| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Selv med vinduet på vid gab, var det varmt i nat. Jeg sov uden dyne på det meste af natten.
Morgenmaden var ikke nogen stor nydelse. Deres toastbrød smagte værre end hvad vi var blevet udsat for i Letterkenny. Osten smagte af så lidt, at den næsten kunne trække den sidste smag ud af det seje toastbrød.
Kl. 9 var der afgang mod Belfast. Efter en kort køretur, blev vi sat af ved Titanic Experience. Claus havde rådet os til at gå hurtigt igennem den første del af attraktionen, der handlede om industrialiseringen af Belfast og i stedet dvæle mere ved den sidste del, der mest handlede om bygningen og afskibningen af Titanic.
Vi blev ført gennem tegnestuerne og de store tegninger af skibene blev rullet ud på gulvet, så det så ud til, at vi stod på tegningerne. Det var flot lavet.
Undervejs blev vi sat ind i små vogne, der mindede om rutsjebane vogne. Vognene svævede igennem et område, så vi kunne få et indtryk af, hvordan det var, at arbejde på skibsværftet, der bl.a. byggede Titanic. Det var en fin tur, men jeg havde nok sat forventningerne lidt for højt, når vi nu var blevet stavlet ind i sådan en vogn.
Der arbejdede ca. 14.000 mand på skibsværftet i perioden, så det har bestemt været en stor arbejdsplads. Så vidt jeg forstod, blev der bygget 2 søsterskibe til Titanic og en masse mindre både, der skulle bruges til at samle passagerer op, hvor Titanic ikke kunne komme ind til kajen.
Vi fulgte Titanic’s jomfrurejse fra Belfast til Southampton på den engelske sydkyst og derfra mod New York, hvor den et stykke fra kysten ramte isbjerget. Vi kunne søge i passagerlisten og jeg kunne bl.a. se, at der var 15 danskere, der ikke overlevede og 2, der gjorde.
Sidste del af turen viste lidt om bestræbelserne på at finde Titanic igen. Skibet sank på ca. 3 km. dybde og det var ikke så let at komme derned. Så sent som ugen før vores tur til Irland, havde der været videoklip med Titanic, hvor de havde filmet skibet. Så der er stadig gang i undersøgelserne ved skibet.
Jeg brugte kun en times tid derinde. Det var lidt svært at begynde at dvæle ved tingene og jeg kunne godt fornemme, at der kom flere og flere gæster. Så jeg nåede ned til The Titanic Store (souvenirbutik) som en af de første. Her kunne man købe alt, hvad hjertet begærer, hvis man er fan af Titanic. Masser af interiøret, skåle, kopper, kander, ure osv. Og selvfølgelig en masse tingeltangel med Titanic på. Jeg slap ud uden nogen ting.
Sammen med nogle af de andre gæster fra vores selskab, gik jeg over og så en af de tilslutningsbåde, der var bygget sammen med Titanic. Her kunne vi gå ombord og se, hvordan lokalerne var delt op i første og anden klasse. Skibet var fint indrettet med levende fortællinger (via hologramagtige skærme). Selv da vi var i maskinrummet, kunne vi høre ankeret blive kastet. Meget realistisk.
Der er ingen tvivl om, at Belfast har været stolt af deres værftsindustri og af de skibe, der er blevet bygget. Der er virkelig gjort noget ud af det. Titanic Experience er bestemt et besøg værd – men kom meget tidligt om morgenen…
Næste stop var et besøg i Crumlin Road Gaol fængslet, der var i brug frem til kort før årtusindskiftet. Det virkede lidt makabert, at man har lavet en “experience” ud af et fængsel, men det var måske for at fortælle, hvordan bl.a. IRA fangerne blev behandlet under The Troubles.
Det var i dette fængsel, at en række IRA fanger nægtede, at have fangedragter på. De ville klassificeres som politiske fanger og de ville have lov til at beholde deres eget tøj på. De blev tævet af fangevogterne dagligt. Fangerne sultestrejkede, gik med tæpper omkring sig og fik frataget alt, hvad de havde i cellerne. Til sidst tværede de deres eget afføring på væggene i protest mod behandlingen af dem. De, der døde, blev martyrer og det var blot med til at opildne til mere ballade i kampen.
