| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
I dag var der god tid til morgenritualerne. Vi skulle først starte dagens program kl. 10. Og hvad sker der så? Det var lige før vi sov for længe. Så ved 9:30 tiden gik vi ned, for at få morgenmad. Jeg havde lært lektien og skulle ikke have en full irish break fast i dag men nøjedes med lidt bacon og et par skiver ristet brød. Kaffen smagte som sædvanlig super og der var nok af den.
På slaget 10 trådte vi ud på gaden foran hotellet. Dagens program skulle føre os rundt i Letterkenny. Så vi monterede vores små grønne walkmen med tilhørende earplug, så vi tydeligt kunne høre Claus’ fortællinger, selv om vi ikke var lige i nærheden af ham. Systemet fungerer rigtig godt.
Jeg måtte erkende, at jeg havde taget lidt fejl af byen. Nu var alle butikkerne åbne og hovedgaden virkede meget indbydende og ikke helt så gammel og slidt, som jeg havde fået indtryk af ved ankomsten.
Første stop var byens markedsplads. Det lignede ikke en rigtig markedsplads, for der var ikke meget plads og så lå det ved en stejl gade. Men navnet hentyder til, at en gang om året "solgte" de fattige katolikker deres børn på pladsen. Salget indebar, at børnene skulle arbejde et år for de rige folk, der lejede børnene. Lønnen blev først udbetalt på den sidste dag for at sikre, at børnene ikke stak af fra jobbet. Dette børnemarked eksisterede helt op til 1960’erne.
Vi gik op til byens katedral, der skulle have Irlands højeste spir. Vi kom ikke ind, da der var en messe i gang. Claus fortalte lidt om kirken og lirede et par vittigheder af udenfor katedralen og opfordrede os til selv at gå op og se den senere.
Lidt længere henne ad gaden besøgte vi kort Letterkenny Museum, hvor vi kunne læse lidt om de mange historier, der fylder dette krigshærgede land. Besøget var alt for kort til, at man kunne få ret meget ud af det, men igen opfordrede Claus til, at man gik tilbage, for at se mere.
Vi fortsatte til en butik, for at proviantere lidt drikkevarer, før Claus førte os til en park, hvor vi blev båset tæt på indgangen. Her fortsatte Claus sin historie om Irland og det var 3 kvarters fortælling om englændernes undertrykkelse af Irerne. De irske katolikker og de engelskvenlige protestanter har bekriget hinanden igennem mange århundrede, så den uro, vi bl.a. kendte til som “terroristerne fra IRA” har rødder langt tilbage.
Protestanterne ledede typisk landet på brutal vis og mange har måttet lade livet i forsøget på at gøre Irland uafhængig. Hver gang der har været optræk til, at man ville erklære sig uafhængig, har englænderne brutalt skudt initiativtagerne og gjort dem til martyrer. Drabene har hver gang kun forstærket irernes lyst til at kæmpe sig fri.
Claus fortalte bl.a. en historie om at katolikkerne blev tildelt et jordlod. Dette lod skulle deles mellem alle i familien. Når der kom børn til, skulle de også have en del af samme lod. Så efterhånden var der ikke meget jord tilbage til hver enkelt. Men hvis bare en i familien lod sig omvende til protestant, arvede denne hele familiens lod.
Claus lod skinne igennem, at han holder med irlænderne og han mener, at englænderne har behandlet Irland som koloni på en forfærdelig måde. England har sandsynligvis behandlet alle sine kolonier på samme hårde måde. Claus kan ikke forstå, at englænderne ikke har lært det mindste af historien og behandlet Irland bedre. Der er talrige historier på, at protestanterne ikke vil dele magten med katolikkerne og sætter hårdt mod hårdt. Med det resultat, at mange mennesker dør og irerne bliver mere fast besluttet på, at de vil være uafhængige.
Claus er også af den overbevisning, at vi i Danmark ikke hører begge sider af historien. De danske medier får deres nyhedsstrøm fra BBC, der absolut ikke er neutral i deres dækning.
Det var nok første gang jeg blev nysgerrig efter at grave ned i den engelske version af historien og se, om der ikke findes et mere nuanceret billede. Claus har sådan set kun fortalt den irske version.
Vi forlod parken uden egentlig at se den og gik ned til et indkøbscenter, hvor vi kunne proviantere lidt frokost. Marie og jeg endte i Tesco, hvor vi købte lidt let frokost, som vi spiste udenfor.
De fleste i selskabet havde tilkøbt en tur til Kinnegar Brewery og vi vandrede et pænt stykke vej (Claus sagde knap 2 km.) langs tættrafikerede veje og over adskillige rundkørsler. Bilerne kørte lige op og ned af os, så det var ikke nogen fornøjelsestur, men vi nåede frem.
Vi havde allerede smagt et par af Kinnegars øl på hotellet. Deres pale ale var lidt kedelig mens deres rye ale var rigtig god. Bryggeriets folk var gæstfrie og vi blev vist godt rundt i det moderne bryggeri. Guiden fortalte åbent om stedet og undervejs blev vi udstyret med smagsprøver på deres øl. Det blev også til en enkelt prøve på en af deres testbryg – en farmhouse ale. Deres etiketter på dåserne var meget farverige og der var altid kaniner på etiketterne. Meget originalt.
Efter rundvisningen blev vi båset i deres lille bar og her smagte jeg deres smoked apple sour. Det var en fantastisk dejlig øl, så jeg måtte have en pint af den. Marie smagte en low alcohol ale på 1 % - knap så fantastisk.
Der blev bestilt taxaer til at køre alle tilbage. Vi havde valgt at gå tilbage, så vi sad efterladt, indtil der var en, der stak hovedet ind og sagde, at der var 2 ledige pladser i en taxa. Så måtte vi tømme glassene og skynde os at gå med. Vejen hjem var alligevel ikke så interessant, så taxaen var et godt alternativ.
Tilbage ved hotellet gik Marie og jeg hen på markedspladsen, hvor byens bedste pub (rent ølmæssigt ifølge Claus) lå. Vi bestilte bord til dagen efter, hvor vi selv skulle sørge for aftensmad.
På hotellet slappede vi lidt af, før vi skulle mødes ved 5-tiden til afternoon tea. Det skulle udgøre det for vores aftensmad – og det har nok bekymret en del af gæsterne (inkl. mig selv), om man kan blive mæt af en kop te og et stykke lyst brød. Men det lykkedes faktisk OK.
Da teen var drukket, sandwichene, scones og kagerne var sat til livs, holdt Claus et foredrag om “The troubles” – konfilkten mellem Irland og Nordirland (England). Igen skinnede det igennem, at Claus holder med irerne og katolikkerne. Han synes, at protestanterne med udelt støtte fra England har været alt for barbariske. De vil ikke dele noget med katolikkerne og det har skabt mange konfrontationer gennem tiden – og gør det stadigvæk.
Der er talrige eksempler på, at naboer eller brødre slår hinanden ihjel, fordi de holder med hver sin side. Mange dør og krigen eskalerer stille og rolig op gennem 70’erne og 80’erne. England sætter soldater ind. Det skulle være en fredsbevarende styrke men det viser sig hurtigt, at de holder med protestanterne, hvorved IRA bliver stemplet som terroristerne (der blot kæmper for deres frihed og rettigheder).
Hver gang der bliver slået nogen ihjel melder der sig blot mange flere bag fanerne, selv om langt de fleste blot ønsker at leve i fred og fordragelighed.
Claus’ historie bliver krydret af musik, som spilles af Joe Gibson, som vi tidligere har haft besøg af på pubben. Musikken fylder utrolig meget i Irland. Historien fortælles fra generation til generation gennem musikken og Joe gav mange eksempler på dette. Teksten til musikken blev vist på et lærred, så vi kunne følge med og synge med, hvis vi havde lyst.
Claus’ og Joes fortælling efterlod os en kende sørgmodige. En af de historier, der rørte mig mest, var den om en flok katolske piger, der skulle gå gennem et protestantisk kvarter i Belfast, for at komme til deres skole. Det ville protestanterne ikke tillade. Så de kastede ting efter pigerne og kaldte dem ludere. Englænderne satte soldater ind, for at beskytte pigerne, men de gjorde ikke noget, for at forhindre, at protestanterne fortsatte med at genere pigerne. Kunne pigerne så ikke bare gå en anden vej? Nej, for deres forældre holdt fast i, at de havde ret til at gå den vej. Billederne viste tydeligt, at det var pigerne, der led overlast.
Det værste ved fortællingerne er, at selv om der er indgået en fredsaftale, så fortsætter uenighederne, så det hele kan hurtigt eksplodere igen. F.eks. arrangerer protestanterne en gang om året en march, der umiddelbart ser fordragelig ud. Men sidste del af deltagerne har langt fra fredelige hensigter. De smider brandbomber efter katolske huse og hvert år brænder adskillige huse ned. Der bliver også anlagt kæmpestore bål tæt på katolikkernes huse, så der med sikkerhed er gnister, der antænder huse. Politiet siger, at de ved ikke, hvem der har bygget disse kæmpe bål, som det med sikkerhed har taget adskillige dage og uger, at få bygget op. Politiet har åbenbart heller ikke viljen til at bekæmpe det. Selv den dag i dag bliver der bygget kæmpestore hegn mellem protestantiske og katolske områder, så murene mellem øst og vest i Berlin blegner fuldstændig ved siden af.
Det var en dyster fortælling, men nu var vi klædt godt på til resten af turen, hvor vi bl.a. skal besøge Nordirland.
De fleste af os gik vist på værelserne, for at hvile ørerne lidt og lade op til et pub besøg lidt senere. Joe skulle nemlig spille på McCafferty…
Vi gik ned på pubben og fandt en flok fra vores hold. Joe havde lovet, at han startede kl. 22 efter dansk tid og det holdt han. Musikken var mere festlig og Joe var flankeret af en bassist. Det gav en god bund. Det var god underholdning men jeg var ikke rigtig på toppen. Jeg hostede i et væk og næsen løb, så jeg trak mig tilbage til værelset, for at sove.
Marie dukkede op lidt senere, jeg var faldet i søvn, så jeg vidste ikke, hvor lang tid, der var gået…
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |