Italien - lørdag den 31. marts 2018


Fra Celle og hjem igen

Tilbage

Vi fejrede kirkeklokkernes natlige kimen med at sove lidt ekstra. Regnen var begyndt at tromme mod bilens tag. Det er hyggeligt, men det kalder ikke på, at man står op.

Ved godt 9-tiden, var der liv i bussen og morgenmaden var undervejs.

Noget tydede på, at der var et lørdagsmarked i Celle i dag. Der dukkede flere op med tomme kurve og trolley’er. Alle gik samme vej med paraplyer eller regntøj, så vi måtte hellere følge trop. Et lokalt marked er altid interessant at besøge.

Vi fulgte strømmen og nåede snart ind i den gamle bydel med fine gamle huse overalt. Midt på et torv var der ganske rigtigt marked. Masser af boder med især frugt og grøntsager, fisk, ost og kød. Men også blomster og diverse andet. Men primært madvarer.

Vi manglede ikke noget og fortsatte op til Celle slot. Det havde Marie og Bodil forgæves ledt efter, da de var på besøg her sidste efterår. Det meste af slottets udvendige facade var dækket af. Det tager det flotte af slottet.

Tilbage i byen, fik vi set resten af markedet og en række af de gågader, der er i byens midte. Der er masser af spisesteder i byen, så det må være noget af en turistmagnet om sommeren. Byen ser nu også meget hyggelig ud, men når det er gråvejr og småregner, er det som om det ikke er helt så sjovt at tøffe rundt i byen.

Efter et par timer går vi tilbage til bilen. Ved en sø tæt på, hvor vi har parkeret, er der ænder. Og Marie har gemt noget brød, som vi kan servere for dem - men de gider ikke spise vores brød. Sådan nogle utaknemmelige bæster. Hvor lang tid skal sådan en doven and mon have i ovnen???

Efter lidt godt frokost med nogle af vores gode oste, sætter vi kursen mod nord igen. Vi har bedt vores telefon om at køre op over Lüneburger Heide, men den ændrer planerne, uden vi opdager det. Så snart er vi på A7 på vej til Hamburg. Vejret er træls nu. Det vælter ned med slud, så sigtbarheden bliver forringet på motorvejen. Det er hårdt at være chauffør under sådanne betingelser.

Da vi når Hamburg, beslutter vi, at vende snuden helt hjem til Danmark. Sådan går det tit, når vi kommer til Elb-tunnelen, så peger pilen på hjem.

Nord for Hamburg bliver vejret bedre. Nedbøren holder op - men det gør vejarbejdet jo ikke. Det varer helt til Neumünster.

Jeg læser dagbogen højt for Marie og får rettet de værste stavefejl undervejs. Det tager åbenbart fra Hamburg til Åbenrå, at læse dagbogen højt. Så går tiden jo godt :)

I Danmark var der tørvejr og vejene er også tørre, så det går fint med at køre det sidste stykke hjem.

Epilog

Turen blev ikke helt som planlagt. Vi skulle jo have været til Toscana men influenzaen gjorde, at vi ændrede planer. I stedet blev det en tur rundt om søerne i Lombardiet. Jeg er glad for, at vi besøgte disse områder uden for sæsonen, for de små, smalle vje vil være næsten uudholdelige at køre på, hvis der er flere biler. Og det er næsten umuligt at parkere i byerne. Prikken over i’et var Bellagio, hvor der ikke var et enkelt sted, hvor vi kunne parkere. Mange steder forbyder de, at man overnatter på parkeringspladser. Så kan man i det mindste få lov at parkere der om dagen. Men i Bellagio området var det simpelthen forbudt at parkere sin autocamper overhovedet. Det var skuffende.

Men bortset fra det, så fik vi det, vi kom efter. Forårssol og varme på kroppen. Det var dejligt at opleve det spæde forår og vi kan kun håbe på, at det snart når til Danmark også.

Camperen har igen leveret en fortrinlig indsats. Kørslen i bjergene er gået super. Ikke på et tidspunkt har vi oplevet, at der var problemer med hverken køredel eller bodel. Det var skønt.

Vi er meget enige om, hvordan ferien skal foregå, hvad vi skal se - og i hvilket tempo. Det er dejligt, at der er ekstra tid til at spise morgenmad i fred og ro - og det er lækkert, at man bare kan køre ind på en rasteplads og spise frokost, når man har lyst. Jeg vil sige, at selv om vi har haft influenza på turen, så har det alligevel været alletiders tur. Og vi havde tilmeld en rigtig god dag i Italien sammen med Lene og Paul.

Næste stop: Belgien!

1
2
3