Mallorca - torsdag den 24. september 2015
På Ø-rundtur
Så var det atter billeje-dag. Denne gang skulle vi alle afsted (bortset fra mine forældre). Brian havde reserveret en stor bil, hvor vi alle kunne være i. Vi futtede ned mod Palma. Første destination var den store katedral, som jeg flere gange har set udefra. Jeg ville gerne se den indeni også. Det er et imponerende bygningsværk med flotte glasmosaikker, der lyser katedralen op i mange flotte farver.
Da vi hentede bilen igen, var alt kaos i parkeringskælderen. Alt var optaget og bilerne holdt i kø, for at komme ind og ud. Marie og jeg valgte at gå derfra, for vi havde planer om at komme med et veterantog fra Palma til Soller. De andre skulle til delfinshow og ville derefter også til Soller. Under spadsereturen til veteranbanen konstaterede Marie og jeg, at Palma bestemt er et besøg værd en anden gang. Vi nåede frem til banegården et kvarter før togafgang. Her var der kaos men det viste sig, at være fordi det var svært at få returbilletter. Vi fik vores billetter og steg ombord i det fyldte tog. Snart gik det ud af Palma. Først som en slags sporvogn, der kører i gaderne og hurtigt forlod vi vejene og kørte op gennem Tramuntana bjergene. Gennem en lang tunnel og så havde vi Soller for vores fødder. Toget gjorde et fotostop, før det fortsatte ned mod byen.
I Soller ville vi med sporvogn videre ned mod Puerto de Soller, men det var der rigtig mange andre, der også gerne ville, så vi valgte at gå en tur i Soller. Her dukkede Brian & co. pludselig op på en parkeringsplads, hvor der også var kaos. Nu var vi mange og så kunne vi nemt styre bilen ind på den første ledige plads, der blev. Så tog vi sporvognen ned til havnebyen. Vi gik en lille tur – mest for at finde en restaurant, for vi var efterhånden blevet sultne. Da maden var indtaget, var klokken så mange, at vi hellere måtte finde tilbage til Soller. Det skulle vise sig at blive turens største prøvelse. Der var simpelthen kaos ved sporvognen. Mange ville med og der var få pladser. Kaos og ingen køkultur. Sure mennesker og småhidsige kontrollører. Alt gik op i en højere spids. Mirakulløst lykkedes det efter ca. halvanden time at få os alle med ombord i en sporvogn og vi kunne dampe af, mens sporvognen kæmpede sig op til Soller igen. Jeg undrede mig over, at der ikke var nogen, der havde tænkt på at få lavet en sluse ind til sporvognene, så gæsterne kom med i den rækkefølge, som de kom frem i køen efter. Så undgik man de mange frustrationer…
Tilbage ved bilen i Soller og snart kørte vi op i bjergene. Der var masser af diesel i tanken men efterhånden som bilen kæmpede sig op i bjergene, slugte den godt af tanken. Der blev efterhånden mere og mere stille efterhånden som frygten for at køre tør spredte sig i bilen. Brian forsøgte at køre så økonomisk som muligt og vi nærmede os Lluc, hvor Marie og jeg vidste, at der lå en benzinstation. Alle åndede lettet op, da vi trillede ind på tanken.
Vi nåede tilbage til hotellet lige tids nok til, at vi kunne få aftensmad. Tallerknerne blev fyldt godt op, før personalet begyndte at rydde maden ud.
