Solen står op på en skyfri himmel – som den har gjort hele ugen. Vi nyder morgenmaden i camperen. Vi har besluttet at flytte camperen til et lidt mere roligt område. For enden af sejlkanalen er der skilte for autocampere. Det må være vores næste parkeringsplads.
I camperens bagagerum har vi en masse tomme ølkasser fra sidste sommers besøg i Belgien. Vi starter med at køre til en ølforretning, hvor vi kan komme af med de tomme kasser og få fyldt op med godt øl. Så skal vi ikke bruge tid på det på søndag, hvor det går hjemad.
Camperen parkeres på det store tomme areal for enden af sejlkanalen og vi cykler ind til centrum. I dag vil vi ikke parkere cyklerne ved hotellet men i stedet cykle direkte til centrum. Det er somme tider godt at starte som man sluttede, så vi starter med at få en tiltrængt øl på Bierhuis aan de Waterkant., mens de andre er ude på en kanalrundfart. Det vil vi også gerne, så vi tager med en båd direkte fra ølhuset, for at nyde det gode sommervejr med 27 grader.
Vi har ikke sejlet længe, før vi får øje på de andre. De er lette at spotte, for de har allerede fået deres tur-trøjer på. Farven er skrigende gul. Da vores båd sejler forbi dem, råber Alex ”Hold kæft, hvor er i grimme”. De hilser med et brøl, så de andre passagerer i de 2 både måber og guiderne holder inde med deres snak. Vældig morsomt. Efter sejlturen finder vi frem til de andre, der glæder sig til at overrække os vores holdtrøjer.
Frokosten bliver til en lækker ret med pasta med laks og pinjekerner - og så lige en god Grimbergen til.
I Gent er der ikke langt mellem værtshusene og i det gode vejr er det nemt at få et bord til os alle indenfor, for alle andre gæster vil gerne sidde udenfor. Vi besøger bl.a. en meget speciel bar, der ligner en gammel cykelhandler. I loftet hænger der hjul og cykler. På bordene står der alt muligt, bl.a. en pose med havregryn. Et mærkeligt sted, der aldrig vil blive tolereret i Danmark. Toilettet er f.eks. et helt kapitel for sig selv. Ølmæssigt er det ikke et besøg værd. Ejeren tørrer os godt af med en simpel pilsner, som vi betaler pæn overpris for.
Det er ikke så let at finde bord til 16 personer, når der skal spises. Vi går forgæves rundt og til sidst giver nogle op og går hjem mod hotellet. Vi andre finder et spisested på første sal i centrum. Her får vi god mad – og selvfølgelig godt øl til. Det er hyggeligt med lidt mindre grupper. Så er det lettere at falde i snak. Det bliver hurtigt lidt for overfladisk snakken, når vi er mange.
Alex og jeg nyder igen lidt af byens nattebelysning, før vi vender tilbage til vores cykler og camperen. Til vores store overraskelse er pladsen ved camperen fyldt op med kajakker. Der skal åbenbart sejles på søen i weekenden.