Holland - mandag den 2. maj 2016


Amsterdam

Tilbage

Vi har bestilt morgenmad sammen med Torben i In Heit Fruit og kl. 8 er der serveret. Det er dejligt at have ferie! Ud over os, dukker der kun 2 andre op til morgenmaden.

Dagens program hedder Amsterdam og vi har diskuteret, om vi skal køre ind til en havn og tage en (gratis) båd over til centrum. Vi vælger dog at tage bussen direkte fra Zuidoostbeemster ind til centrum. Efter en rask gåtur ned til centrum af Zuidoostbeemster, er vi med bussen – og vi når ind til Amsterdam kl. 10.

Vi har ikke noget fast program i Amsterdam. Jeg styrer os dog rundt efter en guidebog, så vi får set flere flotte bygninger, gader og interessante steder. Undervejs får vi også smagt på et par gode lokale øl. Ja, ja, drengene og jeg ser også et par letpåklædte piger/damer i Red Light District.

Vi får også prøvet sporvognene, da Torben gerne vil lidt væk fra centrum, for at se det kendte bryggeri Brouwerij 't IJ, der har til huse i en stor mølle lidt øst fra Amsterdam centrum. Det lykkes ikke lige at få købt billetter til sporvognen, så vi kører som blinde passagerer

I bryggeriet køber drengene en smagning med 5 forskellige glas, hver med 15 cl. Øllet smager meget ordinært. Ikke prangende på nogen måde. På sporvognen tilbage til centrum, har vi fået bragt orden i billetterne.

Vi har talt om, at vi vil bruge et par dage i Amsterdam men efter 15 km. vandren rundt i byen, er vi enige om, at vi har set så meget af byen, som vi har brug for på denne tur. Så er der også noget at komme tilbage til. Vi slutter Amsterdam af med en øl på en lille brun cafe In 't Aepjen. Hollænderne kalder deres barer for cafeer og de brune cafeer hentyder til, at indretningen er brun og væggene nikotin-gule.

Tilbage ved togstationen, handler vi lidt ind til aftensmad og finder bussen hjem. I camperen nyder vi aftensmaden og aftenen bliver ikke gammel, for vi er trætte.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12