Thailand - mandag den 26. okt. 1998

Fra Bangkok til Bang Saphan

Igen idag er der dekreret afslapning. Der skal senere vise sig, at være et ekstra behov for det...

Vi tager os god tid til at stå op, tage en morgen svømmetur og spise morgenmad. Efter morgenmaden får ungerne lov til at afreagere i swimmingpoolen, som vi har næsten for os selv. De få gæster, der er på hotellet, har nok mere travlt med at besigtige Bangkoks attraktioner.

Kl. 12 checker vi ud fra værelserne og finder en pengeautomat for at veksle på kreditkortet. Længe leve de pengeautomater, for her kan vi veksle uden en masse papirarbejde og visning af pas i bankerne.

I en sidegade lige over for Trang Hotel finder vi en åbenbaring af en isbar. Her serverer de alle former for is, bl.a. en stor flot bananasplit. Der er stadigvæk nogle timer til vi skal med bussen fra jernbanestationen, så vi slapper af i hotellets lobby med avis- og boglæsning.

Hotellet vil gerne opbevare den bagage, som vi ikke vil have med på den videre færd. Det sparer os faktisk for en del besvær. Vi vælger bl.a. at lade den ene af de 2 store rygsække, blive stående. Prisen er 10 bath/1,60 kr. pr. dag pr. enhed og vi er smarte for vi kan pakke alt bagagen ned i en stor sæk, der er beregnet til at beskytte de store rygsække under transporten.

Kl. godt 15 fanger hotellets flittige portier en taxi til os og vi kører ud til Hualamphung stationen. Atter dukker der en medarbejder op fra turistbureauet. De vil absolut vise os vej til kontoret på den anden side af vejen. På kontoret stiller vi vores bagage og går ud, for at få en kold øl. Min fod er blevet dårligere trods Maries ihærdige forsøg på at udbedre skaderne. Lidt øl kan vel dulme smerterne...

Mens vi venter, falder vi i snak med en tysk kvinde, der taler et godt engelsk. Hun er på rundrejse til en række asiatiske lande. I øjeblikket er hun bosiddende i New Delhi, hvor hun bruger en del tid på meditation.

Vi nærmer os kl. 17 og fra turistkontoret bliver vi vist over den stærkt trafikerede vej med børnene og bagagen. Den bus, som vi bliver præsenteret for, er en 10 personers bus i stil med dem, som vi hele den forrige uge har kørt rundt i i Sukhothai. Bussen stuves fuld med folk og bagage. Det er en ubehagelig oplevelse, for min fod gør ondt. Når medarbejderen på turistkontoret lovede os en spisepause efter en times kørsel, så viser det sig, at være fordi vi skal sidde i en trafikprop i Bangkok i en time.

Første destination viser sig nemlig at være Bangkoks sydlige "busterminal". Her venter vi ca. 20 minutter og jeg må tilstå, at jeg har det skidt pga. min fod. På dette tidspunkt er jeg klar til at afbryde turen og vende tilbage til Trang Hotel. Men så kommer vores luksuslignende bus alligevel og vi bliver stuvet ind. Kvaliteten af bussen er god nok, men chaufføren behandler os som dyr. Han koster rundt med os og skælder ud, hvis vi ikke makker ret. Vi har fundet nogle pladser på øverste dæk og jeg har sat mig godt til rette med foden, da chaufføren kalder mig ned for at identificere vores baggage. Vi skal åbenbart af bussen først og han vil derfor gerne have vores bagage frem. Men jeg har ikke lyst til at flytte mig med foden og så skælder han ud! Jeg sender Torben og Marie ned for at rede trådene ud.

Foran os sidder nogle engelske piger, der skal til øen Ko Samui. De har betalt 270 bath/ca. 43 kr. incl. færgebilletten til Ko Samui, hvortil de forventer at være fremme imorgen eftermiddag. Deres pris er noget billigere end vores, selv om vi kun skal den halve vej og ikke skal med nogen færge. Så er vi igen blevet taget ved næsen!

Måltidet, som er inkluderet i prisen, har jeg næsten glemt oven på alt menageriet! Det består såmænd af en kasse med 2 kager i stil med dem, som vi fik i toget fra Phitsanluk til Bangkok. Dertil en lille flaske vand. Hvis jeg ikke var sur over vores behandling på bussen, så bliver jeg det nu. At kalde det for et aftensmåltid. Hvis vi havde vidst det, havde vi nok selv sørget for et måltid.

Og humøret kommer længere ned endnu! Det går nemlig op for os, at vi ikke, som meddelt på turistkontoret, vil være i Bang Saphan i morgen kl. 6. Nej vi er fremme mellem 24 - 1 i nat! Jeg har godnok undret mig over, at det ville tage så lang tid at køre de ca. 400 km. fra Bangkok til Bang Saphan men turistmedarbejderen begrundede tiden med, at chaufføren kørte langsomt og sikkert. Jeg har ikke meget lyst til at blive sat af i en by, som jeg ikke kender, midt om natten - uden garanti for at kunne finde et sted at overnatte. Nå afsted går det og der bliver straks sat en video på bussens tv med Arnold Scwarzenegger. Ikke just for børn, men vores børn er vist også de eneste i bussen. De øvrige passagerer er typiske backpackers (rygsæk-folk). Da den første film slutter, starter en mere - med et lydniveau, der gør det helt umuligt at sove.

Lidt positivt er der da også at fortælle fra busturen, for chaufføren kører godt og i et roligt tempo, som er lidt uvant i Thailand. Ikke noget med nedbremsninger og accelerationer hele tiden. Et stykke inde i den anden film lykkes det alligevel at lukke øjnene lidt, men det varer kun lige indtil filmen slutter, for det gør den med et ordentligt brag. Så bliver tv’et slukket og man skal sove... Efter yderligere en halv time er kl. 23:40 og vi gør et holdt. Er vi nu i Bang Saphan? Åbenbart ikke, for alle myldrer ud. Der bliver ikke givet meget information om, hvorfor og hvor længe vi holder, men efter et stykke tid går det op for os at bussen gør holdt, for at passagererne kan få noget at spise. Vi får besked på, at vi stadig har 20 minutters kørsel til Bang Saphan. Kunne den idiot til chauffør så ikke gøre holdt i Bang Saphan istedet, så vi kunne finde vores hotel, tænkte en træt Alex!

Lige før bussen skal afsted igen, bliver vi bedt om at stige af bussen. Den eneste besked, som vi får, er navnet "Bang Saphan", men vi står af. Manden, der beder os stige af, har et lidt snusket udseende og jeg har mistanke om, at han er lidt fuld. Han forklarer os på et dårligt engelsk, at han vil køre os til Bang Saphan. Det lyder jo besnærende, for så er der en chance for, at vi kan blive sat af ved et hotel frem for på en busstation, tænker jeg. Vi bliver placeret på bagsædet i en pickup med Torben på forsædet og vores bagage omme bagi. Så går turen tilbage mod Bangkok. Han skal lige tanke op. Efter endnu en kort tur, gør han et holdt ved nogle venner. Han taler lidt med dem og vender tilbage til os med en besked om, at han skal have 500 bath/80 kr., for at køre os til Bang Saphan. Vi bliver noget overrasket, for vi har en billet, der viser, at vi har betalt på turistkontoret for at komme helt til Bang Saphan. Det giver anledning til en længere diskussion, hvor han flere gange giver udtryk for, at han ikke forstår engelsk. Vi bliver enige om, at det er et dårligt forsøg på at tjene en ekstra skilling, men desværre har han alle kortene på hånden. Vi aner ikke hvor vi er, klokken er over midnat, så hvad kan vi gøre med 2 trætte børn, 3 trætte voksne og bagage? Vi bør jo acceptere hans pris og være glade, men det bliver ikke uden sværdslag! Jeg beder ham kontakte politiet, for vi vil ikke finde os i denne behandling. Han starter bilen og kører os tilbage til udgangspunktet, hvor vi blev sat af bussen. Her er hans kone åbenbart. Hun forlanger penge, ligesom manden. Marie er blevet meget ophidset. Hun forsøger at tale med chaufføren fra en af de busser, der gør holdt ved rastepladsen. De taler desværre kun thailandsk, så det hjælper ikke så meget. Så vi vælger at acceptere og får handlet prisen ned på 400 bath/64 kr.

Så bliver der endelig afgang mod Bang Saphan. Vores snuskede chauffør kravler op bag i vognen til vores bagage og en ny mand sætter sig ind i bilen. Den snuskede mand sammen med vores bagage tiltaler os ikke, så Marie og jeg holder et meget vågent øje med ham. Han rører dog ikke bagagen under den ca. 45 minutters køretur sydpå til Bang Saphan. Vi når helt til Bang Saphan ad hovedvejen og forstår ganske simpelt ikke, hvorfor vi ikke kunne køre med bussen hertil. Men det kan selvfølgelig være, at vores buschauffør har vurderet, at vi ikke kan finde hotelovernatning i Bang Saphan på dette tidspunkt. Det finder vi aldrig ud af...

Fra Bang Saphan kører vi videre til Bang Saphan Yai, der ligger helt ude ved kysten. Vi bliver sat af ved Hat Somboon Sea View Hotel. En søvnig portier bliver vækket. Han sover i hotellets forhal. Vi får hurtigt udleveret nøgler til 2 værelser på 3. sal. Prisen for det rummelige værelse er 450 bath/72 kr. og der er air-condition, så prisen er meget rimelig.

Alle er trætte og min fod har det skidt, så vi har bare lyst til at falde i søvn hurtigst muligt. Klokken er efterhånden 2.

Min sidste tanke er, at jeg ikke kan vente med at komme tilbage til Bangkok og få fat i den medarbejder på turistkontoret, der har solgt os busbilletter HELT til Bang Saphan... Gad vidst hvad straffen er for mord i Thailand?