Italien - onsdag den 27. marts 2019

Fra Tonnarella til Salmeri (Milazzo)

Forrige dag Oversigt Næste dag

Vejrmæssigt blev det en lidt kedelig dag. Overskyet det meste af dagen og lidt regn undervejs. Men vi slap dog for “heavy rain”, som vejrguderne havde lovet os. Bilen kunne såmænd godt trænge til at få en ordentlig skylle.

Men vejret var nu lunt og vi kunne sidde udenfor og spise morgenmad. Vi tog os god tid, til at få pakket sammen og forlade camperpladsen i Tonnarella.

Afslapning i Tonnarella

I første omgang kørte vi mod byen Barcellona, der lå omkring 10 km. fra Tonarella. I Barcellona havde vi en aftale med vinhuset Vigna Nica - men først i morgen. Vi ville blot se, om vi kunne finde frem til vinhuset. Der var dog det typiske kaos i bymidten og et marked på vejen, hvor vi skulle dreje ind mod vinhuset, så vi opgav at køre dertil. Vi fandt et nærliggende sportskompleks, hvor vi kunne parkere i morgen.

Så vendte vi camperen og kørte tilbage gennem byen, parkerede camperen i nærheden af en købmand og gik på jagt. Først til en konditor, der ikke havde brød og så til en købmand, der ikke eksisterede. Vi fortsatte af en rigtig træls, smal og meget befærdet vej mod et supermarked, der heller ikke så ud til at eksistere. Til sidst lykkedes det dog at finde et MD supermarked, så vi kunne få provianteret.

Vi nåede vel stort set at få handlet det, vi skulle, da lyset i supermarkedet blev slukket som et tegn på, at der nu var middagslukning (13:25). Så var det bare til kassen og betale.

Tilbage til camperen af en lidt mindre befærdet vej. Vi besluttede at køre ud af Barcellona og ud til kysten, hvor der så ud til at være en del parkeringspladser op langs kysten på den smalle tange nord for Milazzo.

Det holdt stik og ved et stort kommunalt stadion, var der fin plads i første parket ved vandet. Nu var det også på tide, at få spist frokost, der bestod af brød og kæmpe færdigkogte tigerrejer. Det smagte fantastisk.

Ja, så sad vi her igen med direkte udsyn over de turkisgrønne bølger, der slår ind mod en strand med småsten. Det giver en helt speciel dyb lyd, når bølgerne rammer stranden. Hele havet skifter farve med skyerne men bevarer den turkisgrønne farve, som en del af farvespillet.

Middelhavet ved Milazzo
Parkering ved Milazzo

Jamen kan man da virkelig få den ene dag efter den anden til at gå med at sidde og glo ud over vandet? Svaret er heldigvis nej. I længden bliver det lidt kedeligt, men det har været en fantastisk terapi til at lære, at koble helt fra. En form for meditation, der dog godt kan tåle at blive afbrudt med lidt snak eller læsning.

I dag stod eftermiddagskaffen på friske jordbær med fløde. Det smager fantastisk - men hver gang jeg spiser jordbær udenfor den normale sæson, sender jeg en venlig tanke til de danske jordbær. Der findes altså ikke jordbær, der smager bedre end dem.

Det blev mørkt og vi brugte begge en del tid med vores mobiltelefoner. Det bliver efterhånden ens forlængede hjerne med alt den information, man kan hente herfra. I dag var jeg specielt interesseret i, hvordan det engelske parlament havde tænkt sig, at fremtiden skulle se ud mht. EU. I aften skulle de stemme om 8 alternative forslag. Spændende!

Aftensmaden bestod af en portion af vores kødsovs fra i forgårs, serveret med en gang salat og lidt pasta. Det smagte stadig fantastisk godt.

Ved 22-tiden kravlede jeg i seng. Jeg orkede ikke at vente på resultatet af den britiske afstemning.


Forrige dag Oversigt Næste dag