| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg vågnede ved 6-tiden og besluttede at stå op. Efter morgenritualet fik jeg skrevet dagbog, indtil Jørn vågnede op og blev grebet af panik ved udsigten til, at de grå skyer, der drev over himlen – og i øvrigt havde gjort det lige siden jeg stod op, skulle begynde at kaste vand af sig. Pludselig skulle vi partout havde tømt teltene og pakket dem sammen, før regnen satte ind.
Vi fløj forpustede rundt og pakkede sammen i tørvejr. Så kunne Jan og jeg puste ud i bilen, mens Jørn gik i bad. Bedst som Jørn forlod badet, væltede en byge ned over ham. Så var det alligevel godt, at vi fik pakket teltene sammen.
Kl. 8:20 var der afgang fra campingpladsen. Der var ingen steder, de ville servere morgenmad i Annan før kl. 9, så vi besluttede at køre direkte til næste destination i Drymen, et par timers kørsel mod nord – forbi Glasgow.
Ret hurtigt var vi ude på motorvej M74 og så gik det rask til Glasgow. Herfra blev vejene mindre og mere snørklede. Inden vi nåede Drymen, passerede vi Glengoyne Distillery, som var vores mål senere i dag.
I Drymen havde vi booket 2 overnatninger på hotel Buchanan Arms. Vi parkerede ved hotellet, men vi nægtede at betale ekstra, for at få lov til at tjekke ind tidligt. Så vi lod bilen stå og drog afsted med vores rygsække. Tæt på hotellet fandt vi en lille café, der serverede full scottish breakfast med haggish og flade pølser uden skind. Det smagte OK.
Bagefter gik vi til the Clachan Inn, der er Skotlands ældste pub. De serverede en kop kaffe og en pint, så vi kunne slå tiden ihjel, til vi skulle hentes af en taxi ved hotellet kl. 14.
Det var vist både samme taxi og samme chauffør, som havde kørt turen med os for en del år siden, da vi sidst besøgte Glengoyne. Han var dog ikke helt så snakkesagelig, som sidste gang.
På distilleriet meldte vi os i receptionen og vi blev hentet af Valerie og fragtet hen til biblioteket med de mange samples fra private casks.
Det helt specielle ved Glengoyne er, at de som det eneste distilleri tager en 10 cl. prøve af hver cask hvert år. Alle disse prøver opbevares i biblioteket. Så kan man som ejer af et cask komme på besøg og smage prøverne – og dermed følge udviklingen af sin whisky. Det er nemlig sådan, at så snart whiskyen hældes på glas, så stopper udviklingen af whiskyen. Det giver en fantastisk mulighed for at se, hvordan whiskyen tager farve fra det fad, den ligger på.
Jørn fik udleveret 2 små poser med hver 10 samples i. Det var prøverne fra de 2 casks, som vi netop havde importeret til Danmark. Derudover havde Valerie den nyeste sample med fra det sidste cask, som Jørn har på Glengoyne.
I biblioteket sad også en tysk familie fra München. Manden var stor whiskytilhænger og han havde en enkelt cask, som vi fik lov til at smage. Jørns whisky var noget mørkere i farven og smagen var noget dybere, mens tyskerens lyse whisky stadig var kompleks.
Der blev snakket og spurgt en del og Jørn øste af sin erfaring de steder, hvor Valerie ikke kendte svarene. F.eks. om priser for import til Tyskland, leverandører i Tyskland osv.
Jørns sidste cask er 10 år gammel og planen var, at den skulle bestilles hjem nu, men Valerie frarådede på det kraftigste, at den blev tappet endnu. Whiskyen ville udvikle sig og blive mere moden og afrundet det næste år. De aftalte at tale sammen sidst på året.
Efter 2-3 smagninger og en masse snak med den tyske familie og Valerie, viste hun os over i shoppen, hvor vi fik lov til at smage en 2009 filling på et fresh sherry cask. Man kunne købe en flaske, som man selv fik lov til at fylde. Prisen for 70 cl. var 175 pund. Netop den whisky var passende at sammenligne med Jørns 2 netop hjemtagne. Whiskyen var fin og mørk med en kompleks smag – og en svag tone af lakrids. Så var det let at konkludere, at vi sælger vores whisky alt for billigt, når vi tager 500 kr. for en flaske.
Der var ikke noget, der trak i shoppen, så vi ringede til vores taximand, der kørte os tilbage til Drymen. Jørn hentede en room beer og vi slappede lidt af i det utroligt varme værelse. Jeg tog et bad og gik ned på byens centrale plads, hvor et sækkepibe orkester optræder hver torsdag. Det regnede pænt, så musikerne havde søgt tilflugt i en tunnel under en bygning. Her kunne de stå i læ, mens tilhørerne måtte stå ude i regnen.
Efter lidt tid dukkede Jan og Jørn op, regnen stilnede af – og musikerne trak ud af hullet og op på plænen. Inden deres optræden var færdig, gik vi hen på Clachan Inn, hvor vi havde bestilt bord kl. 20:15.
Vi bestilte en beef pie, som Valerie havde anbefalet. Dertil en god West Highland Ale (cask) med en masse frugtnoter (tørhumlet som bare pokker). Maden kom ind og den smagte fortrinligt. Som sædvanligt var der dog langt mellem de velstegte pommes fristes, der ledsager meget af pubmaden. Disse var helt lyse og uden antydning af en sprød skal.
Vi var godt mætte og mere eller mindre trætte. Jan havde dog plads til en isdessert med 4 kugler. Forståeligt gik han helt død. Vi andre havde klogeligt valgt en pint mere til dessert.
Tilbage til det hotte værelse og på hovedet i seng. Der var ikke behov for nogen dyne, men jeg kravlede i seng uden ørepropper. Det fortrød jeg bittert.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |