Holland - søndag den 1. maj 2016


Turen til Zuidoostbeemster (i Holland)

Tilbage

På vejen ned gennem Tyskland, beslutter vi at sejle over Elben helt ude ved kysten. Så undgår vi evt. trafikproblemer omkring Hamburg og Alex har regnet ud, at vi sparer både tid og km. Sejlturen er på 70 min. i solskin. Så må man godt få en is. Det viser sig dog, at der ikke er nogen fordel at tage sejlturen. Ikke ud over, at det giver en pause til chaufføren.

I Tyskland ser vi en skær-selv tulipanmark, der lyser godt op i landskabet. Derhjemme har jeg også plukket de første 6 tulipaner, så jeg tror, at vi får nogle fine marker at se. I Holland ser vi flere farvestrålende marker. Der ser ud, som om de lige er sprunget ud og mange, der lige er ved det. Det er bare så flot. Det ser også ud til, at de har fået så rigeligt med vand her. Alt er flot i dejligt solskin, som vi har nu.

Vi har booket overnatning på en kombineret campingplads og b+b. Den ligger 17 km. nord for Amsterdam i byen Zuidoostbeemster og bærer navnet In Het Fruit. Ejeren viser os til rette. Han har en flisebelagt plads klar til camperen og han er glad for, at vi ikke skal køre en masse ind og ud, for campingpladsen har været hårdt spændt for af massiv regn de sidste uger og dage. Torben får anvist et fint værelse på 1. sal lige over morgenmadsrummet.

Det er blevet lidt sent, så vi vælger at gå ind til Zuidoostbeemster, for at finde noget aftensmad. Vi er hurtigt hooked på thaimad, da der er flere thai-restauranter i byen. Den første er imidlertid fyldt godt op, så vi går videre til den næste – Lemonleaf Thais – hvor der er plads. Maden smager godt og vi hygger os, inden vi trætte når tilbage til In Het Fruit efter midnat.

1
2
3