2020 i Fredericia Brewpub

Tilbage

Indholdsfortegnelse

Åbningsfester
En særlig øloplevelse
Fredericia Brewpub's Venner stiftes
Coronavirus lukker brewpubben - for en tid
Loftet i pubben skal brandsikres
Vi får udendørs siddepladser
Vores arrangementer starter igen
Øltræf 2020
Corona part 2
Bjelds BeerCrew
Året slutter med endnu en corona nedlukning - og en julehytte

Åbningsfester

Efter et par travle åbningsmåneder, er vi lidt trætte. Jeg kan godt mærke, at mine ben ikke er 20 år længere. Jeg har tabt omkring 10 kg. Det skyldes sikkert de mange ture ned i kælderen og det faktum, at der ikke er tid til at nyde ret meget øl :)
Med lidt spænding går vi januar i møde. Vil vores budgetter holde for de første måneder i 2020? Vi når den omsætning, vi har budgetteret med og vi er fantastisk glade over, at vi er kommet så godt fra start.

Alle, der har støttet vores crowdfunding projekt med 500 kr. eller mere er inviteret til stor åbningsfest. Festen skal selvfølgelig holdes i pubben og vi er nødt til at holde åbningsfesten over 2 dage, for at få plads til alle gæsterne. Den 25. januar og 1. februar lukker vi pubben kl. 17 og er klar til at lukke godt 200 gæster ind de 2 lørdage. Marie har fået en god aftale med Thinggaard Food og hun har selv lavet maden, der bl.a. består af sherperd's pie til hovedret. 4 af fadølshanerne leverer gratis øl ad libitum og alle er glade. Flere af vores leverandører har leveret øllet til nedsatte priser eller har simpelthen foræret os nogle fustager til åbningsfesten.

Klar til åbningsfest (25. jan. 2020)
Åbningsfest (25. jan. 2020)
Åbningsfest (25. jan. 2020)
Åbningsfest (25. jan. 2020)
Åbningsfest (25. jan. 2020)
Åbningsfest (25. jan. 2020)
Alex til åbningsfest (25. jan. 2020)
Robert til åbningsfest (25. jan. 2020)
Tobias til åbningsfest (1. feb. 2020)
Åbningsfest (1. feb. 2020)

En særlig øloplevelse

Danske Ølentusiaster indstiller i februar måned Fredericia Brewpub til et sted, hvor man får en særlig øloplevelse. Vi modtager et dimplom og er meget stolte over indstillingen, der bl.a. betyder, at vi er kommet på landkortet på godeoelsteder.dk.

Dorthe med diplomet fra Danske Ølentusiaster (6. feb. 2020)
DØE afholder ølbanko (18. feb. 2020)
DØE afholder ølbanko (18. feb. 2020)
Fredericia Brewpub (20. feb. 2020)
Fredericia Brewpub (20. feb. 2020)
Fredericia Brewpub (20. feb. 2020)
Fredericia Brewpub (20. feb. 2020)

Fredericia Brewpub's Venner stiftes

Flere af vores gode gæster har givet udtryk for, at de gerne vil give en hånd med i pubben. De tager sågar sagen i egen hånd og den 3. marts 2020 har et par initiativtagere (Ruddy Hvilsted og Peter Kümmel-Nielsen) kaldt til stiftende generalforsamling i Fredericia Brewpub's Venner. Foreningen har til formål at støtte Fredericia Brewpub og skabe et socialt samvær omkring klubben.
På den stiftende generalforsamling får venneforeningen en fantastisk opbakning med ca. 60 medlemmer.

Stiftende generalforsamling i Fredericia Brewpub's Venner (3. mar. 2020)

Coronavirus lukker brewpubben - for en tid

I den første uge af marts begynder hjulene at rulle efter et par forholdsvis stille måneder. Vi har travlt, da Corona virusset bliver til en pandemi, der har spredt sig fra Kina til Europa og dermed også Danmark. Statsminister Mette Frederiksen lukker landet ned den 12. marts og Fredericia Brewpub lukker for en tid.
Efter en god uges lukning, beslutter vi at åbne for salg af flaskeøl. Kunderne kommer med tomme flasker og får fadøl tappet på flaskerne. Samtidig kan de købe øl fra bottleshoppen. Igen oplever vi en stor opbakning og alle fustagerne bliver tømt.
De efterfølgende fredage holder vi åbent fredag eftermiddag for bottleshoppen og vi kobler os på en onlineportal (fredericia.whale24.com), så kunderne kan købe øl og få det leveret hjemme. På den måde kan vi få lidt penge i kassen og betale nogle af de løbende udgifter.

Mette Frederiksen har lukket Danmark ned på grund af Corona pandemi (27. mar. 2020)
Fredericia Shopping forsøger at få byen til at handle lokalt (20. maj 2020)
Nanometer på tryktank (27. mar. 2020)
Tomme smageglas (30. mar. 2020)
Fyldte smageglas (30. mar. 2020)
Sanddal porter (3. apr. 2020)

Loftet i pubben skal brandsikres

Det viser sig, at loftet i selve pubben ikke er særlig brandsikret. Det er oplagt at få dette bragt i orden, mens vi har lukket, men det kniber med at blive enig med udlejeren om, hvem der skal betale for lovliggørelsen af lejemålet. Vi trykker på knappen og en flok ihærdige venner hjælper med at flytte møbler, dække gulv af og fjerne det nedsænkede loft.
Samme aften meddeler Mette Frederiksen datoen for, hvornår vi kan åbne. Vi kommer sandsynligvis til at holde lukket frem til 28.-29. maj.

Loftet brandsikres (6. maj 2020)
Loftet brandsikres (6. maj 2020)
Reparation af loft (16. maj 2020)
Reparation af loft (16. maj 2020)
Reparation af loft (27. maj 2020)
Klar til at genåbne efter nedlukning og reparation af loft (28. maj 2020)

Der bliver knoklet igennem af håndværkere og til sidst af en stor flok frivillige hjælpere. Torsdag den 28. maj har vi hele 20 frivillige hjælpere igang. Mange kommer ind og hjælper, efter de har fået fri fra arbejde. Fra morgenstunden er der vist ingen, der tror på, at vi når i mål. Men det meste af det nedsænkede loft sættes op og fredag kan vi åbne igen.

Vi får udendørs siddepladser

Mens loftet bliver repareret, dukker det gode vejr for alvor op og der er pres på, for at få inddraget et par parkeringspladser og bestilt udendørs møbler. Corona nedlukningen har gjort os ekstra forsigtige med at bruge penge, så møblerne bliver de billigste, vi kan købe hos Jysk. Måske bliver der senere penge til at købe lidt bedre møbler.

Fredericia Brewpub genåbnet med udeservering (28. maj 2020)
Brewpubben åbnet igen (28. maj 2020)

Ansøgningen til kommunen om at få lov at inddrage parkeringspladserne er en formsag. Ansøgningen sendes en søndag aften og mandag morgen foreligger tilladelsen. Da der stadig er en del hurtige biler i gaden, vælger vi at købe nogle betonpiller, for at beskytte gæsterne ved bordene.

Fra Het Anker kommer der hurtigt et par parasoller, så vi virkelig kan skille os ud fra de andre udskænkningssteder. Snart er vi i den situation, at vi har knoklet med at få lavet vores loft, men ingen vil sidde inde og se på det. Alle vores gæster sidder i stedet udenfor!

Gæsterne sidder udenfor i det fine vejr (26. juni 2020)
Udeservering (18. juli 2020)
Udeservering (18. juli 2020)
Vi har desværre ikke stor held af at tappe på dåser - mange må kasseres (2. juni 2020)

Vores arrangementer starter igen

Vi har lagt Coronaen bag os. Vi må være flere samlet og holde længere åben. Så vi begynder at afvikle forskellige arrangementer. Et af de første bliver vores spis sammen aften, som foregår den sidste onsdag i hver måned. Man betaler 100 kr. og får et måltid mad og et lille krus øl. Ved første arrangement den 24. juni, er der 42 deltagere. Det tegner til at blive en succes.

Birgitte og Merian serverer mad (24. juni 2020)
Brewpubbens første spis sammen aften (24. juni 2020)

Før pubben overhovedet åbnede, havde jeg lovet en søn til en af mine gamle kolleger fra Bankdata, at brewpubben ville brygge en øl sammen med et lokalt heavy metal band, som sønnen spillede i. I løbet af Corona perioden blev planen realiseret. Vi havde fået besked på, at øllet skulle være sort og sødt, så vi valgte en milkstout. Bandet var (for de flestes vedkommende) begejstret for øllet. Det var Dorthe og jeg til gengæld ikke, men meget øl har godt af lagringstid. Det blev også tilfældet med denne. Øllet skulle oprindeligt hedde Snoghøj milk stout, men vi blev enige om, at navnet selvfølgelig skulle bære bandets navn Lifesick.

Lifesick er tilfredse med deres øl (11. maj 2020)
Stor koncentration da øllet tappes på flasler (17. maj 2020)

Bandet hjalp til med at få øllet flasket og vi havde en rigtig hyggelig dag sammen med de friske unge mennesker. De insisterede på at vi skulle holde et release party og de ville give koncert. Det sidste var jeg ikke så stolt ved, for musikken er vist lige frisk nok til vores kunder. Men vi gav efter for presset og den 25. juli fylder bandet en stor del af pubben op med musik instrumenter. Det vælter ind med fans fra hele landet og pubben bliver fyldt, så vi må have et par dørmænd på, for at sikre, at vi ikke lukker for mange ind. Musikken opleves som en bombe, der springer i 20 minutter. Fans går helt amok og Lifesick giver alt, hvad de har i sig. Pludselig er det overstået. En fantastisk oplevelse med så meget energi.

Travlhed i baren (25. juli 2020)
Lifesick giver koncert (25. juli 2020)
Trængsel foran baren, mens Lifesick spiller (25. juli 2020)
Lifesick giver koncert (25. juli 2020)
Vi forsøger at trække lidt turister ind på pubben (11. aug. 2020)

Den 25. august har vi besøg af Chris Grey. Sammen med bluesforeningen Double Trouble får vi arrangeret en ølsmagning og en intim blueskoncert. Det er en fantastisk aften og Chris Grey giver en blændende god koncert.

Chris Grey (15. aug. 2020)

Øltræf 2020

Den første lørdag i september måned er udnævnt til Øllets Dag. I Fredericia fejrer Danske Ølentusiaster det normalt med et stort arrangement på Ryes Plads. På grund af pandemien, er festlighederne desværre aflyst.

Klar til Øltræf 2020 (4. sep. 2020)
Plakat til Øltræf 2020 (5. sep. 2020)

Fredericia skal dog ikke snydes helt for Øllets Dag, så vi arrangerer et Øltræf sammen med Urbania Street Food og Mair's. Vejret er ikke perfekt. Byger og en strid blæst står op gennem Gothersgade. Bandet Harpin' Wulf er hyret og de starter med at futte det meste af deres anlæg af, da der åbenbart er problemer med strømmen. Regnen er måske en fordel for Fredericia Brewpub. Hver gang der kommer en regnbyge, trækker folk ind på pubben og hele dagen er der fyldt godt op.

Poletter = kapsler (5. sep. 2020)
Indgangen til Øltræf 2020 (5. sep. 2020)
Øltræf 2020 (5. sep. 2020)

Corona part 2

Forsamlingsforbuddet hæves til 100 personer og barer må have åben til kl. 02. Folk begynder at tage lettere på afspritning og at holde afstand. Det sker vist i hele verden, for i september begynder virusset at brede sig igen. I Danmark forsøger man sig med lokale nedlukninger og begrænsninger. Den 15. september bliver det påbudt med mundbind i hovedstadsområdet og restauranter og barer skal lukke kl. 22.

3 dage senere bliver de skærpede regler bredt ud i hele landet, så alle skal bære mundbind, når de står og går i pubben. Det er åbenbart en større barriere for folk, for med et bliver vores omsætning halveret. Det er åbenbart generelt i hele landet. Folk er atter blevet bange for denne usynlige virus.

Fredericia Brewpub (17. sep. 2020)
Der bliver atter meget stille på pubben (19. sep. 2020)

Den 31. oktober har vi inviteret til pubbens 1 års fødselsdag. Men restriktionerne stikker en kæp i hjulet og vi er nødt til at aflyse festlighederne. I stedet inviteres deltagerne til at komme ned på pubben til lidt gratis øl. Samme dag indvies pubbens lille bog bibliotek, som får navnet publiotek. Her kan vores gæster hente og stille gratis bøger.

1 års fødsesdag og Birthe klipper snoren til Publioteket (31. okt. 2020)

Bjelds BeerCrew

Bjelds BeerCrew
Mette Bjeld får den ide, at arrangere løb for alle interesserede. Den første lørdag i måneden starter og slutter løbet på Fredericia Brewpub (med lidt godt øl). 3. oktober er der premiere på Bjelds BeerCrew og flere af deltagerne bliver hængende på pubben efter løbet.
Mange af deltagerne kommer på flotte (og dyre) racercykler (3. okt. 2020)
Bjelds BeerCrew (3. okt. 2020)

Året slutter med endnu en corona nedlukning - og en julehytte

I begyndelsen af december går det helt galt med Corona smitten. I første omgang har smitten bredt sig kraftigt i Københavns vestegn og den 9. december lukkes ned for bl.a. barer og restauranter i 38 kommuner. 2 dage senere følger resten af landet efter. Vi får hilst på en del af vores kunder, der når at besøge os torsdag aften og fredag frem til kl. 16, hvor vi skal lukke.

Maries fine juledekoration (30. nov. 2020)

Det er en mærkelig fornemmelse, at sidde tilbage i pubben, efter de sidste gæster er gået.
Det er lidt svært at skulle vinke farvel til en travl december måned, hvor vi havde håbet, at vi kunne indhente noget af den manglende omsætning.
På dette tidspunkt ved vi ikke, hvornår vi kan åbne igen. Kælderen bugner med godt juleøl, som vi ikke når at sælge inden jul.
Men tallene viser, at nedlukningen er nødvendig...

Vi bliver tilbudt en julehytte i Gothersgade Syd. Herfra kan vi sælge lidt fadøl og flaskeøl - og vi får også hurtigt gang i en varm øl, som går hen og bliver en pæn succes. Med vores Vinter Varmer som base, får Marie smagt øllet til med bl.a. krydderier og æblejuice. Det bliver nogle gode aftener i julehytten frem til jul. Der er god tid til at få en sludder med gæsterne. Vi får endda serveret frisklavet kaffe fra en af vores gode venner, der bor lige over for hytten. Bjarke mener, at det er fornemt, at vi har installeret os lige over for hans lejlighed.

Jul i Gothersgade Syd (13. dec. 2020)
Julehytten i Gothersgade Syd (13. dec. 2020)
Alex i julehytten (13. dec. 2020)
Ryes Plads (19. dec. 2020)

Den 23. december lukker vi ned og går på juleferie. Dorthe har netop fået installeret sin kafferister og vi kan sælge de første poser kaffe i dagene op til jul. Det tyder på, at Fredericia Brewpub bliver udvidet med friskristet kaffe i begyndelsen af 2021.

Den 31. december lukker vi kortvarigt op, for at byde vores gode kunder på et krus øl (takeaway) og ønske godt nytår.
Vaccinationerne er kommet i gang, så der er håb om, at tingene bliver lidt mere normale i løbet af 2021.
Vores første år har i den grad været præget af corona pandemien og selv om det har sat et stort præg på 2020, så glæder vi os over, at vi trods alt har holdt skindet på næsen og nok skal blive klar til 2021.

Tilbage