Italien - torsdag den 22. marts 2018

Lago Maggiore

Tilbage

Jeg har lyst til at køre tilbage til apotekerpigen i Arona og give hende et smækkys! I går gik vi på apoteket og handlede mere hostesaft og selv om hun kun talte italiensk, fik vi med diverse fakter fundet frem til nogle Ibuphren tablettter, der kunne bedøve min hals så meget, at jeg kunne få en nogenlunde normal søvn. Sidst på natten satte jeg mig op og kiggede lidt ud over søen, der var helt spejlblank. Udsigten fra campingpladsen i Solcio er måske ikke verdens flotteste men vi holdt i første række og her var en velsignet ro. Kun et par ænder, der gav lyd fra sig ude på søen.

Det blev lyst, solen dukkede frem og afslørede et tyndt skylag. Inden vi fik taget os sammen, til at stå helt op og gå i bad, var de fleste andre gæster rejst. Så havde vi i det mindste faciliteterne for os selv. Badet var freezing cold. Selv Marie blev stum, da hun gav fødderne et kuldechok på det iskolde stengulv. Så kan man dælme finde frem til det varme vand i en ruf!

Morgenmaden bestod af yughurt, brød, ost og kaffe. KAFFE! For føste gang på turen, havde jeg hang til en kop kaffe. Så nu kan det kun gå fremad, som et vist band synger…

Vi lod bilen stå på pladsen og gik en tur i byen Solcio. Lad endelig være med det. Der var ingenting at se på. Jo, det mest opløftende var en kirkegård. Efter ca. 500 meters slentren op af hovedvejen, vendte vi om og gik retur. På hjørnet ned mod campingpladsen lå dog en købmandsbutik. Den er ikke særlig stor, men alligevel har de alt, hvad man har brug for i en dagligdag. Mon ikke også de havde lidt øje for campingpladsen, for der stod en del drikkevarer i en kølemontre. Endda hele 5-6 forskellige øl. Det er stort i disse områder!

I delikatesseafdelingen stod fatter og han skar noget pølse, parmaskinke og et par oste til os. Så var frokosten sikret. Og det var rørende billigt.

Tilbage ved camperen, besluttede vi os for at spise frokost med det samme, før vi kørte. Det var alligevel lidt svært at forlade de rolige omgivelser ved søen.

Så var vi klar til nye eventyr! Vi fortsatte mod nord af kystvejen langs den vestlige side af lago Maggiore. Ikke ret længe, for vi havde læst om en af de næste byer Stressa. Her gjorde vi et stop, for at se lidt på byens gågader. Det var nu hurtigt overset, især fordi der var middagslukket langt de fleste steder. Så vi endte på et torv, hvor solen kiggede frem - det er ensbetydende med varme. Her fandt vi et krus øl og et glas hvidvin, mens vi fornøjede os, med at kigge på et par turistgrupper, der blev sluppet fri på torvet. De myldrede til alle torvets sider. Det er noget, som de forskellige udskænkningssteder lever godt af.

Klokken nærmede sig 15:30, hvor vores parkeringsbillet udløb, men vi nåede lige ind og få en is også. Det kan de altså godt finde ud af at lave i Italien.

Vores destination for i dag begyndte at tegne sig. Vi ville til Locarno. Trafikken på den lille kystvej, der er som klistret på klippesiden, var horribel. Vejen er meget smal og der er næsten ikke plads til, at vi kan møde en bus eller en lastbil, så det går meget op og ned i fart. Og vi kører ikke særlig hurtigt. Det betyder, at vi hurtigt får samlet en del biler bag os, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Bortset fra, at Marie et par gange holder ind til siden, så vi kan få “tømt ud”. Vi tænkte begge på, at denne vej må være en skrækkelig rute at køre om sommeren. Så vi har skrevet den på listen over de steder, vi skal undgå fremover :)

Bjergene omkring os bliver gradvist højere og da vi når op mod Lucarno, er der masser af sne på bjergene, så nu er vi tilbage i rigtigt alpeland - og tilbage i Schweiz også.

Pludselig åbner vejen sig op og bliver nærmest til en motorvej. Så tager det ikke lang tid at nå ind til Locarno. Vi prøver at stile efter en holdeplads ved søen, men som mange andre steder, er her biler overalt. Der er næsten ikke til at finde et frimærke, man kan holde på og skiltene med camping forbudt dukker også op. Marie husker, at det også var et problem, da hun var i området med en veninde for mange år siden. Da endte de med at smide bilen ind til siden og sove i det fri. De var simpelthen bare blevet trætte.

Vi endte ved en campingplads Delta, der så meget fornem ud på deres webside. Jeg ville gerne kende prisniveauet, for vi var ikke ligefrem hårdt trængende til at bo på camping i nat. Deres fine prisberegner virkede ikke, så Marie prøvede lykken. Mens hun var inde og tjekke tingene ud, fik jeg gang i beregneren. Det skulle koste os godt 700 kroner for en overnatning. Her skulle vi i hvert fald ikke bo… I samme øjeblik, jeg konstaterede det, kom Marie rundt om hjørnet med en stak papirer, der plejer at betyde, at hun har tjekket ind. Prisen var heldigvis kun det halve, ca. 350 kr. Pyha! Man skal ikke tro på alt, hvad man læser på nettet!

Vejene på pladsen var meget smalle og det var næsten ikke til at komme rundt i svingene med vores lille camper. Det må da være et helvede med campingvogn eller stor camper… Inden vi fik parkeret bilen, var Marie ved at vædre et støttestativ til et træ. En af de andre campister råbte højt, så hun fangede det i tide. Så kan det nok være, at bakkameraet kom i spil.

Aftensmaden skulle indtages i Locarno, var vi enige om. Nu var det på tide, at vi begyndte at lege turister og ikke patienter! Der var 1,7 km. til centrum. Inden vi gik derind, nød vi et glas vin og lidt chips. Og vores redningsmand, der var i gang med at grille, fik serveret en kold dansk øl.

Det blev mørkt, mens vi gik mod centrum. Vejene var fortsat fyldt med trafik. På vej ind mod centrum passerede vi et kæmpe svømme/fittness område med cafeer, restauranter og forskellige bade.

I centrum ved Piazza Grande havde Marie fået besked på, at de lokale spiste. Jeg tror ikke, vi søgte godt nok, men i forbindelse med selve pladsen var der kun et begrænset antal restauranter og det meste lugtede af itailensk. Pyt, vi var sultne og satte os ind på Ristorande Contrada hvor en kvindelig tjener kedede sig og gik sløvt frem og tilbage mellem køkkenet og udgangen, hvor hun håbede at kapre kunder.

Vores madvalg faldt på asparges retter. Det smagte super godt. Øludvalget var som altid stort set ikke til stede, selv om der fandtes et decideret ølkort. Det mest eksotiske på kortet var Erdinger og Sol. Specialøllene har ikke helt gjort deres indtog her endnu.

Da vi var færdige og skulle betale, havde tjeneren fået mere travlt med at servere andre gæster, så vores betaling blev en kende utilfredsstillende. Jeg forsøgte først at betale med Visa. Det blev afvist på automaten og tjeneren sagde bare “NO” og gav mig kortet tilbage. Det var jeg ikke tilfreds med, for der stod på døren, at de tog Visakort. Så prøvede vi med Maries kort og fik samme besked. “NO”. Ikke en mine til at undersøge, hvad problemet kunne være. Så vi måtte betale med kontanter. Jeg havde lyst til at stille mig på tværs og sige til hende, at det var hendes problem. De skilter med, at de tager Visa. Så må hun finde ud af, hvordan de gør det - eller se at få det skilt pillet ned. Jeg blev lidt sur over den behandling og dårlige service. Så jeg lagde fluks en anmeldelse op på Tripadvisor, hvor jeg anbefaler gæster, der agter at betale med Visakort, om at blive væk.

Trætte gik vi tilbage til campingpladsen, hvor godnatdrinken bestod af et shot hostesaft. Jeg tænkte, om ikke en whisky kunne gøre det ud for hostesaft. Det kaldes da ildvand nogle steder!

Det havde været en god dag. Forholdsvis godt vejr og udsigt til strålende sol i morgen!