| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Idag ser det endelig ud til, at vi skal have godt vejr. Vi trænger efterhånden også til det. Efter morgenmaden drager vi ud på halvøen til venstre for vores bugt for at finde et godt snorkelsted.
Vi leder ihærdigt efter en vej ned til snorkelpunktet, der er angivet på et kort over Ko Tao, som vi har købt. En thailandsk kvinde råber os an på engelsk fra sin hytte, der ligger højt over den sti, som vi står på og ser desorienteret ud. Vi går op til hende og hun forklarer venligt, at vores dykkerpunkt kan nås fra en ny vej, der er anlagt. Men hun vil fraråde os at gå derned, for dels er det svært at komme ned til stranden og dels er det ikke noget godt sted at bade for børnene. Hun vil istedet råde os til at gå ned på en strand, der ligger neden for det hus, hvor hun bor.
Vi vælger at følge hendes anbefalinger og går ned på Freedom Beach (frihedsstranden). Den er svært tilgængelig. Der er ikke nogen vej eller sti, men blot nogle sten og et vandløb, som vi kan holde os til under nedstigningen. Men den problematiske vej er hurtigt glemt, da vi kommer ned på stranden. Dejlig hvid sandstrand med krystalklart, grønt vand. Selve stranden er ikke mere end ca. 50 meter bred og navnet må hentyde til, at man har stranden for sig selv. Der er ikke andre her. Jeg svømmer lidt ud med dykkerbriller på og kan se masser af søpølser på bunden. Jeg bliver så overrasket over synet, at jeg skynder mig at vende om og svømme helt ind til kysten. Lidt efter lidt bliver jeg dog mere modig og svømmer hen over søpølserne. Lidt længere ude dukker de første fisk op i flotte, klare farver. Det er et fantastisk syn. Både Marie og jeg bliver bidt af at snorkle og vi skiftes i 2 - 3 timer til at svømme ud og snorkle lidt rundt.
Pludselig er klokken over 12 og vi skal skynde os tilbage til Torben. Hvis vejret holder, hvad der desværre ikke er meget, der tyder på, så skal jeg med Torben ud på hans sidste 2 dykkerture i eftermiddag. Torbens 5 dages dykkerkursus er dermed blevet presset ned på 3½ dage, hvilket skyldes, at Torben er den dygtigste (læs: eneste) elev, som instruktøren Nils har. Dermed har Torben selv bestemt tempoet.
Trods de mørke skyer ind over øen, vælger jeg at tage med på turen for at filme lidt. Inden afgangen med båden, skal vi lige hjælpe med at slæbe iltflasker og dykkerudstyr ombord på den lille båd, der ligner en ombygget fiskerkutter. Ombygget fordi den har specielle stativer til at sætte iltflaskerne i. Der er 2 hold, som skal med på eftermiddagens tur. På det andet hold er der 2 dykkere + 1 erfaren dykker, der hænger på. Fra havneområdet i Ko Tao, sejler vi ud til naboøen Ko Nangyuan. Vandet er stille og helt i kontrast til det urolige vejr, som vi ankom til Ko Tao i.
Skipperen kaster anker tæt ved Ko Nangyuan på et dykkersted, der har navnet Japanese Garden (den Japanske Have). Torben og Nils er hurtigt i vandet og væk. Det går noget langsommere for det andet hold. De skal lære at bruge et kompas. Det foregår på den måde, at de får udstukket en kompasretning, som tilfældigvis er direkte ind mod klipperne ved Ko Nangyuan. Så skal de svømme i den retning og kun kigge på kompasset - ikke op, så de kan orientere sig. Når de er tæt på klippen skal de vende om og ved hjælp af kompasnålen, skal de finde tilbage til båden. De kommer godt afsted de 2. Instruktøren bliver ombord og han korser sig. Han tror faktisk, at de tager gas på ham, for de svømmer i ring. Men det lykkes til sidst at få dem dirigeret hen til klippen og de vender søreme også tilbage igen. Derefter foretager de deres første dyk.
Tilbage på båden sidder kaptajnen, en botaniker fra Manchester og jeg. Kaptajnen tager sig et hvil i styrhuset, botanikeren læser og jeg sidder og nyder stilheden. Efter et stykke tid kommer jeg i snak med englænderen, der også har rejst rundt i Thailand, inden han er kommet til Ko Tao. Han kan bl.a. varmt anbefale River Kwai, som vi desværre ikke når i denne omgang.
