| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi vågner op til trafikstøj. Det undrer mig lidt, for vi har egentlig kun hørt havets brusen, da vi gik i seng og jeg havde ikke forventet at høre trafikstøj her. Et kig ud af vinduet afslører, at vi har direkte havudsigt. Stranden ser ikke alt for god ud men det er da sandstrand. Havet ser noget grumset ud, men det kan være skyerne, der er med til at give et forkert billede.
Kl. er 10, da vi går ned for at få morgenmad. Min fod er ikke blevet bedre, og jeg humper noget rundt. Mens vi spiser morgenmad, lægger vi planer. Vi er enige om, at det må være muligt at finde et sted, hvor stranden er bedre end her ved Bang Saphan Yai. Vi skal først checke ud fra værelserne kl. 14, så der er god tid til at finde noget andet. Torben prøver ihærdigt at komme i telefonisk kontakt med et af de steder, som vi har læst om i vores rejseguide. Han får fat i Suan Luang Resort, der drives af en fransk/italiensk mand og hans thailandske kone. De kommer og henter os om 5 minutter, bekendtgør Torben ind af døren til vores værelse. Så gælder det om at få pakket de få ting sammen, som vi har haft pakket ud.
Kort tid efter holder en pickup foran hotellet. Det er vores fransk/italienske mand, der henter os. Jeg sætter mig ind foran til ham og erfarer hurtigt, at han har den snert af arrogance, som er meget almindelig for sydeuropæiske mænd. Vi kører tilbage mod Bang Saphan og i byen drejer vi til venstre, så vi kommer til at følge kysten mod syd. Efter ca. 6 km., er vi ved Suan Luang resortet. Det ligger ca. 600 meter fra stranden og med de mange træer omkring resortet, får man et godt indtryk af at være placeret i junglelignende område.
Vores vært vil gerne vise os de forskellige hytter, men min fod har absolut ikke lyst til at bevæge sig mere end højst nødvendigt, så jeg overlader til Torben og Marie at kigge på faciliteterne. Torben vælger at prøve en hytte uden air-condition (men med blæser) mens Marie nok kender mine ønsker så godt, at hun vælger en hytte med air-condition.
Så kunne jeg humpe op til hytten. På vej derop passerer vi en lille byggeplads, idet nogle lokale arbejdere er igang med at bygge en familiebungalow til resortet. Arbejderne skuler noget til den humpende fremmede. Turen fra bilen og til hytten er ca. 100 meter og på et ben på en grusbelagt sti, er det en hård omgang i middagssolen. Så jeg kaster mig udmattet ned, så snart jeg får lejligheden til det. Det, som er startet med et par banale vabler med vædske i, er ved at udvikle sig til en rigtig "pain in the arse" - bare fordi jeg har punkteret vablerne med mine negle. Efter et lille hvil kan jeg lige humpe ned til resortets restaurant, der ligger 150 meter fra vores hytte. Restauranten er et stort hus med 3 åbne sider. Det ser ikke ud til, at der overhovedet kan lukkes til de 3 sider, så de står garanteret åbne hele tiden. De gennemgående materialer er bambus. Væggene er beklædt med bambusrør og møblerne er også bygget af kraftige bambusrør. Selv bordpladerne er bambusrør, der er skåret op. Der er ikke nogen havudsigt, som vi egentlig har ønsket os. Men vi kan sagtens bruge et par dage til at nyde de jungleagtige omgivelser og den fred, der står i skærende kontrast til Bangkoks larm og støj.
Så snart vi sætter os ved et af restaurantens borde, kommer et par hunde hen og lægger sig under vores bord. Det er vist første gang, at vi oplever hunde, hvis opførsel minder om danske hunde. Vi får en ordentlig stak mapper hen til bordet. Det er beskrivelser af området, fotoalbums med billeder fra de ture, som vores værter kan arrangere for os, menukort osv. Der er også en registreringsbog, hvor vi kan se, at der kun har været 5 - 10 danskere her i 1997 - 1998.
Mens vi kigger på menukortet, konstaterer jeg, at jeg nu igen har mistet mit mavebælte! Denne gang har vi dog en klar formodning om, at det ligger på sengen på det hotel, som vi netop har forladt ca. 10 km. herfra. Vores vært kører straks Marie tilbage til hotellet og et stykke tid efter, vender de tilbage med pungen. Receptionisten var næsten kommet stormende ud fra hotellet med pungen, da hun så Marie. Selv om det næsten er utilgiveligt at efterlade pas og kreditkort, så lykkes det altså igen. Årsagen har igen været en lidt kaotisk situation, hvor vi bliver presset lidt. Jeg ved ikke, om det er mig der beslutter, at jeg ikke vil have det skide mavebælte på mere - eller om det er Marie, der "fyrer" mig.
Tilbage til menukortet (så jeg kan glemme den kedelige historie). Kortet indeholder så mange retter, at vi kan blive helt udmattet af at kigge på det. Jeg fristes af en omelet, der viser sig at smage ganske fortræffentligt. Efter at vi alle har spist, går turen tilbage til hytten. Det er varmt og hårdt at hoppe 150 meter på et ben i bagende sol! Bygningsarbejderne holder pause og jeg er sikker på, at jeg får et par kommentarer fra det lille halvtag, som de sidder under.
Jeg er helt udmattet og har kun lyst til at ligge ned. De andre vælger at gå en tur for at udforske den lokale strand. Dermed bliver resten af eftermiddagen almindelig afslapning med god tid til selvmedlidenhed over en dårlig fod.
Aftensmaden kalder efterhånden og jeg må tage turen igen. Nu er jeg efterhånden klar over, at der skal gøres noget drastisk ved foden. Vores egne medikamenter kan ikke klare de betændte sår, så jeg spørger mig til råds ved vores værtinde, der ligesom manden taler godt fransk og engelsk. Hun mener, at det er en skidt ide at sætte foden i sæbevand. Istedet kommer hun med noget sort stads, som jeg skal smøre på vablerne. Det er en alkoholopløsning med jod i. Samtidig anbefaler hun mig at få fat i noget antibiotika, der kan købes i håndkøb på apoteket i Bang Saphan.
Lidt senere dukker hendes mand op. Jeg fortæller ham om hans kones råd. Han mener, at det er dumt at købe antibiotika. Et besøg på det lokale hospital er det bedste og det vil han sørge for imorgen, siger han. En løsning, som jeg føler mig helt tryg ved. En behandling af foden vil givetvis indbefatte en behandling med antibiotiske stoffer, og så vil spiritus være bandlyst i en periode. Så hvis jeg skal prøve en af de thailandske traditioner med at købe en flaske whisky og drikke den til aftensmaden, så er det i aften! Samtidig kan jeg jo dulme smerterne med den, tænker jeg. Jeg køber en halv flaske af den lokale Sang Thip whisky. Det varer ikke længe inden jeg kan mærke virkningen af whiskyen og selv om Torben hjælper til, med at drikke den, så når jeg alligevel at blive lidt snalret.
Mens vi sidder i den åbne restaurant, bliver det skumring. Det går meget hurtigt og det virker næsten som om, at nogen slukker for lyset og skruer op for lyden fra dyrene omkring os. Det er en fantastisk oplevelse at være vidne til.
Madmæssigt bliver det en stor oplevelse, selv om jeg for en gangs skyld ikke bestiller thailandsk mad. Jeg bliver nemlig fristet af en oksemørbrad med sennepssauce og det smager fantastisk. Der er ingen tvivl om, at der venter os et par gode dage rent kulinarisk.
Torben og Marie må næsten bære mig hjem i hytten - og det er IKKE på grund af whiskyen. Vi slutter dagen af med en øl i vores hytte.
Til gengæld kan whiskyen få skylden for en god nats søvn og lidt tømmermænd næste morgen!
Priser:
Hytte uden air-condition i Suan Luang Resortet: 300 bath/48 kr.
Hytte med air-condition i Suan Luang Resortet: 450 bath/72 kr.
En halv flaske whisky: 120 bath/knap 20 kr.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |