Italien - tirsdag den 20. marts 2018

Stille dag i Aosta

Tilbage

Marie har et fantastisk sovehjerte - med eller uden influenza. Jeg har hostet stort set konstant siden i fredags men hun sover fint, selv om jeg ligger lige ved siden af med min koncert. Det er frygteligt og det er ved at være fast kutyme, at jeg står op kl. 1-2 stykker og sætter mig hen i forenden, for at give hende lidt fred. Men i nat tog hun pladsen før mig.

Vi vågnede op til blå himmel og ingen vind. Dejligt. Så var der også basis for at mærke solens varme i dag. Det er så pokkers skønt. Marie var stadig ikke frisk men efter morgenmaden og en lille lur, stod hun alligevel op og insisterede på, at jeg skulle vise hende Aosta. Bach Tours trådte atter i action. Vi nåede 200 meter, så overtog Marie imidlertid førerstokken. Så var det slut med det sirligt anlagte program :)

Vi drejede til venstre ved jernbanen og kom en helt anden vej ind til byen med det resultat, at jeg også fik set en masse nyt. En meget stor kirke med en fantastisk udsmykket indgang og nogle gågader, som jeg ikke var nået ned til dagen før. Vi trissede afsted som et par meget gamle pensionister og grinte godt af tempoet. Kun en gang i løbet af dagen bemærkede jeg en gammel mand, der gik langsommere end os. Vi er nødt til at spare på kræfterne.

Marie ville gerne spise frokost i byen og vi listede rundt og kiggede ind af vinduerne til de forskellige madsteder. Det kneb med at finde stedet. Jeg tænkte, at det er da godt, at vi ikke er 8, der skal blive enige. Marie og jeg kan godt klare det alene. Marie så et stort skilt i gågaden, der pegede mod en italiensk restaurant 150 meter nede af gaden. Der ville Marie ned. Turen gik lige forbi den engelske pub, der dog var lukket.

På restauranten huserede en søvnig tjener udenfor. Ingen gæster i restauranten overhovedet. OK, klokken var kun 11, så det var vel ok. Vi bestilte en pastaret og seafood salat. Det smagte rigtig godt. Fiskene var meget friske. Salaten var lidt slatten, men det passede ligesom godt til gæsterne.

Efter en kop kaffe americano, der var så stærk, at vores frisure kom helt ud af kurs, anbefalede tjeneren, at vi besøgte det lokale marked, der var åben hver tirsdag. Det var jo lige os. God tjener. Og han var ved at vågne op nu.

Markedet var en sjov sammenblanding. 90% tøjboder med billig, primært til piger/damer. Ind imellem blev der solgt frugt, kød, fisk og ost i en ren pærevælling. Vi lappede det hele i os og nød at dalre rundt i solen, der varmede os godt.

Jeg fik købt en harlekin strikketrøje til 8 euro. Det kan godt være, at det er noget skrammel, men det er dælme billigt. Vietnameserne havde i den grad overtaget dette marked, som de også havde det i Tjekkiet, da vi var der sidste år. De må kunne et eller andet…

Da vi var igennem markedet, defilerede vi roligt ned mod bilen igen. På et tidspunkt proklamerede Marie, at hun gerne ville holde en pause. Det var lige ud for en bar med et par udendørs borde, hvor vi kunne side i solen. Nå ja, man kan vel godt unde hende en pause og så kan vi vel klare en øl, mens vi holder pause. Marie fik straks julelys i øjnene, da tjeneren nævnte det magiske ord Grimbergen. Så kunne jeg selv tumle med hans italienske i bestræbelserne på at finde en øl. Jeg havde hørt ham sige weis, så jeg bestilte sådan en.

På vejen ned til bilen opdagede Marie, at der var en nedgang til banegården - og dermed en mulighed for at passere jernbanen uden at skulle gå 600 meter til en af siderne. 600 meter er altså langt, når man er blevet 80!

I camperen forsøgte vi at slappe lidt af. Det lykkedes fint for Marie at læse i nogle turistbøger. Jeg var alt for rastløs, så jeg kiggede ud af bilens bagerste vindue, der var møgbeskidt af snavs og sand efter en tur ned gennem Europa. Så resolut stod jeg op og gav mig i kast med at vaske alle vinduerne med sæbevand. Sikke en dejlig udsigt vi fik. Og jeg fik ros af Marie for mit umotiverede rengøringstiltag. Jo, jo. Hun er da ved at blive rask.

Ved 18-tiden havde vi mod på en ny lille bytur. Vi var da nødt til at prøve den nye genvej op til byen af. Det førte os op til en ny bydel, hvor vi bl.a. Besøgte et større supermarked og den engelske pub, som vi efterhånden havde læst en del om. Vi havde hørt, at der altid var fyldt op, men det var nu ikke tilfældet i dag. Ejeren, der er englænder, sad i baren og fik en øl. Han hjalp os venligt med at finde de rigtige øl, mens han kostede rundt med bartenderen, der allerede var i gang med at servicere flere andre kunder.

Jeg smagte en italiensk version af en english bitter. Den var fin men måske på kanten til at være en decideret IPA. Så så jeg, at pubben også havde en øl med eget navn. Nu var ejeren gået og bartenderen forkyndte, at det var en øl med “no gaz”. Så var det jo lige mig. En næsten real cask ale - dog ikke med en manuel pumpe.

Det var blevet mørkt og vinden var taget til, så det var pivkoldt, da vi gik hjemad igen. Status på vores influenzabarometer er, at vi føler os ok. Vi er tappet for kræfter og bliver hurtigt trætte. Det summer i vores hoveder, men havd gør det, når vi alligevel får oplevet lidt som i dag. Der er kun lige mit forbandede konstante hosten. Når jeg kravler i seng, virker det som om det bliver fordoblet. Godt at Marie har et godt sovehjerte.