Torben og Nils kommer op. De skal holde et hvil, inden de må dykke igen. Og inden det sker, skal Torben også gennemføre øvelsen med kompasset, hvilket han klarer perfekt. De går ned på deres 2. dyk ca. 20 minutter før det andet hold starter på 2. dyk. Her tager botanikeren med, så jeg bliver helt alene med kaptajnen, som Torben tidligere har omtalt som værende en sur kaptajn. Så dukker Nils og Torben op igen. Torben kan nu kalde sig uddannet PADI dykker!
Kaptajnen starter motoren præcis kl. 17, selv om han ved, at der går mindst 15 minutter, inden det andet hold er oppe igen. Motorlyden kan sikkert stresse dem lidt i vandet. Ankeret er da også hevet op, da de kommer til syne og den sidste mand er ikke mere end lige kravlet ombord i båden, før kaptajnen sætter gas på. Han vil åbenbart hjem til lysfesten i aften.
Vel tilbage i havnen, får vi hurtigt bragt dykkerudstyret i land og kan køre retur til Ko Tao Cottages, hvortil vi ankommer ved 18-tiden. Et hurtigt bad og så er vi klar til lysfesten Lao Krathong. Det meste foregår på havneområdet, så vi kører derind sammen med en del lokale i en pickup fra hotellet. Ved havneområdet (Ban Mae Haad) bliver vi sat af næsten direkte på festpladsen, der størrelsesmæssigt minder om en byfest i en almindelig dansk provinsby. Der er 3 - 400 mennesker samlet på pladsen. I den ene side af pladsen er der en scene opstillet. Ved siden af scenen er der et par store højttalere, der traditionen tro presses til det yderste. Vi når ikke at se, hvad der foregår på scenen, inden vi vælger at fortrække fra festpladsen, dels på grund af larmen og dels fordi vi stadig mangler at få noget aftensmad.
Aftensmaden viser sig at blive svær at finde. Langt de fleste forretninger har lukket og dermed også de restauranter, som vi havde tænkt os at besøge. Vi går lidt rundt på må og få og ender på en fransk/italiensk inspireret restaurant. Dermed bliver det pizza til os alle. Priserne er ganske ublu i forhold til, hvad vi ellers har set i Thailand. En pizza koster omkring 200 bath/32 kr. Pizzaen er godtnok stor, men smagsmæssigt er det en meget lille oplevelse. Og så har de kun SMÅ øl her!
Tilbage til festpladsen, hvor vi anbringer os bagerst for ikke at stå i vejen for de lokales fest. Mange tøffer rundt med en øl i hånden. Ellers drikker de lokale meget whisky med og uden cola. Torben har hørt, at det skulle være muligt at købe en flaske whisky og en cola på restaurant for 16 kr. Den thailandske whisky må ikke eksporteres, fordi den indeholder euforiserende stoffer, har en israeler fortalt Torben.
På scenen er der en mand, som taler meget. Ind imellem er der optræden fra lokale, der typisk er klædt i flotte, farverige dragter. Men vi må erkende, at det der foregår ikke passer til vores kulturnormer. Vi har måske oplevet for meget i ferien, for vi kan ikke sætte os op til at nyde underholdningen. Istedet går vi ned på stranden og ser på, at de lokale sætter de små både i vandet. Bådene er lavet af en skive træ fra kokospalmen, siderne er pyntet med bananpalmernes blade, flot dekoreret og med lys og røgelsespinde. Bådene sættes forsigtigt i vandet og med et lille skub sendes bådene ud i vandet. Marie og Vibe har købt en båd for 80 bath/knap 13 kr. Den sætter vi også ud, men af en eller anden grund går lyset forholdsvis hurtigt ud. Vi gør ikke som de lokale, for når de har sendt deres båd ud, vender de resolut om og går deres vej, uden at kigge ud på båden. Med denne gestus, sender de alle deres bekymringer til søs og kan starte forfra..
Vi sidder ca. en halv time og kigger på de lokale, der sætter både ud. Mange af lysene brænder forbavsende længe og det giver et flot syn ud over det helt stille hav. De få skyer og en kraftigt lysende fuldmåne danner en perfekt ramme om Lao Krathong - lysfesten.
Vi vælger at slutte aftenen af med at købe en flaske whisky og en cola. Disse ting tager vi med i en taxi, der kører os hjem til vores bungalows. Efter en enkelt god drink er vi trætte og vælger at gå i seng. Så er der måske alligevel noget om de euforiserende stoffer?
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |