| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Marie og jeg henter rundstykker i "vores" bil. Peter har pralet med, at den bager, der leverer brød til Hotel Hafnia er byens bedste, så det skal afprøves. Det modsatte kan ikke bevises, konstaterer vi!
Ved 10-tiden sidder vi alle 3 i bilen og er klar til dagens rundtur. Turen er egentlig forudbestemt, idet vi har peget en række bygder ud, som Peter har anbefalet os at besøge. Da der kun er en vej til hver af disse bygder, er der ikke så mange muligheder. Første destination er bygden Ejduvik på Eysturoy. Turen ud mod denne bygd foregår langs en fjord og minder på mange måder om en række af de bygder, vi ellers skal opleve idag. Vi kører helt nede ved vandet og har stejle klippeformationer næsten over hovedet på os. Engang imellem går det op over en bakke og man kan til tider finde sig selv ca. 100 meter over fjordens overflade. På den anden side af fjorden er der lige så stejl. Overalt løber der bække, åer eller floder (eller hvad nu de hedder) ned over bjergkanten. Det giver et utrolig flot billede, bl.a. hvis man kigger på bjergene på den anden side af floden. Vandmassernes skum giver en række hvide "snore" hen langs fjordkanten. Kort før Ejduvik gør vi holdt på en rasteplads, der er placeret på en åben pynt. Herfra er der en flot, flot udsigt over til en bygd, der ligger mellem 3 meget høje bjerge, hvoraf det ene er Færøernes højeste punkt, 882 m. Den åbne plads giver vinden gode kår og det virker lidt køligt. Vi har taget kaffe med og nyder en meget hurtig kop, inden regnen begynder at falde. Det er dråben for os. Vi sluger det sidste kaffe og hopper ind i bilen igen.
Vi fortsætter rundt om pynten og når hurtigt til Ejduvik. Bygden er ikke ret stor, men som så ofte før, så er her meget flot. Høje bjerge på begge sider og helt ud til vandet. Vi går en ganske lille tur i bygden, for at strække ben. Regnen er stoppet igen og der er læ for vinden, så vi skal såmænd kun koncentrere os om at nyde udsigten.
Turen går tilbage af samme vej 10 - 15 km., ved enden af fjorden. Det er iøvrigt meget typisk, at hvis man skal besøge en bygd, der ligger ud til en fjord, så skal man ca. 10 - 15 km. ud langs fjorden, før bygden dukker op.
Vi fortsætter turen ud af den modsatte fjord-bred og er snart ude ved den bygd, som vi havde udsigt til fra rastepladsen på den modsatte side. Bygden er noget større end Ejduvik, men vi vælger at springe et nærmere kig over. Fra denne bygd (jeg har glemt navnet) går turen op i rigtige hårnålesving og vi er snart et godt stykke oppe ad Færørernes højeste bjerg. Der er en storslået udsigt ned mod bygden og over til rastepladsen på den modsatte side af fjorden kort inden vi kører over fjeldet mellem 2 høje bjerge. Snart fortsætter turen ad næste lige vej ned mod Gjøgv. Der er basis for (vi gør det ikke) at køre stærkt her, for det går nedad og ligeud. Snart er vi ved havoverfladen og Gjøgv. Det er en bygd, der ligger ved vandet men alligevel 30 - 40 meter over havoverfladen. Gjøgv har en naturhavn, hvilket viser sig ved, at havnen er placeret naturligt i en kløft mellem 2 klipper. For at komme ned til den lille havn, skal man ned ad en 15 - 20 meter stige og det er en lidt sjov fornemmelse, at stå nede på selve den lille havn med klipper lodret op til begge sider. Selve havnen er vel kun ca. 10 meter bred. Nede fra havnen kan man ikke direkte se havet, da klipperne drejer rundt. Hvis man går helt ud til kanten af den støbte mole og kigger godt ud over, kan man lige se havet, der ligger kun ca. 20 meter ude. Havet er roligt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på de farer, der må lure i sådan en havn, når bølgerne overrasker engang imellem.
