UK Tour med Jan og Jørn - onsdag den 10. august 2022

Fra Lacock til Port Eynon

Forrige dag Oversigt Næste dag

Jeg stod op som den første. Det var en dejlig morgenstund med høj sol og ingen vind. Efter lidt tid, vågnede de andre. Morgenritualerne blev overstået og teltene pakket ned. Der var ingen sikre morgenmadssteder i nærheden, så vi kørte til Melksham, hvor vi fandt et bageri (Gonjoo), der serverede turens første omgang full english breakfast. Med 2 æg, 2 pølser, masser af bacon, brød, bønner – og blodpølse – så var bunden i den grad lagt. Vi var så mætte, at der ikke var behov for at tænke på frokost senere på dagen.

Vores tur blev planlagt sådan lidt undervejs. Det er en god måde at rejse på, men det forudsætter selvfølgelig, at man kan blive enige. Det havde vi ingen problemer med. Vi blev enige om, at det selvfølgelig skyldes, at der ikke var nogen kvinder med :)

Vi havde overvejet, at køre til Bath, men byen blev valgt fra, fordi det var svært at parkere i nærheden af centrum. I stedet satte Jan og Jørn GPS’en til Cheddar. Ja den er god nok. Det er der osten kommer fra.

Cheddar Gorge

Jan synes, at vi skulle køre ned igennem en kløft lige nordøst for byen. Med fælles hjælp fik vi navigeret os frem til kløften. Der var mørkt og skyggefuldt nede i kløften, mens solen skinnede på kløftens ene side. Vi var hurtigt nede i bunden af kløften og kørte direkte ind i Cheddar.

Tæt på byens centrum fandt vi en lille parkeringsplads. Klokken stod på en cask ale, som vi kunne nyde i haven hos Riverside Inn. Efter en ultrakort spadseretur i Cheddar, hvor vi ikke kom i nærheden af noget, der havde med ost at gøre, valgte vi at køre videre. Det var ekstremt varmt i byen, så vi søgte næsten ly i bilen med aircondition.

Lokalt øl fra Cheddar Ales Brewery
Cheddar

Så stod der Wales på programmet. Det betød, at vi kom til at køre nogle timer. Det gjorde ikke noget, for i bilen var temperaturen ok. Vi havde ikke nogen fast destination men fra førerbunkeren lød den advarende tone: vi skal bo tæt på en pub!

Jan og Jørn holder pause på vej mod Wales

Jeg fandt en campingplads, der sendte os forbi Swansea og ud til Wales’ sydlige kyst. Vi kørte på en lille snirklet vej med en del trafik, så jeg foreslog i samråd med min Google Maps, at vi skød en genvej. Det skulle vi selvfølgelig aldrig have gjort. Ind på en meget lille vej, hvor vi hverken kunne vende eller klare, at der skulle komme andre biler imod os. Det var en spændende tur med tæt bevoksning eller stendiger tæt på vejen til begge sider.

Endelig nåede vi til Newpark Holiday Park. Campingfatter havde øl på køl, så vi dulmede vores nerver efter køreturen med et par af dem, mens solen forsvandt i bakkerne bag os.

Newpark Holiday Park

Teltene blev slået op. Jørn og jeg aftalte, at i dag skulle vi være hurtigere end Jan, til at slå telt op. Det gik dog ikke sådan. Han har dælme styr på sit kram ham Jan!

Byen Port Eynon lå lige neden for campingpladsen og ret hurtigt fandt vi frem til The Ship Inn, der serverede godt cask ale og aftensmad. Jeg fik en god steak - inspireret af, at Jørn i løbet af aftenen havde vist flere videoer med store amerikanere, der grillede kæmpe kødstykker.

Fish & Chips på The Ship Inn i Port Eynon

Vi er nød aftenstunden udenfor i pubbens bier garden. Temperaturen var faldet til et tåleligt niveau. England og Wales var i den grad ramt af hedebølge i disse dage.

Inden vi gik hjem, måtte vi lige tjekke byens anden pub. På The Smugglers blev det et glædeligt gensyn med Atlantic Ale fra bryggeriet Sharps. Det var oprindeligt udgangspunktet for den første øl, vi bryggede på Fredericia Brewpub (Fredericia Golden ale).

Køreturen, varmen og øllet gjorde os trætte. Det var blevet mørkt og vi tøffede op af bakken til vores telte. Jeg konstaterede, at vi var blevet nogle gamle knarke. Ingen godnat drink eller dram. Hvad sker der lige?


Forrige dag Oversigt Næste dag