Italien - søndag den 10. februar 2019

Fra Celle til Oy-Mittelberg (tæt på grænsen til Østrig)

Forrige dag Oversigt Næste dag

Den ikke helt færdige camperplads i Celle var ganske rolig, selv om der holdt en del campere. Efterhånden er der så mange autocampere i Europa, at selv i lavsæsonen er der mange af dem på vejene. Vejret var ikke blevet bedre siden i går. Det blæste stadig kraftigt og regnen satte ind igen, da vi var færdige med morgenmaden og toilettet skulle tømmes. Det var bedst at tømme det, så snart der var mulighed for det.

Dagen blev en rigtig køredag. Marie pløjede sig ned gennem Tyskland. Vejret var heller ikke til andet. Det øsregnede og stormede det meste af dagen. Heldigvis var der ikke særlig meget trafik og da søndag jo er næsten lastbilfri dag i Tyskland, havde vi flere gange A7 for os selv. Vi gjorde kun et hold på en halv time, for at spise frokost. Ved 14-tiden blev Marie træt og vi kørte ind, så hun kunne sove i tre kvarter. Imens kunne jeg konstatere, at vores rute mod Italien alligevel førte os igennem Østrig. Det forsøgte vi ellers at undgå. Vi ville hellere igennem Schweiz, men det ville blive en større omvej nu, hvor vi var så langt nede i Tyskland. Jeg undersøgte priserne på de vignetter, vi skulle købe, for at køre på motorveje i Østrig og Schweiz. I Østrig kan man købe en, der gælder i 10 dage for ca. 60 kr. Schweiz vil have over 200 kr. for deres vignette, der til gengæld gælder et år.

Så vi fortsatte af A7 mod Østrig. Det var trods alt det billigste.

I Tyskland er det også dyrt at tanke benzin ved motorvejsstationerne, så vi drejede fra ved Rothenburg, for at finde en lille lokal benzinstation. Rothenburg så ud til at være en fantastisk smuk by (selv i regnvejr). Her myldrede det med japanere, så byen måtte jo være et besøg værd. Vi kørte rundt på brostensbelagte veje i centrum og ind og ud gennem porte. Her må vi tilbage på et senere tidspunkt. Vejret var ikke til et stop lige nu.

Rothenburg

Lige syd for Kempten mødte vi de første bjerge ved alperne og GPS’en var indstillet til at finde en parkeringsplads i udkanten af byen Oy-Mittelberg. Her var der på trods af den megen regn, stadig høje dynger sne. Vi parkerede længst væk fra bygningerne i byens udkant og gjorde klar til en omgang ost og rødvin til aften.

Imens blæste det kraftigt op og sammen med regnen føltes det som et rigtigt efterårsvejr. Bilen gyngede og vi glædede os over, at vi var indenfor. Inden vi kravlede i seng, var regnen slået om i sne og vi følte os allerede pakket godt ind i en snedynge.

Vi var lige på grænsen til alperne, så med lidt held nåede vi syd for bjergene allerede i morgen. I Oy-Mittelberg lovede de masser af sne næste morgen, så måske kunne vi slet ikke flytte os ud af stedet :)


Forrige dag Oversigt Næste dag