England (Lake District) - torsdag den 6. april 2023

Hjemad igen

Forrige dag Oversigt

Morgenmaden bestod af rester fra de riges bord. Der var masser af brød og lidt ost tilbage, så nåede næsten at få ryddet op. Inden vi forlod Keswick, brugte vi en times tid på at se på byens marked. Det var nu hurtigt overset. Det er det samme tingeltangel, som der plejer at være til markedet. Og vi kunne ikke rigtigt købe ind, for vi havde ikke meget bagageplads på vej hjem.

Bilen var pakket, så vi kørte afsted. Vi kørte først til Ambleside, hvor pigerne strøg ind i den første butik, de så. Vi andre gik en lille tur rundt i gaderne og endte med at nyde solen foran den butik, som pigerne var forsvundet ind i.

Turen fortsatte mod Coniston og Broughton-in-Furness, hvor vi atter parkerede for at spise frokost.

Fish & Chips

Så var det ved at være slut med Lake District i denne omgang. Vi lagde bjergene bag os og Lasse tog turen til Manchester i en bil, hvor alle var lidt døsige.

En søvnig flok på bagsædet mod Manchester

I Manchester fandt vi frem til udlejningsfirmaet og på ganske få minutter var vores bagage stuvet over i en transferbil. Det tog kun et øjeblik at aflevere bilen. Vi havde afsat en time til at aflevere den og blive kørt til lufthavnen, så da vi nåede til lufthavnen var det i meget god tid.

Turen gennem sikkerhedskontrollen tog lang tid. Der var åbenbart mange englændere, der skulle på påskeferie. Marie havde købt et glas syltetøj til Grethe. Det konfiskerede de, ligesom de tog en proptrækker fra vores toilettaske. Den proptrækker havde været med på rigtig mange ture tidligere uden at blive konfiskeret.

Jeg havde taget mine støvler på, så de kunne komme med hjem. Marie kunne sætte dem ud i haven og pynte dem med blomster. Men de nåede kun lige gennem sikkerhedskontrollen, så røg den ene sål af. Så måtte jeg skifte til sko og slæbe støvlerne ved siden af.

Resten af turen var den almindelige kedelige venten. Først turens sidste pint i det helt overfyldte toldfri område, dernæst en jagt på lidt aftensmad. Det blev til stort set ingenting for overalt var der lange køer.

Flyturen gik stille og roligt og vi nåede Billund 5-10 minutter før planlagt ankomsttid.


Epilog

Det var dejligt at komme tilbage til Lake District, selv om Keswick og bjergene var fyldt med mennesker. Jeg håber ikke, at det er et generelt billede, for så drukner nationalparken. Det vil være synd. Vi oplevede, hvordan det var svært at få plads på restauranter o.l.

Det var skønt at have vores børn med og det var lækkert at se, at både Vibe og Jonathan var begejstret for området. Jonathan var allerede i gang med at overveje at tage sine forældre med derover.

Så vi kunne bestemt sige, at det har været en fantastisk fødselsdagsgave, at få indfriet. En tur, som Marie og jeg vil se tilbage på med stor glæde. Tusind tak til de dejlige unge mennesker :)


Forrige dag Oversigt