Thailand - mandag den 12. okt. 1998

Stone Park

Forrige dag Oversigt Næste dag

Idag vågner vi kl. 8:45. Selv om der serveres spændende morgenmad også, så er jeg lidt konservativ på dette tidspunkt af dagen og holder mig til en morgenmad bestående af toast, kaffe, smør og frisk frugt til 60 bath (knap 10 kr.).

Efter morgenmaden går vi en tur ned til stranden (Jomtien Beach). Selv om det er forholdsvis tidligt på dagen, så er der allerede nu meget varmt og klamt. Vejene er våde og Grethe bekendtgør, at det også har regnet meget i nat. Det er mærkeligt, at vejene ikke tørrer, når det er så varmt. Hvis solen bager på en vej i Danmark, så går der sjældent ret længe, inden vejen er tør. Men den høje luftfugtighed gør altså, at vejen forbliver våd i Thailand.

Ved stranden forsøger vi os udi vekselkunsten med kreditkort. No problem, siger vekselmanden. Vi beder om at få 10.000 bath på vores Visakort. Han forsøger, men må melde tilbage: For meget. Hvor mange vil I så have? Vores svar er, at han så må fortælle os, hvor meget vi kan få, men det kan han ikke. Så vi forsøger igen med 7.000 bath. Det er også for meget. Så kan han rende og hoppe, bliver vi enige om. Istedet finder vi en rigtig bank og her lykkes det at veksle 10.000 bath på mit Eurocard - mod forevisning af pas forstås.

Vi går lidt videre hen ad vejen langs stranden. Her falder vi over en skrædder, der anbefales af Larsen Rejser. Vi kigger ind og der ser meget pænt ud i forretningen. Inde i forretningen hænger et skilt med et godt tilbud til kunder, der rejser med Larsen Rejser. Tilbuddet går på 1 jakke, 2 par bukser, 2 skjorter og 1 slips til 1.595 kr. Både Torben, Bjarne og jeg er interesseret, men vi handler dog ikke. Formiddagen lakker mod enden og vi tager en taxi tilbage til hotellet. Der er ikke særlig langt, men man kommer til at svede forfærdenligt, hvis man skal gå alt for langt i middagsheden.

Kl. 12:30 er der afgang fra hotellet til en krokodillefarm. På vej derud oplever vi for første gang regntiden. Det står ned i stænger, og taxichaufføren kaster bilen ind til siden. Han vil såmænd bare sikre, at vi ikke bliver våde. Så han ruller plastic ned for de åbne sider i vores pickup. Istedet bliver han våd... Heldigvis holder regnen op næsten samtidig med, at vi ankommer til "The million years stone park and Pattaya crocodile farm", der ligger ca. 20 minutters kørsel fra Pattaya. Chaufføren venter pænt på os og for de 3 timer, som vi lægger beslag på ham, betaler vi 600 bath (knap 100 kr.). Parken/farmen er en meget stor oplevelse. Vi starter med at se den flotte park med flotte stenformationer.

Vi går ind over en sø, hvor der er mange store, røde fisk. Da vi fodrer dem lidt med chips, går de helt amok. De ligger simpelthen i lag, for at komme til maden, så flere af dem ligger oven på vandet. Det er et ganske sjovt syn. I den del, der hedder en farm, er der mange dyr, som vi ikke er vant til at se på vores breddegrader. Først er der elefanter. Bente er helt syg med elefanter og er hurtigt henne, for at kæle for de store dyr. Hun får en lille ridetur og der tages selvfølgelig billeder, som hun kan købe senere. Torben lokkes også op på elefanten og det samme gør Vibe og jeg. Det er altså nogle store dyr, når man sidder på ryggen af dem og de står på bagbenene. Der er langt ned, skal jeg hilse og sige. Efter elefanterne dukker der krokodiller op. Og der er mange. De fleste af dem ligger dog stille og uvirksomme. Kun enkelte gange kan vi se en krokodille slentre hen til vandkanten og kaste sig i vandet. Det er store og frygtindgydende dyr, som jeg ikke har meget lyst til at komme tættere på. Ved at investere 20 bath i en blikspand, fyldt med døde fisk, kan vi få lov til at fodre krokodillerne og så bliver de pludselig mere aktive. Det nærmer sig endda lidt det, man kan kalde et slagsmål om maden, selv om mange af dem giver op, hvis ikke de lige kan dreje hovedet hen og få fat i fisken. Dovne bæster. Der er mange andre dyr at se på og mens vi går og kigger lidt i et område, der kan ligne en bedre zoologisk have, kommer lokale unge mennesker styrtende, for at sælge billederne af elefantturen. De er godtnok hurtige til at få lavet billederne. Vi køber et par stykker til 200 bath stykket (32 kr.).

Det er også muligt at blive fotograferet med en tiger, løve eller bjørne, men ingen af os prøver lykken her. Turen i farmen sluttes af med et krokodilleshow. Her mosler en mand rundt med dillerne, ved at trække dem i halen. Det meste af showet går på den frygt, som vi er vant til at have over for krokodillerne og cluet i showet er da også, at han stikker sit hovede ind i gabet på en krokodille, som jeg vil tro er godt dopet. Har man lyst, kan man også blive fotograferet med en krokodille, men vi har ikke lige "tid".

Hjemad går det igen med vores ventende taxi-chauffør. Vi har besluttet os for at aflægge skrædderen på Jomtien Beach et besøg, for at få et godt tilbud på 3 jakkesæt. Men han er åbenbart vant til skandinavere, der absolut vil prange om prisen. Han er ikke til at stikke i. Prisen kan ikke blive lavere end det, som han tilbyder Larsen Rejsers gæster. Udover tilbuddet køber Torben og jeg en trenchcoat i kasmir-uld. Det er et utrolig lækkert stof. Trenchcoaten koster 1.100 kr.

Det tager sin tid at få taget mål og valgt det rette stof og ungerne begynder at kede sig lidt. Men vi bliver færdige og når hjem til hotellet på det tidspunkt, hvor vi ellers har aftalt, at vi skal være klar til afgang igen.

I aften skal vi på en thai restaurant "Ruen Thai". Det viser sig at være et stort sted med levende underholdning. Min forret består af en rejecocktail og hovedretten bliver karry og bøf. Det smager ganske udmærket og er ikke alt for stærkt. Jeg prøver at bestille en omgang amerikansk stegte ris til. Det viser sig at være ris med spejlæg, skinke og pølser.

Efter maden og underholdningen tager vi et kig på forretningerne i Pattayas nordlige ende. Her er meget liv om aftenen. Folk lægger meget mærke til vores lyshårede børn og vil i mange tilfælde også gerne røre ved dem, hvilket de ikke rigtig bryder sig om.

På vej hjem, vil Randi og Bente vise os et udsigtspunkt over Pattaya, men taxi-chaufføren kører os et forkert sted hen, på trods af, at vi har vist ham et postkort med det, som vi gerne vil se. Han får et ekstra kig på postkortet og så rammer han rigtig. Der er en flot udsigt over Pattaya by night.

Ved en enkelt gadebod på toppen af bakken, køber Torben en tørret blæksprutte, der klippes i strimler. Det smager da meget godt, men nok lidt for meget af tørret fisk efter min smag. Marie prøver en omgang stegt/grillet ris med lidt krydderier. Det koster 10 bath/1,60 kr. og smager ganske udmærket.

På vejen hjem til hotellet, forsøger Randi og Bente igen at forklare taxi-chaufføren, at de gerne vil køres hen til en western saloon, som de tidligere har besøgt. Han drøner lidt forvildet rundt i området, indtil vi opgiver og returnerer til Jomtien Beach (tæt på vores skrædder) og får en god drink på en fortovsrestaurant. Den kvindelige tjener kan sørme genkende Randi og vi andre overvejer om det er hende lyse hår eller hendes opførsel, der er årsagen. Endelig kan vi gå i seng kl. 23:00. Alle og ikke mindst ungerne er godt trætte.

Krokodilleshow (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
Krokodiller (12. okt. 1998)
Bente rider på elefant (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
The Million Years Stonepark (12. okt. 1998)
Alex og Vibe rider på elefant (12. okt. 1998)
Klar til afgang med taxi fra krokodillefarm (12. okt. 1998)
Borddekoration fra thai restaurant (12. okt. 1998)
Randi og Bente (12. okt. 1998)
Karry med bøf og amerikanske ris (12. okt. 1998)
Underholdning på thai restaurant (12. okt. 1998)

Forrige dag Oversigt Næste dag