Skotland - lørdag den 9. september 2017

Til Kinlochleven

Tilbage

Kl. 7 begyndte selskabet at røre på sig. Efter et godt bad, var vi klar til at indtage morgenmads buffeten på hotellet. Her var haggish, æg og bacon - og alt, hvad der hører til et solidt britisk morgenmadsmåltid.

Kl. godt 10 er der afgang fra hotellet. De har været så rare, at opkræve morgenmaden 2 gange, men det slipper de ikke heldigt fra.

Tilbage i lufthavnen får vi udleveret en bil hos Interrent. En Vauxhall med den specialitet, at bagdøren åbnes fremad. Lidt spøjst.

Så går det ellers mod Glasgow. Vejret er perfekt. Ikke meget vind, let skyet og en dejlig temperatur.

Vi kører af motorvejen nord om Glasgow bymidte og styrer mod Erskine broen og videre mod Loch Lomond, som fremkalder minder fra Runrigs sang.

Ved bredden af Loch Lomond, gør vi et stop ved en lille by Luss. Det er en rigtig turistby med stor parkeringsplads ved søen, hvor man pænt må betale, for at parkere. Jan kender stedet fra sine ture i Skotland. En flok piger er i gang med at lave en miniudgave af highland games. De kaster med en ca. en meter lang træstolpe.

Efter en tur langs stranden, går vi op i den lille by og besøger Loch Lomond Arms, for at smage en cask ale i form af en hoppy pale ale og en stout.

Turen fortsætter mod Talbert og Inverary. Jeg kan godt genkende området, bl.a. fordi Marie og jeg har kørt strækningen i bus fra Kinnacraig til Glasgow.

Kort før Inverary er der sket en ulykke, hvor vejen slår et kraftigt sving. En motorcykel er kommet ind i svinget med for høj fart og ligger på asfalten. Det er lige sket. Der holder 3 biler foran os og motorcyklen har ramt den forreste bil. jan hopper ud af bilen, for at se, om han kan hjælpe. Snart kommer en sygeplejerske til og hun signalerer, at hun har godt styr på det hele.

Vi holder ca. halvanden time, mens ambulance, politibiler og hjælpere fra helikopter ambulancetjeneste møder op. Efterhånden får de bakset manden over på en båre og gør ham klar, til at komme med ambulancen. Men de flytter ham ikke ret langt og begynder at behandle ham ved siden af ambulancen. Snart går det op for os, at han nok ikke kommer derfra lige med det sammen. Meldingerne lyder også, at det stadig kommer til at tage tid, så vi beslutter at vende bilen, køre tilbage til Talbert og finde nord på derfra.

Næsten 10 km. fra ulykkesstedet møder vi første mulighed for at svinge fra vejen og her står en betjent og stopper trafikken mod ulykkesstedet. Vores formodning om, at det kan tage lang tid, ser ud til at holde stik.

Det første stykke på A82 er i en miserabel stand. Vejen er meget smal og busserne kører pænt stærkt, så det handler om at passe på. Da vi har passeret søen på vores højre side og når til Crianclarich, bliver vejen bedre. Vi kommer op i det flade og golde højland, som jeg tydeligt husker fra den flotte togtur mellem Glasgow og Fort William.

Jørn og Jan har haft ringet til en campingplads, hvor der er plads til os. Hen under aften når vi frem til byen Kinlochleven, hvor vi skal bo for natten. Vi finder hurtigt frem til campingpladsen (nok mest fordi Jan havde en formodning om, hvor det var. Ikke nogen stor campingplads. Nogle små hytter og en smal stribe græs med plads til max. 20 telte. Byen ligger på den klassiske vandrerute West Highland Way, så der er mange vandrere, der overnatter her. Det ses bl.a. på teltene, der typisk er meget små og lette.

Vi får teltene slået op i en fart. Det foregår lige ved floden, så det er første bekendtskab med de lokale myg, midges. De er næsten usynlige små, men der er så mange af dem, så man vil komme til at savne den enkelte myg, man render på i Danmark.

Så er det aftensmadstid. Vi sprang frokosten over og sulten har meldt sig. Der findes to pubber i byen og den ene, Highland Getaway ser noget snadsket ud, så vi prøver lykken på Tailrace Inn, der ligner mere en klassisk pub. Vi bestiller fluks en omgang øl og forret og hovedret. Sidstnævnte består af fish and chips. Dessert skal der også til, og det bliver noget sødt stads, som vi slet ikke har plads til. Forædte og trætte - og med kun tre pints - vralter vi tilbage i den stjerneklare aften til teltene. Det er blevet koldt og vores flyvende venner er gået til ro.

Jan har booket enkeltteltet, så jeg må nøjes med Jørns blide snorken, der kan holde hele teltpladsen vågen. Det er vist godt, at vi bor for enden af pladsen. Jeg har dog et lille trick med for hvis det bliver for slemt, så hoster jeg højlydt. Så holder han en lille pause.