Vi så en enkelt af de 4 gange, der kunne overvåges fra midten af fængslets. Cellerne var indrettet, så man kunne se, hvordan der havde set ud på forskellige tidspunkter i fængslets historie. En celle var beregnet til 1 fange men under the Troubles, blev der stuvet op til 3 fanger ind i hver celle.
I den sidste del af cellen nåede vi frem til eksekutions cellen. De dødsdømte blev ført ind i et lokale, hvor de blev bundet og fik en hætte over hovedet, så gled en bogreol til side og de blev ført ind i rummet, hvor de blev hængt. Jeg kan godt lide den engelske humor, men det var næsten for meget – den måde det hele blev forklaret på. Det har bestemt ikke været morsomt.
Sidste henrettelse fandt sted i december 1961.
Ude i fængselsgården holdt nogle af de militærkøretøjer, som jeg kan huske, at vi har set fra optøjerne i Nordirland og inden vi forlod fængslet, så vi også en helikopter. Claus fortalte, at man bl.a. brugte helikopteren til at hælde fanger ind i. De fik bind for øjnene og blev truet med at blive smidt ud af helikopteren oppe i luften, hvis de ikke røbede hemmeligheder. Så løftede helikopteren sig op i en meter over asfalten og fangerne troede, at de var højt oppe. Hvis de ikke tilstod, blev de smidt ud og de var jo sikre på, at de skulle dø.
Der var en lidt mat stemning i vores selskab efter fængselsbesøget, der endnu en gang sluttede af med en souvenirshop, hvor man kunne købe en masse ting relateret til selve fængslet. Usmageligt.
Claus kørte os lidt rundt i Belfast, så vi kunne se både protestantiske og katolske områder. Her var det tydeligt at se, at der ikke er meget forsoning mellem parterne. Mange meter høje “peacewalls” er bygget overalt i Belfast, for at adskille parterne. Vi så tegn på, at der stadig var gang i at få bygget et kæmpe bål, som de brænder af – sikkert i håb om, at husene på den anden side af murene vil blive sat i brand.
Claus havde sagt, at vi ikke skulle diskutere politik med nogen af de lokale, for det kunne hurtigt ende i noget skidt.
Vi blev sat af ved et højt ur, der kunne minde om tårnet ved Big Benn. Dette tårn var dog skævt og ville sikkert med tiden styrte sammen. Lige ved siden af tårnet viste Claus os en pub, hvor der blev spillet traditionelt irsk musik. Det var dog spisetid og da de ikke serverede mad derinde, blev vi skilt i flere grupper i jagten på et spisested.
Marie og jeg fik målrettet mod steak restauranen Top Blade, jeg havde fundet. Peter og Birgitte fulgte med os. Desværre havde de ikke chateaubriand, som vi havde sat næsen op efter, men så måtte vi “nøjes” med en tomahawk steak – 1,2 kg. kød incl. ben. Det smagte fantastisk.
Resten af eftermiddagen brugte vi på at traske rundt i centrum af byen. Vi startede med at gå tilbage til pubben med autentisk irsk musik. Her var 7-8 musikere i gang med at spille. Efterhånden tyndede det noget ud i musik selskabet og de sidste 3-4 personer pakkede sammen samtidig med, at et nyt hold musikere gjorde sig klar. Deres musik lød ikke umiddelbart helt så godt, bl.a. fordi de havde et sækkepibe lignende instrument med. Det var lidt gennemtrængende.
Vi fortrak og vimsede rundt, kiggede lidt på butikker og rundede en pub fra tid til anden. Kvarter i otte var vi tilbage ved det skæve tårn, hvor bussen ventede på os.
Kort tid efter var vi tilbage på hotellet. Jeg var sulten, så vi gik ind, for at få lidt at spise. Jeg faldt over en wokgryde. Det lød spændende. Det var en kæmpeportion næsten udelukkende med store kyllingestykker i. Jeg anstrengte mig og spiste halvdelen af portionen, der ikke havde særlig meget med asiatisk mad at gøre.
Vi drak en enkelt øl sammen med resten af selskabet i baren. Claus havde travlt med at fortælle chaufføren om hans oplevelser med pensionistgruppen oppe ved Giants Causeway.
Vi trak os tilbage og jeg tænker, at de andre fulgte lige efter.
Vi kravlede under dynen og faldt i søvn til en gammel Crocodile Dundee film. Hyggeligt!
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |