Italien - fredag den 23. marts 2018

Fra Locarno til Lugano

Tilbage

Min chef Lykke proklamerede i sidste uge, at influenza tager en uge. Det passer vist meget godt i mit tilfælde. Det går heldigvis fremad. I dag stod vi op til nyheden om, at Lene og Pauls camper var blevet lavet igen og de var på vej mod Italien - og mon vi så ikke nåede at hilse på hinanden hernede.

Vejrmæssigt så det ud til, at skulle blive den absolut bedste dag. Højt sol fra en helt skyfri himmel. Det har vi haft før på turen, men i dag var der også meget klart, så vi kunne se bjergene tydeligt rundt om os. Sikke en morgen at stå op til på den fredelige campingplads uden trafik eller mange mennesker.

Marie havde lovet mig ristet brød til morgenmad. Vi slæbte stadig rundt på noget gammelt brød og jeg var ved at være lidt træt af det, men Marie er jo sparsommelig, så det skulle gerne udryddes, før man køber nyt.

Vi havde fået lov til at lade bilen stå på campingpladsen og tage en tur ind til Locarno. Marie ville gerne se den by day. Det havde hun vist ikke mulighed for for 30 år siden. Så vi gik med lidt raskere skridt, end vi havde lagt for dagen de foregående dage, for at komme ind til centrum. Vi havde også et håb om at komme med en cable car til et af de omkringliggende bjerge, for at nyde udsigten i det klare vejr. Men så vidt vi kunne se, kørte de slet ikke, hvilket vi undrede os over.

Da vi nåede ind til havnens inderste hjørne og skulle dreje op mod byen, var jeg imidlertid helt flad af gåturen. Det var ligegodt pokkers. Sådan en lille gåtur kunne dræne mig fuldstændig. Vi købte et lille brød med oliven i og spiste det ved havnen, så jeg lige kunne sidde lidt og komme til hægterne igen.

Da vi rejste os, for at gå videre, holdt der et lille tog lige bag os. Sådan et af de små tog, der kører rundt i byen. Vi traf en lynbeslutning og hoppede ombord i det i øvrigt tomme tog. Kort efter var der afgang med kun os og en lille familie. Så kunne vi se Locarno og spare lidt på kræfterne samtidig. Toget drønede op og ned af byens stejle gader. Der var vist lidt flere kræfter i dette tog, end det, vi har i Fredericia.

Efter en halv times kørsel, skulle turen egentlig være overstået, men vi holdt pludselig meget tæt på campingpladsen, hvor toget skulle svinge til venstre, for at køre ca. 1 km. tilbage til havnen. Vi trykkede på stopknappen og den venlige chauffør sprang ud af lokomotivet, for at hjælpe os ud. Så havde vi også sparet gåturen hjem. Dejligt i disse tider, hvor der åbenbart stadig ikke er helt så meget strøm på batteriet!

Ved campingpladsen købte vi lidt mere brød til frokost, som vi indtog på campingpladsens private strand - med en fin udsigt ind over byen og bjergene hele vejen rundt om os.

Ved 1-tiden var vi klar til afgang fra campingpladsen. Det viste sig at være et dårligt valgt tidspunkt at køre på, for der var varmt i bilen på dette tidspunkt. Heldigvis skulle vi kun køre ca. 1 time til næste destination Lugano. Det gik fint med at komme ud af Locarno. Trafikken glider fint, selv om der er mange biler. Billisterne er meget venlige og giver altid plads, hvis der holder en, der gerne vil ud på vejen. I Danmark ville man tænke “han skal ikke ud foran mig!”. Så send lige alle danske billister på kursus hernede. Vi skal se at komme af med den “her kommer jeg” mentalitet.

Vi valgte at køre over et pas til Lugano, i stedet for at bruge motorvejen. Der må gerne være lidt variation i det. Så vi var ude i en række hårnålesving, for at komme op i højden. Vejen var ikke i supergod stand, men den var bred, så det var ikke et problem, at krænge sig rundt i svingene, selv om der måske kom en lastbil ned af bakken.

Tæt på passets top valgte Marie at tanke bilen. Vi har før haft erfaring for, at biler bruger mere brændstof i bjergene. Endnu engang var vi ude i, at vores Visakort ikke virkede. Det går snart hen og bliver en plage. Vores kontanter forsvinder for hurtigt, når de ikke kan tage vores kreditkort.

På vejen ned af passet igen, var vi tæt på at ramme en bil foran os, der kørte meget langsomt, for at svinge til højre. Vi havde lidt for meget fart på - men Marie fik undveget i flot stil på trods af, at der samtidig kom en lastbil imod os. Pyhhhh. Jeg havde lige i ånden set, at vores køretur endte her.

De sidste kilometer mod vores holdested i Lugano foregik i en varm omgang køkørsel. Min camper-app havde fundet en parkeringsplads for campere tæt på byens centrum. Pladsen så helt nyistandsat ud og der var alle de fornødenheder, der er brug for. Det var måske ikke billigt at bo her, men så er tingene i orden. Og det var tæt på en togbane, så vi følte os helt hjemme.

Eneste problem med pladsen var, at betaling skulle ske med mønter og dem forsøger Marie ihærdigt at undgå, for de fylder og vejer. Så vi måtte på jagt efter et sted, hvor vi kunne veksle. Lige ved siden af parkeringspladsen ligger Parco del Tassino, der ser ud til at være en høj top med en borg på. Jeg kunne på kortet se, at hvis vi gik rundt om denne top, kunne vi gå til banegården og et par hoteller. Efter vi havde hvilet os lidt, satte vi kurs mod banegården. På det fine Continental Parkhotel, sørgede den venlige receptionist for at udstyre os med en blanding af schweiziske franc og euros. Jeg gik tilbage til camperen og fik betalt helt frem til kl. 10:30 dagen efter. Så var der styr på den del. Marie ventede tæt på banegården, hvor der var en fantastisk udsigt over byen og bjergene. Lugano havde allerede fra parken vist sig at være umådelig billedskøn.

Jeg ville med en lille jernbane ned til byen ved vandet. Turen varer ikke mange minutter men den sparer en tur ned eller op af en meget stejl bakke. Marie mente, at det var bedre at tage turen opad og så gå nedad. Hun havde garanteret tænkt sig at spare pengene på den korte togtur :) Nå, der var også 13 minutter til næste afgang, så pyt.

Vi gik af en stejl gågade ned mod havnen. Det var ved at være hen på eftermiddagen og solen var så småt ved at forsvinde bag bjergene. Men nede på havnepromenaden nåede vi lige at få en ekstra halv times seneftermiddags sol. En kold vind mindede os om, at det trods alt stadig kun var marts måned. Jeg kan forestille mig, at byen kan blive stegende varm om sommeren.

Vi gik en tur i gågaderne. Der var ikke særlig mange mennesker og det virkede til, at butikkerne havde lukket allerede ved 18-tiden. Men vi fandt mange af de luksoriøse mærker her. Vi fandt også et stort Coop supermarked, der mere minder om Magasin. I kælderen var supermarkedet og der gik vi ned til et kæmpe udvalg af varer. Bare yughurt afdelingen fyldte 5-6 meters kølemontre. Vi købte mere frisk brød til morgenmaden. Der dukkede også et par spændende øl op og vi fandt vinen fra Valtellina, som vi havde læst om. Sforzato udgaven produceres på samme måde som Amarone vine - med tørrede druer. Valtellina bruger Nebbiolo druen, som især er kendt fra Piemonte og Barolo vinene. Vi er blevet meget forsigtige med at købe Barolo og Amarone vine. Der er simpelthen for mange plattenslagere blandt producenterne. I Coop forretningen havde de faktisk et pænt stort udbud af begge vine, men nej tak!

Med rygsækken godt læsset, gik det op af bakken igen. Det var helt dejligt at få lov til at bruge lidt kræfter igen. Vi nåede op på den anden side af banegården. Vi var egentlig på jagt efter et sted, hvor vi kunne spise aftensmad, men der havde ikke været særligt mange tilbud. I Lugano er der næsten kun italienske restauranter. Vi er trods alt stadig i Schweiz, så jeg havde håber, at vi kunne få noget andet end pizza og pasta.

Men nu handlede det om at finde et sted, hvor vi overhovedet kunne få noget at spise og det lykkedes heldigvis få hundrede meter fra banegården. En italiensk tjener med kulsort hår og seler, tog imod os og tændte lyset for os i restauranten. Vi var de første gæster. Tjeneren viste sig at være yderst lunefuld. Der var glimt i øjet og selv om vi ikke forstod meget af det, han sagde, så havde vi det vældig morsomt. Det var noget af en antiklimaks i forhold til den kvindelige tjener, vi havde oplevet i Locarno dagen i forvejen.

Inden vi næsten havde afgivet ordren, stod maden på bordet og der var ikke noget at udsætte på Maries pastaret eller min pizza Gorgonzola. Jo, pizza’en var for stor. Jeg kunne ikke spise det hele. Marie mente, at om nogle år, så bestiller vi en pizza til deling i erkendelse af, at vi ikke kan spise så meget mere.

Tjenerens automat slugte vores Visakort uden problemer og jeg gav hånd til farvel. Det har jeg set, at man gør meget i Italien. Jeg konstaterede for mig selv, at tjenerens attitude gør en kæmpe forskel for den oplevelse, man har på restauranten.

Vi fandt en genvej tilbage til camperpladsen og efter vi havde siddet og småhygget os lidt, kravlede jeg i seng. Klokken var omkring 21:30. En god nats søvn - så var jeg forhåbentlig helt frisk.