Vi spiser vores medbragte mad på dette spændende sted, hvor vi bl.a. kan sidde helt inde under klipperne, der rager 2 - 3 meter ud over os. Ens fornuft taler imod at sidde under sådan en klippe. Tænk nu hvis...
Da vi har fortæret vores mad, stiger vi op fra havnen igen og vælger at gå en tur ud langs klippen på den ene side af naturhavnen. Der skal være et udsigtspunkt ved enden af klippen. Men stien langs havnen går faretruende tæt på kanten og vi er lidt bange for at træde ved siden af og styrte ned ad klippen i havnen. Marie vælger at vende om og Peter og jeg træder lidt længere væk fra stien. Vi står lige og sonderer tærrenet. Her kan vi se, at vi er omgivet af græsmarker og en meget stejl bakke foran os, så hvis vi går direkte væk fra klippekanten til havnen, så skal vi klatre. Vi kan se, at der står et par folk helt oppe på toppen af bakken, og dér vil vi også op. Jeg har under hele mit ophold på Færøerne haft lyst til at klatre lidt i bjergene, så her kan jeg passende få afløb for den slags aggresioner. Peter klatrer hurtigt opad. Vi kan gå indimellem men må også ty til ren klatring undervejs. Det er hårdere end jeg havde forventet og jeg må stoppe op. Mit hjerte hamrer simpelthen i kroppen på mig. Jeg bilder mig ind, at det er sundt og fortsætter. Den slyngel til Peter skal da ikke regne med, at han er kommet ud og bjergbestige med en gammel mand! Vi når op til det foreløbige højeste punkt. Vi står på en klippe, der ender i havet lodret under os et uvist antal (mange) meter under os. Det ser frygtindgydende ud og vi træder automatisk lidt væk. Hvis vi vælger at gå til venstre, kan vi gå langs kanten længere op ad bjerget. Går vi til højre, vil vi komme nedad og ramme det udsigtspunkt, som vi egentlig jagtede fra starten af. Og langt nede i bygden, kan jeg lige skimte Marie i min kikkert. Peter og jeg kravler lidt længere op langs kanten, men da vi kan se, at der alligevel er alt for langt helt op til toppen, så sætter vi os ned, for at hvile os lidt.
Vi nyder den fantastiske udsigt, dels ned mod Gjøgv og dels ud mod fuglefjeldene langs havet. Det er sjovt at fange en fugl med kikkerten og følge den, indtil den lander på den lodrette klippevæg. Engang imellem skal der lige et par forsøg til.
Nedstigningen er uundgåelig og vi vælger at følge stien hele vejen ned. Herved rammer vi også udsigtspunktet, hvorfra der er en flot udsigt til naboøerne.
Vel tilbage ved bilen, sidder Marie og slapper lidt af. Vi får pakket os sammen og fortsætter turen. Tilbage over den ene ryg på Færøernes højeste punkt og rundt om punktet hen over en anden ryg. Derved kommer vi væk fra den vej, som vi en gang har kørt og over mod en anden fjord. Næste destination er bygden Eiöi. Måske er vi ved at være lidt mætte, men Eiöi forekommer os ikke at byde på andet end den næsten sædvanlige flotte placering med bjerge som baggrundskulisser. Vi kører ned til et havneområde, drikker en hurtig kop lunken kaffe og fortsætter. Eiöi er vores sidste destination på øen Eysturoy og vi vender snuden mod broen, der skal bringe os over på vores "hjemø" Streymoy.
Vi har nu 2 bygder tilbage, som vi skal have kig på. Den første ligger de sædvanlige ca. 15 km. ude ved en fjordmunding. Det er Tjørnuvik. I begyndelsen ligner turen flere andre af de ture, vi har kørt langs fjorde. Vi kommer til et ca. 40 meter højt vandfald. Det ser meget flot ud og vi gør holdt. Peter og jeg skal lige klatre op og være tæt på det sted, hvor vandmasserne tordner mod klipperne. Det er lidt af en oplevelse at stå tæt på sådan et sted. Hvis vi vil, kan vi næsten kravle ind under vandfaldet, men risikoen er nok lige stor nok. Vi tager nogle billeder og kravler ned til Marie igen. Det skal lige tilføjes, at jeg senere på et billede så, at vandfaldet faktisk bestod af 2 fald på hver 40 meter. Vi kunne ganske simpelt kun se det nederste vandfald! Turen fortsætter og begynder snart at blive lidt speciel, idet vejen ikke har helt samme standard, som vi ser mange andre steder på øerne. Dertil kommer, at vi skal passere rundt om et bjerg helt ude ved kanten og op i en højde på ca. 50 meter. Det ser noget drabeligt ud, men det går og snart kan vi køre ned ad bakke mod Tjørnuvik, der ligger i læ for det åbne Atlanterhav tilbage mellem klipperne. Selve bygden er hurtigt overset, da der ikke er mere end en snes huse. Bag husene er der marker op langs bjergene. Mod havet er der en sjældenhed af en strand. Det har vi ikke set særlig mange steder på Færøerne. Men deres strandsand lader en del tilbage. Det er næsten sort og meget grovkornet. Nu skal vi tænke på, at temperaturen om sommeren ikke når meget højere end ca. 11 grader, så der er nok ikke det helt store behov for solbadning eller badning i det hele taget. Men stranden og Tjørnuvik har til gengæld en fantastisk udsigt til nogle vilde klippeformationer, der ligger ud for Eiöi. Vi tager de næsten obligatoriske billeder og går tilbage til bilen. Tilbage ad samme vej, og undervejs konstaterer vi, at der ligger nogen i telt i de stejle klipper ned mod havet. Det er modigt gjort. Man kan da sige, at man er ét med naturen, men tænk nu om man er nattevandrer eller bare ruller kraftigt rund i søvne...
Sidste destination er Saksun og for en gang skyld skal vi ikke køre langs en fjord, for at komme frem. Her går turen i en dal mellem 2 rækker høje bjerge med det ene høje punkt efter det andet. Turen er speciel ved, at den starter i havniveau og når op i ca. 20 - 30 meters højde for at slutte på havniveau igen. Langs vejen går det vandløb og man starter med at køre imod vandet, men undervejs skifter vandets retning og løber med bilen. Dalen, som vi kører i, er meget rund, næsten som om, at nogen har rullet en kæmpe kugle ind gennem bjergene. Det er en flot tur. Saksun byder også på ganske få huse, kirke og et par flotte vandfald. Vi er ved at være mætte for indtryk, kan jeg mærke, så vi orker næsten ikke at nyde den fantastiske udsigt.
Klokken er ca. 18.30, da vi når tilbage til Thorshavn. Vi er alle trætte og som sagt meget mætte af indtryk. Jeg må indrømme, at mine tanker begynder at gå imod hjemrejsen. Vi vil selvfølgelig gerne undgå de problemer, som Ulla havde. Det er der heldigvis også tegn på, at vi kan, idet vejret er hæderlig.
Peter får forrygende hurtig anrettet en lille afskedsmiddag. Luntebryster (søpapegøjer), som vi får til forret, smager meget i stil med lever. Så hvis man kan lidt dét, så kan man også roligt bestille lunte. Men der er nu ikke noget, der slår en god peberbøf. Især ikke, når den serveres af en god kok som Peter! Det er synd, at sige det, men det bedste ved denne ret er næsten Peters tilberedning af kartoflerne. De er skåret over på langs og belagt med et tykt lag pesto. Smagen derfra er helt forrygende. Sikke et clúe!
Vi kan lige magte, at trille hen til sofaen for at slubre en kop kaffe i os, før vi vælger at gå i seng. Der går ikke mange splitsekunder, før jeg sover.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |