| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Efter en yderst fredelig nat og et dejligt morgenbad, gik vi hen til restauranten i vores plantage. Her var vi ventet. Et par piger var ved at dække op til frokost og vi kunne konstatere, at de ventede mange gæster. Der var også et bord klar til os og vores morgenmad. Ham, der lukkede os ind i går, spurgte ind til, hvad vi gerne ville have til morgenmad og vi svarede, at det kunne han bestemme. Vi skulle nok have bedt om frisk brød, for det brød, der blev sat på bordet, var flere måneder gammelt. Jeg sendte i hvert fald en venlig tanke til det 2 dage gamle brød, vi havde i camperen.
En stor flaske vand og ditto appelsinsaft kom på bordet (måske til at bløde brødet op med). Så kom der et fad med 3 slags pølser og skinke, et fad med ost og små stykker (endnu ældre brød) med tørrede tomater og oliven. Mutter dukkede op og spurgte, hvordan vi gerne ville have kaffen. Jeg formastede mig til at bede om kaffe americano. Så lignede hun John Cleese med himmelvendte øjne. Jeg skyndte mig at rette det til, at vi sagtens kunne drikke deres kaffe med mælk. Men hun formåede åbenbart at fremtrylle en kop næsten normal men kun lunken kaffe.
Mens vi spiste morgenmaden, klarede fatter dagens forretninger med andre mænd. Marie mente, at han holdt ansættelsessamtaler til olivenplantagen…
Inden vi forlod etablissementet spurgte vi, om det var muligt at smage deres lokale olivenolie. Det fandt vores vært frem og det smagte slet ikke så ringe, så vi spurgte om han kunne levere lidt større mængder end blot en 500 ml. flaske. Så fik vi lov til at købe en dunk med 5 liter til 30 euro. En ok pris. Vi har set flere, der sælger 3 liter olivenolie for 50 euro. Olivenolien blev leveret ved camperen sammen med en stor pose appelsiner. Så var vores vært åbenbart godt tilfreds med vores besøg og køb.
Camperen fik stukket kurs mod broen viadotto Fausto Bisantis i byen Catanzaro. Marie havde læst, at den skulle være meget høj og smuk, så den måtte vi se.
I første omgang fortsatte turen på små veje gennem et yderst kuperet terræn. På et tidspunkt var der et skilt, der forbød lastbiler på vejen. Vi fik meget hurtigt forklaringen på sådan en forskelsbehandling. Et stykke af vejen var væk og nedenunder var jorden også væk. Det hele var undermineret. Vi kørte i et område med masser af sand og det er ikke svært at forstå, hvordan det kan gå helt galt, når der kommer en del regn i sådan et område. Så snart Marie var kommet forbi hullet, måtte jeg tilbage og have et billede af sådan en vej. Utroligt, at de lader biler køre forbi sådan en undermineret vej. Det kan jo gå helt galt.
I løbet af en god halv times tid nåede vi til Catanzaro og GPS’en var sat til at køre ned under broen. Det var en meget lille og stejl vej, vi kørte ned på og efterhånden som vi nærmede os broen, skrumpede vejen ind. Vi kom til et sted, hvor Marie i det mindste kunne vende camperen. Her parkerede vi og gik det sidste stykke vej hen mod broen. Godt vi stoppede, for lige rundt om et sving, gik vejen over i et hjulspor.
Efter den bro-tagende oplevelse, var næste stjerne en park i Catanzaro. Vi kørte op fra hullet under broen og fandt op og over selve broen. I løbet af et kvarter var vi ved Parco Della Biodiversitä Mediterranea. På bedste italienske maner kastede Marie camperen ind på en ledig parkeringsplads, så camperen stak halvt ud på vejbanen. Jo, hun er næsten blevet indfødt.
På vej op mod indgangen kørte en stor charterbus forbi os. Den kunne altså godt komme forbi camperen, så det gik vel an. Men bussen var ved at komme i klammeri med andre biler. Der var ingen plads til, at bussen kunne dreje om et hjørne og den var ved at sætte sig fast på en stejl skrænt. Det er ikke kun os, der kan komme lidt i klemme på de stejle veje…
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og det var varmt, at gå rundt i parken. Rigtig dejligt. Vi satte os ved et amfiteater og havde næsten ikke lyst til at gå derfra igen. Her var lige den varme og ingen vind, som vi ønskede os.
Vi fortsatte dog turen rundt i parken, der havde en del kunstværker stående. Tilbage ved parkeringspladsen var der blevet flere ledige pladser. Nu sad mange italienere ved middagsbordet (her kl. 13:30). Vi havde endnu ikke fået frokost men valgte at køre ud af byen og finde en plads i bjergene frem for at holde på en dum parkeringsplads.
Kursen blev sat mod Silas nationalpark og vi kørte faktisk direkte ud af byen og så gik det opad og opad. I løbet af et kvarter kørte vi oppe i bjerge med en svimlende udsigt til begge sider. Vi parkerede i bjergene med udsigt ud over de nærmeste byer i bjergene. Her fik vi lidt brød og ost, før vi fortsatte op i bjergene mod nord.
Undervejs kørte vi gennem et par småbyer men ellers var det bjerge og skove det meste af tiden. Vi nåede op over 1.500 meters højde og her var sne flere steder.
Vores camper-app fandt en parkeringsplads i Silas nationalparken ved en nedlagt jernbanestation. Jeg forventede, at vi kom til et afsides sted i bjergene. Det antydede de kommentarer, der var lagt ind i app’en. Men da vi nåede frem, var her masser af mennesker. Det var åbenbart et mødested. 4 togvogne var indrettet til bar og restaurant. Udenfor blev der spillet højt musik. En mand stod og ristede pølser. Jo, der var gang i den. Vi købte en is og fortrak hurtigt fra selve pladsen. Efter en lille gåtur i området, fortrak vi til camperens ro. Jeg var træt og kravlede om bagi. Nåede lige at falde i søvn, da de besluttede at starte et decideret diskotek op på pladsen lige overfor os.
Vi nød, at sommertiden gjorde, at der var lyst længere. Så det blev forholdsvis sent, før jeg startede på aftensmaden. En udvidet version af spaghetti carbonara med løg, hvidløg, soltørrede tomater, bacon, peber og pasta - samt en sjat fløde, som vi havde tilbage. Det smagte fortrinligt.
Efter maden satte vi den nye Kim Larsen plade på, mens jeg fik skrevet dagbog. Det var lidt vemodigt at høre Kims sidste sange. Især når man tænker på, at han sandsynligvis har været helt klar over, hvad vej det gik for ham, da han sang dem.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |