| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Peter har gennem sit arbejde været heldig og lejet en bil, en Mazda 626 i 2 dage for kun 500 kr. Det skulle ifølge Peter være meget billig efter færøerske forhold. Vi skal blot tanke bilen op, når vi er færdig med at køre rundt imorgen.
Peter ringer til os, lige efter at vi er stået op. Klokken er godt 9 og Peter har netop sendt Ulla afsted med bussen til Vågoy. Vejret er blevet noget bedre og der er håb forude for, at hun endelig kan komme hjem til Danmark og sit job.
Peter og jeg mødes hos biludlejeren, hvor vi hurtigt får overstået formaliteterne og kan snart rulle ud på vejen i en flot bil. Den er ihvertfald noget nyere end vores gamle rustspand derhjemme!
Vi starter med at få handlet ind til madpakker og aftensmad mandag og tirsdag. Peter vil gerne sende os hjem med manér, så han agter at servere lunter (søpapegøje), der er en færørsk specialitet, tirsdag aften. Desværre er der hverken luntebryster eller hestemuslinger i køledisken hos SMS. Da Peter har 4 luntebryster liggende hjemme i fryseren, bliver vi enige om at supplere dem op med en god bøf, som Peter også har talt om at servere for os.
Kl. 11.00 går det fra Thorshavn. Vejret er gråt og regnfuld, så det er godt at der nogen, der har fundet ud af at udhule bilerne. Vi har delt dagene sådan op, at vi mandag vil kigge nærmere på et par af de nordlige øer og tirsdag vil vi koncentrere os om de øer, der kan nås fra Thorshavn uden sejlads. Det er nemlig lidt træls at være afhængig af at skulle nå en færge.
Første destination er Syörugøta på øen Eysturoy. Her ligger en fabrik, der fremstiller flotte uldtrøjer med færørske mønstre. Peter skal have købt et par trøjer og jeg har selv haft kig på en trøje. Det vil være en glimrende souvenir, at have med hjem. Fabrikken ligger gemt godt af vejen og jeg undrer mig over, hvordan Peter og Ulla tidligere har kunnet finde den. Men i fabrikssalget er der mange trøjer og vi får snart prøvet adskillige trøjer. Jeg tror nok, at jeg nåede at molestrere 10 - 15 flot anbragte trøjer, inden jeg nåede frem til den, som jeg gerne ville have. Marie finder en i samme mønster og også Peter får fundet det, han leder efter. Da vi skal betale spørger jeg stilfærdigt om mængderabat. Den ældre dame griner lidt og giver egentlig ikke noget svar. Peter kender færingernes mentalitet lidt bedre, for han går hende noget mere på klingen og fastholder, at vi vil have 10 % rabat. Det kan hun sandelig ikke give os, bekendtgør hun. Men hun er villig til at ringe til sin chef og forhøre sig om 5 %. Hun taler forholdsvis længe med ham, men hvad gør det, når vi så i det mindste får de 5 %.
Vi skynder os ud i bilen, for vi skal nå en færge fra Leirvik til Klaksvik. Den når vi nu snildt, idet vi er de første, der ankommer til færgelejet. Vi parkerer i den bås, der ligger længst til venstre og tættest på færgeleget. Mens vi holder der, konstaterer jeg, at vores bås hedder nr. 4. For snart kommer der en bil mere og han parkerer forrest i bås nr. 1. De efterfølgende biler parkerer også i bås nr. 1, og med mine erfaringer for færingernes køkultur, kan jeg forudse, at vi måske ikke kommer med færgen nu. Derfor har Peter foden klar på speederen i samme øjeblik den lille færge har lagt til og er blevet tømt for biler. Vi er derfor også først henne ved færgerampen, hvor vi får en skideballe, fordi vi ikke holder køen! Men vagten konstaterer, at vi er danske og at der iøvrigt er plads til alle bilerne, så vi kan godt køre ombord. Peter ruller vinduet op og kører ind alt imens jeg tordner løs og har mest lyst til at rulle vinduet ned og give den idiot besked om, at vi altså var først ved færgeleget! Nå, jeg falder nu hurtigt ned, da vi skal skynde os op i cafeteriet og nyde vores medbragte mad. Sejlturen er ikke særlig lang, ca. 15 minutter, så det gælder om at være hurtig. Mens vi spiser, kan vi nyde alletiders udsigt fra et meget roligt farvand, omgivet af øer, der står forholdsvis stejle op fra vandet. Betalingen foregår ved, at vores "gode ven" kommer gennem skibet og opkræver 40 kr. pr. næse. Bilen koster ikke noget derudover.
Vi har hurtigt kværnet vores madpakker og pakker sammen og returnerer til bilen. Det hele er timet og tilrettelagt og vi kører hurtigt fra borde igen. Så er vi i Klaksvik, der er Færøernes næststørste by. Første opgave her er at få checket, om Ullas fly er kommet afsted. Vi har en mobiltelefon med og den virker i en række større byer (NMT-nettet). Det er derfor ingen sag at få konstateret, at Ulla langt om længe er kommet afsted. Så er vi alle lidt mere rolige, for det betyder lidt mere normale tilstande i lufthavnen efter den skrækkelige flykatastrofe.
Vores første mål er bygden Viöerelöi (hvordan pokker udtales det?) på øen Vidoy. Så vi forlader hurtigt øen Bordoy, hvorpå Klaksvik ligger. Viöerelöi er en lille by med kun få huse. Bygden ligger på bagsiden af Enniberg (det store forbjerg), hvilket giver et ganske særpræget landskab. Der er vand på 2 af bygdens sider og høje bjerge på omkring 700 meter på de 2 andre sider. Fra bygden er der flot udsigt til en række af de andre øer. Vi kan bl.a. se et meget stejl forbjerg på øen Fugloy.
I bygden oplevede Peter og Ulla en grindehval blive parteret, på deres sidste tur hertil. Det foregår typisk ved, at hele bygden deltager i parteringen, der foregår på en central plads i bygden og alle deler hvalkødet ligeligt imellem sig. Ingen bliver snydt. Under dagens besøg viser det sig, at det ikke er glæde, der har ramt bygden. Der er nemlig begravelse og vi ser ligtoget køre fra kirken. Der er garanteret deltagelse fra det meste af bygden.
Vi kører tilbage af den samme vej til Hvannasund og forlader Vidoy. Turen går næsten tilbage til Klaksvik men kort før vi kører ind i Klaksvik, drejer vi af og kører mod øen Kunoy. For at komme over til Kunoy, skal man over en meget særpræget dæmning, der er bygget af sten. På begge sider af den ensporede dæmning, ligger nogle kæmpe sten på 1 - 2 meters højde, så man næsten ikke kan se vandet på begge sider, når man kører over. Ganske særpræget! Straks når vi er kommer over dæmningen, kører vi ind i en ca. 3100 meter lang ensporet tunnel. Man kan stort set se fra den ene ende til den anden i tunellen, men det er ikke alene ved hjælp af synet, at man dirigerer trafikken igennem sådan et langt hul. Ved indgangen til disse ensporede tunneller, er der skilte, der markerer, hvem der har forkørselsret. Til de biler, der ikke har forkørselsret, er der undervejs i tunnellen lavet holdepladser. Disse pladser er markeret med et "M", og møder man en modkørende i tunnellen, så kører man bare ind på sådan en holdeplads og venter på, at den modkørende er passeret. Det kræver lige lidt øvelse, at få parkeret på det rigtige tidspunkt, idet man er for tilbøjelig til at holde ind, lang tid før den modkørende bil passerer ens egen bil, men det er nu hurtigt lært. For enden af tunnellen finder vi bygden Kunoy. Her er også utroligt flot. Bygden ligger typisk helt ud til vandet med høje bjerge som bagland. Det er et utroligt syn. Vi kører igennem byen og snart ender vejen i ingenting. Vi vender bilen og kører tilbage. Et par beboere i bygden står og snakker. De ænser os stort set ikke og har ihvertfald ikke travlt med at komme af vejen. De er helt sikkert klar over, at det er nogle dumme turister! Vejret er stadig ikke med os. Det er gråt og regnfuld, og da vi igen kører igennem tunnellen, sker det med et lille håb om, at vejret er meget bedre på den anden side af bjerget.
Det er det bare ikke og da vi er kommet tilbage til Klaksvik, står det ned i stride strømme. Vi er igen kommet i god tid til færgen, og atter er vi de første, så vi har god til til at finde den rigtige bås. Ikke desto mindre, så lykkes det igen for os, at gøre os upopulære!
Men inden da, får vi ringet til Ulla, der kan berette om 20 grader og sol i haven. Så er hun sørme også upopulær! Til gengæld har vi ikke så ondt af, at Maersk ikke havde mulighed for at servere mad på hendes flyvetur - og det var heller ikke muligt, at foretage toldfrie indkøb. Flyet var ganske enkelt taget ud af ordinær drift og næsten kastet op til Færøerne, for at hente gæster.
De efterfølgende biler, der ankommer til færgehavnen, parkerer i et stort virvar og tager ikke hensyn til rækker og båse. Det ser simpelthen forrykt ud, som folk parkerer. Det ser ud, som om de alle vil forsøge at storme færgen ved først givne signal. Ca. 10 minutter før færgen ankommer, kører en taxa ind og holder skråt foran vores bil. Jeg slår mig til tåls med, at han (forhåbentlig) kun skal hente nogen ved den ankommende færge.
Nå, færgen ankommer og bliver tømt for biler og lastvognstog, hvorefter "dirigenten" vinker hen imod os. Taxaen kører frem mod rampen, vi kører frem mod rampen og en postbil gør det samme. Taxaen når ind først, og da vi ligger som nr. 2 i kapløbet, ligger vi klar til at køre ombord. Men da vi når hen til "dirigenten", der til vores skræk er den samme person, som vi tidligere har været i klinch med, bliver vi vinket væk igen. Vi bakker, ganske som herren ønsker det, og da vi er kommet et stykke væk, vinker han igen til os. Skøre fjols, tænker vi - og kører igen hen mod rampen. Så får vi ellers et møgfald! Det viser sig, at han vil have os til at vente, så taxa og postbil kan få afsluttet nogle ting på båden, for at forlade den igen. Men han har sikkert set, at det var OS igen, så han lader os køre ombord. Tåbelige danskere, tænkte han sikkert! Tåbelige færinger, sagde vi i kor
Det var egentlig meningen, at vi ville have været hjemad nu, men vi bliver enige om, at vi godt kan nå lidt mere, så vi indleder morgendagens program på øerne Streymoy og Eysturoy ved at tage en tur til Runavik og Toftir, der ligger forholdsvis tæt på Thorshavn i fugleflugtslinie. På vejene er turen derimod rimelig lang. Med den korte afstand til Thorshavn, har vi i Toftir også en god udsigt til øen Nölsoy, der ligger overfor Thorshavn. Det er helt sjovt at se øen fra en anden vinkel, end vi er blevet vant til. Undervejs på turen har jeg læst flittigt i diverse brochurer. Jeg er meget sikker på, at jeg under bygden Toftir har læst, at det er hér, at Færøernes eneste græsbelagte fodboldbane findes. Den er først blevet anlagt for nylig og det er her, at Færøernes fodboldlandskampe spilles. Vi prøver ihærdigt, men det lykkes ikke at finde banen. Måske har jeg bare læst forkert.
Så kan vi se, at det er ved at blive mørkt, og vi må hellere finde vejen tilbage til Thorshavn. Det er forøvrig ikke så svært, idet vejnettet er meget enkelt på Færøerne. Vejene er som sagt i meget god stand, og man kan stort set ikke køre en forkert vej, for der er som regel kun én vej. Hvis man forlader den, skal man være heldig for overhovedet at finde en grusvej. Så det er bare at køre ligeud, indtil man når et kryds. Her kan man kigge efter vejskiltene, så mere enkelt kan det jo ikke være. Vi nærmer os hurtigt den bro, der går mellem Eysturoy og er snart på øen Streymoy, hvorpå Thorshavn ligger. For afvekslingens skyld, vælger vi at køre ad den gamle vej til Thorshavn. Det betyder, at man ikke kører igennem en stor flot tunnel, men istedet over bjerget. Turen når op i ca. 600 meters højde og undervejs er der en helt fantastisk udsigt næste lodret ned til den vej, der fører gennem tunnellen. Hvis vejret er klart, som det efterhånden er blevet for os, så kan man nyde små bygder og fjorde langt under os. Det er simpelthen et af turens højdepunkter.
Pludselig dukker Thorshavn op foran os og vi kører stadig oppe i bjergene, så vejen skal nedad, for at vi kan nå Thorshavn - og nedad går det. Det viser sig, ganske som jeg havde regnet ud, at det er vejen, der fører forbi Hotel Føroya og videre ned mod området, hvor Peter bor.
Glade og meget mætte af indtryk, men sultne på mad! Vi får hurtigt stablet en omgang restparty på benene, og sammen med et godt glas vin, er vi hurtigt klar til at krybe til køjs. Der er helt sikkert mange indtryk, som sjælen lige skal have parkeret i de rigtige skuffer.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |