| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg havde taget værelset med enkeltseng, så det blev en meget rolig søvn. Der var åbenbart meget stille i kvarteret. Der var ingen store veje lige uden for døren.
Vi havde aftalt, at vi måtte sove længe. Jørn stod først op, for at lave morgenmad. Efter morgenritualet sad vi alle 3 bænket til et lækkert måltid, der var fuld på højde med, hvad vi havde fået tidligere. Æg og bacon, champignon og pølser – samt ristet brød, kaffe og juice. Ikke et øje tørt – og genvalg til kokken!
Planen i dag var at slappe af i formiddag, for at undgå, at vi var alt for trætte til aftenens tattoo. Og slappet af, det blev der. Den eneste, der foretog sig noget konstruktivt var Jørn, der efter morgenmaden var stuvet af vejen, begav sig hen til et lokalt indkøbscenter, for at proviantere til mere morgenmad og room beers. Vi slængte os i husets behagelige stole og sofa.
Ved 3-tiden fik vi samlet os sammen og gik ned til busstoppestedet – og snart efter sad vi i en dobbeltdækker med kurs mod centrum.
Første destination var en butik, der solgte uldvarer. Beliggende på Royal Mile med slottet som nabo, burde det være et dyrt sted at handle. Jeg ville gerne have et stort uldtæppe med hjem til Marie og på butikkens hjemmeside kunne jeg finde tæppet i kingsize – og endda på tilbud. Jeg måtte så leve med, at tæppet var lavet i Indien og ikke lokalt i Skotland.
De andre 2 roste mig for min evne til at gøre hurtige indkøb. Jeg blev indstillet til en orden, som kun kunne tilfalde mænd. Jørn mente, at vi skulle fejre det med en Dark Island, som vi havde fået på No. 1 High Street. Så vi måtte hele vejen ned gennem menneskemængden, for at konstatere, at Dark Island ikke længere var på hanerne. En kende skuffet måtte vi tage til takke med en lys, lidt intetsigende cask ale. Den slags har turen desværre budt på en del af.
Vi overvejede at spise på No 1, men vi blev enige om at få lidt videre. Vi havnede på Hollyrood 9A, et megatravlt, støjende sted med forholdsvis unge mennesker. Den mørke tjener havde et enkelt bord til os og vi måtte tage til takke med en burger og pommes frites.
Det blev til turens bedste burger og fritter til dato. Det smagte super og fritterne havde for en gangs skyld lidt farve og dermed sprødhed. De mørke tjenere løb rundt og servicerede. De havde travlt, men det virkede alligevel til, at de havde godt styr på tingene.
Efter maden forlod vi det støjende sted og begav os tilbage mod Edinburgh Castle. Først gik vi ned til Grassmarket, hvor vi så en gut, der jonglerede med basketbolde. Han knævrede løs som en anden standupper, for at fastholde sit publikum. Han ville selvfølgelig også gerne have folk til at give en skærv. Et pund var fint, hvis man ikke havde mere. 5 pund var godt, 10 pund var super, 20 pund var sjældent set og 50 pund havde han vist aldrig oplevet. Så da showet var færdigt, besluttede Jørn at give ham 50 pund. Kunstneren troede, at Jørn tog gas på ham og han blev selvsagt meget glad.
I vestenden af Grassmarket fandt vi en stor, slidt og beskidt pub, hvor vi fik en pint og jeg fik skiftet tøj, så skiundertøjet kom på. Så var vi klar til tattooet.
Vi stod i kø i et kvarter tid, før portene blev slået op og vi fandt vores plads i den midterste sektion i højre (nordlige) langside. Vores plads var på bagerste række, så vi havde en fin udsigt over hele Esplanaden. Den eneste bekymring var nu, at man skulle tisse under forestillingen, for der var langt ned fra tribunerne til trappen.
Tribunerne blev fyldt og tattooet gik i gang. Normalt er der en speaker, der præsenterer de enkelte optrædende grupper. Speakeren var åbenbart blevet sparet væk, hvilket var synd. Det er altid interessant at høre, hvem det er der optræder – og hvor i verden de kommer fra.
Der var militærorkestre, forskellige dansetrupper, musikkorps og sangere, der optrådte i ubrudt rækkefølge. Så snart en gruppe forlod pladsen i den ene ende, trådte næste gruppe frem i den anden ende, mens mørket stille og roligt sneg sig ind over området.
Der var bl.a. et vældigt støjende mexicansk mariachiband med alt for mange musikere. Det lød desværre ikke godt. Der var et schweizisk trommekorps, der med en fantastisk præcision gav os en god oplevelse. Der var irske piger, der sang eventyrlige keltiske sange og der var en enhed, der jonglerede med deres geværer. Her var præcision en klar nødvendighed.
Showet sluttede helt traditionelt af med, at vi blev bedt om at rejse os under den engelske nationalsang, mens alle de optrædende var på pladsen. Under et stort fyrværkeri skridtede de enkelte grupper ud fra Esplanaden under store klapsalver og fuld musik. De sidste, der forlod pladsen, var selvfølgelig de skotske sækkepibeorkestre.
Et helt igennem godkendt tattoo. Showet blev i øvrigt filmet, så vi kan gense det på tv senere.
Vi fulgte menneskemængden ned af Royal Mile og fandt frem til et busstop, hvorfra vi kunne køre hjem. Der stod mange andre og ventede, men det gik gelinde og snart stod vi en godt proppet bus på vej ud mod Prestonfield.
Ideen med at starte dagen roligt var helt rigtig. Vi var friske, da vi kom hjem. Men efter en enkelt øl, sneg trætheden sig alligevel ind på os. Klokken var også over 1, så det var vel OK.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |