er vi ventet. Værtinden viser os vej til Cala Sona, hvor vi bestemt også er ventet. Vores værtinde står og venter i døren. Hun kan ikke forstå, hvor vi bliver af.

Hun viser os vores lejligheder og trækker sig tilbage. Jeg tænker, at hun lige skal se os an. Hvad er vi for nogle typer? Tør hun lade os alene i huset?

Vi mødes alle mand på Islay Hotel, der ligger lige over for Cala Sona. Der er ikke så mange spisemuligheder i Port Ellen. Egentlig har vi allerede bestilt bord på Islay Hotel til vores sidste aften på Islay, så i aften vil vi prøve kræfter med stedets pub-menu. Det bliver en god gang mad i gårdhaven, hvor det er en anelse køligt og optræk til en smule regn. Vi holder ud og får en hyggelig aften ud af det, til vi kravler til køjs efterhånden som vi brænder ud. Jeg er glad for, at min seng står lige på den anden side af gaden!