Skotland - fredag den 22. september 2017


Til Edinburgh - og hjemad

Tilbage

Så er det hjemrejsedag. Vi er enige om, at vi vil have en god dag ud af det og ikke bare gå i hjemrejsemode fra morgenstunden.

Jeg står op kl. 7, for at tage et morgenbad og skrive lidt dagbog. Lidt i 8 sætter jeg fut i de andre, for morgenmaden serveres mellem 8 og 9.

Vi er åbenbart de sidste, der kommer til morgenmad, men der er et 4-personers bord klar til os. Der er styr på tingene på disse B&B.

Og i dag kan Jan og jeg få røget, varm laks med scrambled eggs uden at skulle betale ekstra for det. Og det smager super. Jørn får lige det sidste skud scottish breakfast.

Bilen pakkes og vi tager afsked med Jean. Hun har god tid til at snakke med os. Der er en dejlig ro over hende. Det giver et dejligt indtryk, når værten har tid til at smalltalke.

Afsted går det mod Stirling i første omgang. Her har vi fået et praj om, at der er en servicestation, hvor vi kan få støvsuget bilen. Vi kører forbi Stirling Castle men er enige om, at vi ikke vil bruge tid på et besøg.

Vi finder frem til støvsugeren og Jørn får hurtigt jaget en kvinde væk, så hun ikke får brugt alt den tid, hun har betalt for. Jeg ved ikke, hvad han gjorde, men jeg gætter på, at han bare er begyndt at konversere hende :)

For 2 pund får vi støvsuget bilen, så den ser ud som ny igen. Nu kan vi ihvertfald være bekendt at aflevere den og kalde den ren.

Herefter fortsætter vi videre mod Falkirk Wheel. Undervejs kan Jan virkelig øve sig i de britiske rundkørsler. Dem er han ikke så gode venner med. Han vil gerne liste sig ind i rundkørslen. Så er han også sikker på, at det går glat.

Falkirk Wheel er en bådelevator, der hæver bådene op til et andet niveau. Den kaldes et wheel fordi den drejer rundt med 2 bassiner, så det ene bassin balancerer det andet op/ned. Genial konstruktion, der ikke kræver en masse motorkraft. Jan kender stedet fra sine guidede ture i Skotland. Falkirk Wheel er lagt ind som et ekstra stop, fordi bussen kører lige forbi. Man kan tage med en sejltur op og ned gennem hjulet. Det koster 13 pund for turen. Det vil vi ikke bruge penge på. Det sjove er jo at se hjulet svinge, ikke at sidde i en båd og blive hejst op og ned.

På den anden side af Falkirk gør vi et nyt stop - efter en masse rundkørsler - for at se Kelpies - et par store hesteskulpturer. De er imponerende store. Jan ruller sig igen ud som guide og fortæller lystigt om dem. Han kan sit stof!

Så er der en halv time til Edinburgh Airport, men først skal bilen tankes og Jan får atter prøvet sine rundkørsel-skills af. Det bliver ikke bedre af, at vi kommer ud af en forkert arm i en rundkørsel under vores jagt på en benzintank. Men vi har god tid, så det går an.

Bilen bliver hurtigt afleveret, da vi ellers når frem til stedet, hvor den skal afleveres. I lufthavnen har de været så smarte, at placere alle biludlejningsfirmaer sammen. Med et værre kaos til følge, når der skal afleveres.

I lufthavnen er vi ankommet mere end 4 timer før vores fly afgår, så vi venter i nederste etage i lufthavnen. Vi kan først tjekke bagagen ind 4 timer før afgang.

Bagagen bliver tjekket ind og vi går ovenpå, for at få lidt frokost. Drengene får en omgang bangers'n'mash - pøller med kartoffelmos. Jeg har kastet min kærlighed på en Caesar salat, der dog ikke kommer til at se helt ud, som det billede, der er på menukortet. Men det smager ok.

Nu er det snart slut med Jørns opvartning af os. Det har været en dejlig vane, at han som kassemester har hentet øl og bestilt mad, men vi må vel tilbage til hverdagen igen. Jeg overvejer at ringe til ham på mandag, for at bede ham servere mig noget kaffe på Bankdata :)

Efter vi har spist, går vi gennem sikkerhedskontrollen og finder frem til en bar, som viser sig at have samme navn (Weaterspoon), som hvor vi netop havde spist. Her fordriver vi ventetiden med at studere Flightradar24 holdt mod ankomster til Edinburgh lufthavn, for at se, om vi kan følge vores fly. Min formodning er, at vi vil være lidt forsinket - det holder stik.

Flyture hjem fra en ferie er som regel ikke værd at skrive om. Man er nået til det punkt, hvor man gerne vil hjem. Jeg tager en Times avis med fra terminalen i håb om, at fordrive tiden lidt, men det er svært at læse avis, når man sidder krøllet sammen i et fly.

I Kastrup går vi de obligatoriske lange strækninger, før vi når frem til bagagen, der allerede er ankommet. Det giver os god tid til at nå det tog, vi har håbet på.

Og hvis en flytur hjem fra ferien er kedelig, så er togturen det endnu mere - især, når man passerer midnat efter en lang dag. Vi fordriver noget af tiden med at tale med en køn yngre it-sælger, der åbenbart har haft en kunde med ud at spise i København. Kvinden bor selv i Odense. Hun spørger interesseret ind til vores rejse, men da Jørn begynder at rulle sig ud, virker hun noget uinteresseret og begynder at kigge i sin telefon, mens Jørn fortæller. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun måske burde ofre mere tid på sine små børn i Odense, end lege karrierekvinde i København. Måske er jeg bare håbløs gammeldags på dette punkt.

I Fredericia holder en stor taxa og venter på os. Vi er hjemme ved os selv ca. kl. 2. Jeg pakker en smule ud, før jeg tørner ind.

Epilog

Det har været en skøn tur. Lidt mærkeligt, at man kan tage på en rejse uden at have penge med eller bruge kreditkortet. Vi nyder hinandens selskab og får diskuteret løst og fast i løbet af turen. Vi har også alle 3 perioder, hvor det passer os fint, at der ikke knævres hele tiden. Det er sikkert helt naturligt, når man er sammen med andre i 2 uger. Jeg tror, at vi er enige om, at det er en passende periode, hvis vi skal nå at opleve noget i et land som Skotland. Men efter 14 dage, så savner vi alle at vende hjem til vante rammer og til fruen derhjemme. Ude godt - men hjemme bedst.

Vi har allerede lagt planer for den næste tur, som formodentlig kan blive i 2021 eller 2022 - alt afhængig af, hvad der er sparet penge op til. Et løst bud på en tur kunne være et ø-hop i Skotland, så vi får besøgt de fjernere områder. Shetlandsøerne og Oarkneyøerne er nævnt.

Nå, der er god tid til at planlægge i :)

1
2
3
4
5
6
7