Thailand - torsdag den 15. okt. 1998

Nong Noach Garden

Forrige dag Oversigt Næste dag

Idag kunne vi sove længe, men vi vågner alligevel til normal tid. Vi er klar til at indtage morgenmaden i restauranten ved 9:45 tiden. Da vi er ved at være færdige med vores morgenmad, kommer Torben. Han bestiller en gang thailandsk suppe til morgenmad.

Vi afleverer vores tøj til vask. Derefter er vi klar til dagens første udflugtsmål: Nong Noach Garden. Det er en stor park syd for Pattaya. På vores vej ud af Pattaya har vi efterhånden skabt en tradition for, at det regner. Regnen kommer normalt ved 16-tiden men idag, hvor kl. er 12:30, kommer det alligevel mens vi kører taxi. Det regner meget kraftigt og taxien må sætte hastigheden ned på grund af sigtbarheden. Når regnen kommer så tidligt, så har det den fordel for os, at det er overstået. Da vi kommer ud til parken, regner det kun lidt men i det fjerne høres en kraftig buldren. Adgangsbilletten koster 250 bath (40 kr.). Børnene er gratis. Parken er utrolig flot med mange flotte og velplejede planter, buske og træer. Der er en selvstændig afdeling for orkideer og kaktusser. Også i denne park var der mulighed for at blive fotograferet med løver, tigre, slanger og aber. Prisen for det er 30 bath (4,80 kr.).

Vores lokale rejsearrangører (Bente og Randi) havde planlagt turen til parken således, at vi kunne overvære et flot show kl. 13:30, men det viser sig, at dette show har ændret tidspunkt, så det først starter kl. 15:00. Det giver os til gengæld mulighed for at få lidt at spise. Det bliver til en tallerken suppe med nudler og kyllingekød. Det smager fortrinligt og stærkt. Showet er meget flot. Indledningen består af en række nationale danse med mange aktører i festlige og farverige dragter. Der vises en række krigsskuespil og thaiboksning får vi også et eksempel på. Da showet i den indendørs arena er overstået, bliver vi inviteret udendørs bag scenen. Her er der tid for et stort elefantshow på en stor åben arena. Mens vi bænker os, kommer der børn rundt for at sælge bananer for 30 bath (knap 5 kr.). Ikke til publikum men til elefanterne. Det viser sig meget hurtigt, for straks elefanterne viser sig på arenaen, styrter de ud blandt publikum, for at få de bananer. Og elefanterne er ligeglade med, at det er publikum på 2., 3. eller 4. række, der har bananer. De træder bare op på bænkene, der selvfølgelig er bygget til, at kunne klare vægten af en elefant. Torben måtte sande, at elefanten ikke går, før den har fået ALLE bananerne. Så Torben måtte meget hurtigt opgive at spise en elefant af med en enkelt lille banan. Som belønning får Torben til gengæld en møjbeskidt trøje, da elefantens snabel forsøger at lokke hele klasen af bananer fra Torben.

Elefanternes show er meget morsomt. De store dyr bærer rundt på publikum med snablerne, går på et bræt på bagbenene, danser og spiller fodbold. Publikum inviteres til at stå på mål, hvis de ellers tør. Elefanterne sparker den store bold hårdt. Det bringer lykke at lade en elefant jokke over dig. Det var der en del blandt publikum, der troede på. bl.a. Bente og Randi. Fornøjelsen var vist mest på elefantens side, for med snablen pillede den godt på de forskellige folk, der lå mere eller mindre skrækslagne på jorden.

Straks da showet var overstået, begav vi os ud til vores ventende taxi, der bragte os retur til hotellet. Her var der tid til en dukkert i swimmingpoolen, hvilket især passede ungerne godt. Bente, Torben og Bjarne skulle på natsafari denne aften, så vi andre havde "fri". Randi og Grethe ville ud og spise. Uthen havde meget travlt med at besøge sine venner og bekendte i Pattayaområdet, så ham så vi kun meget lidt til. Vores lille familie valgte at prøve lykken på Jomtien Beach. Solen var gået ned og det var blevet mørkt, hvilket går stærkt på disse breddegrader. Jeg skulle lige ind omkring skrædderen for at prøve min jakke. Den passede perfekt, så det var hurtigt overstået. Vi fortsatte hen langs stranden. På et tidspunkt tynder det ud i forretningerne, men vi vidste, at der ville komme flere forretninger og restauranter længere mod syd, så vi fortsatte. Selve stranden ser faktisk meget fin ud, men man ser ikke nogen bade. Til gengæld er der rimelig stor aktivitet med diverse vand aktiviteter, f.eks. bananen, der er spændt efter en speedbåd. Grunden til, at der ikke er nogen der bader, er forureningen. Vi har ellers læst, at den Thailandske regering har afsat mange penge, for at komme forureningen omkring Pattaya til livs. Disse tiltag skulle være fuldt gennemført i 1997, men der er altså ikke meget, der tyder på, at de er kommet ret langt.

Vores videre færd langs stranden bringer os til et område, hvor der ikke rigtig er nogen hoteller og restauranter. Her er mørkt og mange ville vende om, i deres søgning efter aftensmaden, men vi fortsætter og efter nogle hundrede meter, kommer vi til et hotel, som Larsen Rejser anvender. Her ligger en meget stor restaurant, som vi vælger at prøve. Straks vi træder ind på restaurantens område, kommer 5 - 6 mand i sving. En løber ud i køkkenet. De forstår kun meget lidt engelsk, men de fanger dog vores ønsker om drikkevarer.

Ungerne vil - næsten sædvanligvis - gerne have pommes frites, men det kan de ikke levere. Problemet løses ved at sende en stafet over på hotellet efter en portion. Marie bestiller karry med kylling og jeg karry med bøf. Så er der pommes frites til ungerne, men kun een portion og ikke 2, som vi har bestilt. Nå, så må ungerne dele og det går, da vi lover dem, at de kan få en is til dessert. De tøffer fritterne i sig og i næsten det øjeblik, de er færdige, kommer en kvindelig tjener med en flaske tomatketchup. Hun opdager først, at ungerne er færdige, da hun er nået helt hen til dem og hun bliver så forskrækket over det, så hun giver et højlydt gisp fra sig. Maries og mit mad smager ganske udemærket, men det er stærkt. Når det er ved at være for stærkt for mig, så må det mindst være tæt på uspiseligt for Marie.

Vi bliver vartet godt op af flere tjenere. Det er sikkert fordi vi er de eneste gæster i restauranten. Hver gang vi har taget et par slurke af vores drikkevarer, er der straks en tjener, der fylder op igen.

Oven på vores godt krydrede hovedret, beslutter vi os for ananas til dessert. Ananas er en glimrende "brandslukker" for stærkt krydrede retter. Vi bliver meget forbavsede, da ananasstykkerne serveres med salt. Men det viser sig at være en ganske god kombination. Regningen for vores udskejelser kommer til at lyde på 498 bath (ca. 80 kr.).

På vores vej tilbage til hotellet, kommer vi forbi en fodmassage klinik. Der er ledig plads til både Marie og jeg, så vi sætter os mageligt til rette i stolene. Prisen er 250 bath for en times fodmassage og en times kropsmassage koster 200 bath. Fodmassagen er en yderst behagelig oplevelse. Det er lækkert at få tæerne, fødderne og benene godt plejet. Sådan noget skulle man have mulighed for at gøre hver dag, men jeg tør ikke foreslå Marie at gennemføre et kursus i Thailandsk fodmassage.

Det er nok lidt dristigt, at lade ungerne sidde en hel time på dette tidspunkt af dagen, men de klarer det nu yderst fint og en is må være en meget rimelig belønning. Den indtages på den restaurant, hvor Randi tidligere var blevet genkendt af en storsmilende, kvindelig tjener. Men idag må hun vist have menstruration, mener Marie. For tjeneren ligner et meget surt ribs.

Tilbage til hotellet, hvor Bente, Randi, Uthen og Grethe sidder. Randi og Uthen går i seng, så vi inviterer Bente og Grethe op til en godnatdrink på værelset. Det giver os lejlighed til at få en lille snak i fredelige omgivelser. Når så mange er sammen på rejse og vi stort set er samlet hele tiden, så er der kun plads til forholdsvis overfladiske samtaler.

Det blev en urolig nat for mit vedkommende. Mon det var fodmassagen, der gjorde indtryk på mit legeme eller var det den stærke aftensmad?

Det regnede meget om natten...

Torben, Lasse og Vibe spiller kort (15. okt. 1998)
Statue ved vejen ind til Jomtien Hotel (15. okt. 1998)
Regnvejr syd for Pattaya (15. okt. 1998)
Abe i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Bjarne i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Thaiboksning fra show i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Elefanten maler (15. okt. 1998)
Elefanten bærer Randi (15. okt. 1998)
Elefanten går over Bente (15. okt. 1998)
Elefantshow i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Elefantshow i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Elefantshow i Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Regnen lurer på vej hjem fra Nong Noach Garden (15. okt. 1998)
Marie spiser spicy mad (15. okt. 1998)

Forrige dag Oversigt Næste dag