Sverige - søndag den 5. august 2018


Første indtryk af Stockholm

Tilbage

Jeg havde nok forventet en støjende plads for natten, men der skete ingenting. Der kørte stort set ingen biler i området og alt åndede fred og ro.

Indtil ved 4-tiden, hvor jeg var i gang med at opdatere dagbogen, mens det begyndte at blive lyst. Pludselig dukkede en lille grå bil op på den store plads foran os. Den kørte ræs på gruset i nogle minutter. Pløjede pladsen godt og grundigt op, mens stenene føg omkring bilen. Jeg overvejede, om jeg skulle ringe til politiet men valgte at forholde mig helt roligt. Bilen forsvandt også hurtigt igen. Sådan en idiot. På den tid af natten kan det være nærliggende at tro, at han (det må absolut være en han) er beruset eller påvirket.

Freden blev genetableret og jeg kunne gøre mit natarbejde færdigt :)

Næste morgen stod Marie først op og proklamerede, at hun ville i bad. Kl. var kun godt 7 men OK. Så skulle vi da ikke stå i kø til badet. Vi fik også tømt tanke og fyldt vand på. Så var vi ikke afhængige af andre men kunne holde i fred og ro og spise vores morgenmad.

Marie havde appetit på et kapitel i den bog om Thyra Frank, som hun havde lånt af Jette. Jeg havde ikke travlt, så vi holdt en ekstra times tid på pladsen, før vi satte kursen mod Husbilsplatsen på Längholmen igen. Der var ikke så meget trafik ind mod byen, så vi fandt hurtigt frem til Längholmen. “Ni kan tjekka ind kl. fjorton”, sagde den unge svenske pige. Jeg mønstrede mit “tvsvensk” og forklarede, at vi dagen før havde fået lov til at komme tidligere. Det var en sandhed med modifikationer, for vi havde fået besked på, at vi kunne ringe ind og høre, om der var blevet pladser ledige.

Hun flyttede rundt i computeren og til sidst gik hendes kabale op, så vi kunne få en plads lige under Västerbron, som svævede højt over camperpladsen. Det var en fin plads øverst oppe, så vi havde ingen camper holdende lige klods op af os. Bag os holdt en stor Knaus camper, hvor borde og stole var sat frem. Vi ville da ikke stå tilbage, så vi satte også vores bord og stole frem. Men vi kunne ikke matche deres flotte gulv. Vi måtte tage til takke med asfalten.

Vi fik os en ostemad og satte kursen mod Stockholms centrum - Gamla Stan. Turen ville ifølge Google Maps tage 3 kvarter, og der var nok at se på langs Söder Mälarstrand. Kajplads efter kajplads med forskellige spændende skibe, hvoraf der var mange hotelskibe og restaurationsbåde, barer og natklubber. Et sted hang der en del søfolk i tove ved skibet. Det så vældig godt ud, selv om det var dukker.

Tæt på Gamla Stan var vi sikker på, at vi var nået til den Tyske Kirke, men vi var gået lidt forkert og var nået til Riddarholmskyrkän, hvor de gerne vil have entré. Vi kastede et blik ind i kirken. Det var nok for os, så vi fortsatte og fandt kursen mod gågaden i Gamle Stan i stedet. Her havde butikkerne mærkelig nok åbent, selv om det var søndag.

Midt i gågaden stod jeg pludselig ved et hotel Nelson, hvor jeg boede for ca. 20 år siden, da jeg var på besøg hos SE-Banken. Det var lidt mærkeligt at kunne vise Marie et billede af mit værelse fra det lille specielle maritime hotel.

Gaderne summede af turister og der blev talt mange sprog. Vi besøgte en butik, der sælger striktrøjer, som jeg har en vis forkærlighed for at købe. Men vi slap dog ud uden en trøje. I stedet dukkede en Ardbeg Embassy op, hvor de havde masser af god whisky og øl. En enkelt øl på pumpe gjorde udslaget. Den måtte jeg simpelthen smage. Marie valgte at smage hendes yndlingswhisky Lagavullin Destillers Edition. 54 kroner pr. cl. Jeg havde mere fokus på, at jeg specifikt havde bestilt en pint med real cask - men kun fik 0,4 liter. Det var ligegodt grov.

Vi vimsede rundt i Gamle Stan og efter 2-3 timer var området finkæmmet. Vi valgte at dele en nachos til let frokost. Imens vi spiste havde vejrprofeterne fuldstændig ændret vejrudsigten fra flot sol hele dagen til heavy rain. Det kunne vi godt selv regne ud, for der tårnede sig sorte skyer op i horisonten.

Vi gik efter et udsigtspunkt Gondolen. Så kunne vi måske ride stormen af dér. Men det var lukket. Det meste af området ved Slussterassen er under kraftig ombygning, så det var lidt svært at finde rundt. I vores iver efter at finde læ for de truende skyer, gik vi efter et skilt til Fotografiska. Vi måtte løbe spidsrod mellem passagerer fra en Viking Line færge, der netop havde lagt til. Her kom svenskerne bugserende med 4-5 kasser øl hver. Vi nåede netop til Fotografiska, da det begyndte at vælte ned fra himlen.

Vi valgte at se udstillingen, mens tordenbygen drev over. Det var måske lidt spildt. Jeg havde ventet at se et museum, hvor det handlede meget om fotografisk teknik, men i stedet var det en decideret udstilling med en række fotografer, bl.a. Linda & Mary McCartney (en lidt rodet forestilling) og danske Marie Hald, der havde fulgt en række personer. Hendes billeder var ikke noget særligt og i hvertfald ikke fotografisk høj kvalitet.

Uvejret drev over og vi forlod udstillingen og begav os op af en trappe til bydelen Södermalm. Her var en del butikker og restauranter. Vi fandt lidt godt surdejsbrød til en rejemad til aften og undervejs blev det også til lidt tjekkisk Budvar pilsnerøl med en let spise til, før vi satte kursen tilbage mod vores camper. Det var efterhånden blevet sent eftermiddag.

Södermalm ligger højt i forhold til Gamla Stan. Så vi forsøgte at gå langs den øvre kant tilbage til Längholmen. Det lykkedes fint og flere steder var der en fin udsigt over Gamla Stan.

Til aftensmaden fik vi nogle lækre rejer, som Marie havde købt gennem hendes arbejde. Det var virkelig god kvalitet og det enste, der manglede, for at gøre måltidet fuldendt, var en god flaske Chablis. Men en Paulaner og en Brown ale kunne også gøre det.

Vi tørnede ind efter kl. 22. Godt trætte - og for mit vedkommende - godt sat i hovedet af snot. Jeg havde brugt 4-5 pakker lommetørklæder i løbet af dagen, så der var gang i systemet.

1
2
3
4
5
6
7
8
9