Belgien - lørdag den 12. maj 2018


Leuven dag 2

Tilbage

Efter en rigtig god nats søvn, kunne vi tage det helt roligt med morgenbadet og maden. Det er nu dejligt, at man ikke har en klokke, man skal styre efter. Ved 10-tiden var vi klar til nye eventyr i Leuven. Vejret var som ventet gråt, men det skulle blive en del varmere i dag lovede vejrudsigterne.

Vi gik ind gennem parken, der var noget mere menneskeforladt i forhold til dagen før. Ved banegården i Leuven valgte vi at følge gågaden ind mod centrum. Vi nåede ikke langt i gågaden, før der blev dekreeret formiddagskaffe. Marie fik en is og jeg fik en bolle med ost til. I gågaden var der mange mennesker, så der var nok at se på, mens vi nød kaffen. Solen var dukket frem og himlen var næsten blå. For en gang skyld var vejret bedre end udsigterne lovede.

I centrum nåede vi lige et minut i tolv at få en formiddagsøl på De Fiere Magriet. Her huserede en mexicaner bag baren. Han blev slemt stolt over, at vi havde været i hans hjemland. På fortovet ved pubben var der 2 tomandsborde og her nød vi det gode vejr og en kold øl.

Jeg forsøgte at lokalisere de andre og igen i dag synes de, at de skulle være morsomme. “Hvor er I?” Blev besvaret med “Lige her. Vi vinker!”. Men så kunne vi da selv finde rundt og smage lidt godt øl, blev vi enige om. Vi nåede ud til Universum og fik en øl der. Så gik vi lidt rundt ind mod centrum af Leuven igen. Ved Sint-Pieterskerk i byens midte var et stort klassisk orkester og kor i gang med at øve. Det var meget smukt at høre på, men da det var øvelse, afbrød dirigenten flere gange musikken, for at give instrukser. Efter en lille halv time forlod vi kirken og lige udenfor sad en stor flok af vores rejsefæller. Så kunne vi slå følge med dem. Deres første stop var De Fiere Magriet, hvor vi allerede havde været i dag. Tex mente, at det var det bedste ølsted i byen. Jeg smagt først en session IPA på 3,5 %. Så delte Marie og jeg en Kaizer black whiskyinfused fra Het Anker. 30 euro kostede flasken. Det var en super øl. Jeg blev enig med mig selv om, at vi var nødt til at køre forbi bryggeriet efter en kasse af dem også. På bryggeriet kostede en kasse med 12 flasker 90 euro. Merian ville gerne have en kasse juleøl med hjem også.

Inden vi forlod De Fiere Magriet, dukkede stedets ejer op og han ville gerne vise os ølkælderen under baren. Der var ikke meget plads og en meget stejl trappe derned, men vi kunne lige stuves ind i ølkælderen, hvor der var nogle tusinde flasker øl.

I gågaden så vi en flok unge mennesker, der trommede. Sikkert lidt i stil med Copenhagen Drummers. Det lød ganske fint. Aftensmaden blev indtaget på en af de mange restauranter i centrum. Jeg fik en god bøf og den smagte super.

Vi vimsede lidt rundt og ved 22-tiden vendte Marie og jeg snuden mod camperen. Det var mørkt, da vi nåede hjem. På TV var de i gang med afstemningen til årets melodi grand prix. Danmark så ikke ud til at vinde, så vi kravlede i seng.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18