England (Grasmere) - søndag den 2. - mandag den 10. juni 2024

Forrige dag Oversigt Næste dag

Tirsdag den 4. juni 2024 (Keswick og rundt om lake Grasmere)

Mens jeg lå og vågnede op, kunne jeg konstatere, at det slet ikke var natpisserne, der var årsagen til, at jeg blev vækket om natten. Der var et eller andet udenfor, der startede utallige gange i løbet af natten. Måske et apparat, der sørgede for gas til vores komfur?

Ved 6-tiden stod jeg op og satte brødet i ovnen. Det var ikke til at vide, hvor varm ovnen var og dermed hvor lang tid brødet skulle have. Mens jeg skrev dagbog, bagte brødet i en time. Det var ikke helt nok, synes jeg. Så jeg gav det 30 min. ekstra. Så var det fin!

Jeg startede op på morgenmadsstegningen. Vores cottage havde kun en enkelt pande og den var ikke i særlig god stand, så bacon’en hang godt fast… Jørn sluttede sig til og overtog arbejdet med panden. Efterhånden kom de andre dryssende og så var der dømt morgenmad. De andre var også tilfredse med det nybagte brød. Jan konstaterede, at det var det bedste brød i hele Lake District. Efter vores brødsmag skulle det nok passe.

Proper english breakfast
Udsigten fra vores stue mod nord

Vejret var ikke med os. Det regnede og vejrudsigten meldte regn frem til midt på eftermiddagen. Jan havde foreslået en vandretur, men den aflyste vi og i stedet besluttede vi at tage til Keswick med bussen.

Folk havde ikke travlt med at gøre sig færdige. Det trak ligesom ikke, at skulle ud i regnvejret. Så vi blev hængende til næsten middag, før vi hoppede på bussen. Den var fyldt godt op og det fugtige vejr gav en klam og indelukket fornemmelse - og vinuder der var helt duggede, så vi kunne ikke nyde det flotte landskab.

Efter en halv times kørsel var vi i Keswick og vejret var en anelse bedre. Nu hed det “kun” byger. Vi slentrede lidt rundt på må og få - og frekventerede bl.a. en del outdoor butikker. Jytte var vist den, der slap derfra med de tungeste poser.

Ingen marked i Keswick
Klar til frokost på Pack Horse Inn
Pack Horse Inn

Dog & Gun var overbefolket, så vi valgte at spise frokost på Robinson Bar, der ligger i en af smøgerne ved markedspladsen. Maden var OK. Jeg havde bestilt fish & chps. Chips’ene var nu mere brasede kartofler.

Efter frokosten gik vi op på Dog & Gun. Jan og jeg proklamerede, at vi ikke ville forlade Keswick, før vi havde fået en Old Peculier. Baren havde også Theakstons nye Peculier IPA, så den måtte vi også have et lille glas af. Det er en IPA efter engelsk standard. Ikke særlig humlet - en rigtig India Pale Ale. Jeg vil til enhver tid foretrække Loweswater Gold, der er lige så humlet og med en bedre smag.

En Old Peculier i et Loweswater Gold glas

Så gik det ned mod busstationen ved Booths supermarkedet. Køen til netop vores bus var megalang, men det blev også plads til os. Vejret var efterhånden flot med høj sol, så vi kunne nyde de flotte omgivelser på vejen mod Grasmere.

Derwentwater med Cat Bells i baggrunden

Vel hjemme igen fik vi en kop kaffe og vi blev enige om, at der var tid til en lille gåtur i området. Jeg fandt en tur rundt om lake Grasmere og den begav vi os ud på. Jan tog en slapper.

Vi kunne konstatere, at sol og blå himmel bare gør noget ved vandreture. Smukke grønne bjerge og en dybblå sø. På et tidspunkt gik det opad på en asfalteret vej og jeg havde Jytte gående lige bag mig. Jeg besluttede, at teste hendes kondition og satte et rask tempo. Det lod hun sig ikke skræmme af. Hun hængte bare på. Konditionen godkendt : )

Turen rundt om søen var fin. Vi nåede rundt til det fjerneste punkt, hvor vi var klatret ned ad en stejl trappe dagen før. Her fulgte vi en flod, der leder vandet til lake Rydal.

Ved et offentlig toilet i skoven, krydsede vi vejen mellem Grasmere og Rydal og fortsatte op i et kuperet terræn, der nok kunne banke pulsen i vejret. Turbeskrivelsen fortalte om 95 højdemeter. Dem tog vi vist på en gang i dette område. Det fortsatte pæn stejlt opad.

Sidste del af turen gik ned af en asfaltvej og forbi nogle pænt store huse. Det var måske her the upperclass i Grasmere boede…

lake Grasmere
Eftermiddagstur rundt om lake Grasmere
lake Grasmere
River Rotthay
En stejl stigning nord for vejen mellem Grasmere og Rydal

Jeg har pubbens telefon med, idet det er mit nummer, der fungerer som pubbens nr. Det betyder, at der er en del opkald og forespørgsler. På den sidste strækning ind mod Grasmere, var der en, der ringede. Mens jeg talte med ham, fløj der 2 jagerfly hen over hovedet på os. De fløj i en højde, så jeg næsten kunne se piloten. Det gav et drøn af den anden verden og jeg måtte holde mig på ørene. Det var lidt vildt.

Noget af det første vi ramte i Grasmere var deres lokale bryggeri og destilleri. Vi tilkaldte Jan og bestilte lidt øl, som vi nød udenfor. Øllet var ikke noget at skrive hjem om. Jeg havde bestilt en dobbelt IPA med tropiske noter. Jeg vil sige, at de havde forvaltet deres humle på en lidt kedelig måde. Man kunne godt ane frugterne men deres brygger har vist ikke smagt øl fra Stepping Stone eller Gamma…

Det blev lidt køligt at sidde udenfor. Vinden blev koldere og tiltagende. Så vi fortrak og gik hjem i vores lune køkken, for at få varmen igen.

Der var stemning for pizza til aften og det kunne vi kun få på byens centrale hotel/bar, hvor vi havde spist dagen før.

De var ikke så heldige med at få maden ind samlet dagen før og det blev ikke bedre i dag. Vi bestilte alle pizza og de første to blev leveret meget hurtigt. Efter ca. 10 minutter dukkede tjeneren op med 2 pizza’er mere og den ene var ikke en, vi havde bestilt. Så nu havde vi fået 3 pizza’er men manglede altså 2. Efter yderligere 10-15 minutter dukkede tjeneren op med to pizza’er. Den ene var OK men den anden var ikke noget, vi havde bestilt. Jan valgte at tage den sidste pizza, så han ikke skulle vente yderligere 10-15 minutter. Det var utroligt, så ringe de havde styr på bestillingen.

Vi havde talt lidt om det, at anmelde på Tripadvisor - men sådan en håndtering burde anmeldes. Nu havde vi set det 2 gange… Til vores frokost samme dag havde de undskyldt, at vores mad kom ind med få minutters interval, hvilket kun var naturligt, når vi havde bestilt det lidt forskelligt.

Nå - alle blev mætte og pizza’en smagte fint. Nu var det retur til vores cottage, hvor Jørn bød på en lille rom, før vi tørnede ind.

Jeg valgte at prøve de store ørepropper, jeg havde slæbt med herover. De fyldte hele øret men virkede egentlig OK.



Forrige dag Oversigt Næste dag