Thailand - mandag den 01. marts 2004
Ko Lanta - Phi Phi
Kl. 05:30 bankede det på døren, samtidig med, at muslimerne kaldte til dagens første bøn med en søvnig, sløv stemme.
Kufferterne var pakket og skulle blot lukkes. Det var blevet fast procedure at pakke dagen før vi skulle skifte destination - og at vi fik pakket i middagsheden, hvor vi alligevel ikke kunne holde til at være ude.
Kl. 06:30 sad vi i restauranten og bestilte det sædvanlige virvar af morgenmadsting. På trods af diverse fejl i leveringen, blev alle dog mætte.
Kl. 07:15 var der afgang med pickuppen mod Bann Saladan. Vi var åbenbart de eneste, der skulle afsted fra Lanta Palace i dag, så bilen var istedet fyldt med kasser med tomme sodavandsflasker.
40 - 45 minutter senere var vi ved havnen. Her var slet ikke det kaos, som vi oplevede ved ankomsten til Ko Lanta. Til gengæld var der mange, der skulle med morgenbåden til Ko Phi Phi ligesom os. Vi satte os på øverste dæk, der ligesom båden til Lanta havde faste siddepladser indenfor.
Lidt om Ko Lanta på falderebet. Ifølge diverse nyhedssites på internettet om ferie, Lonely Planet og rejsekataloger er øen ved at blive "opdaget" af turisterne. Det plejer at betyde, at backpackere (rygsækfolket) har "boet" her i flere år og at mere etablerede turister er ved at finde hertil. Ankomsten til øen i middagsheden var et kaos og de dårlige, hullede og støvede veje er et godt billede af, at øen endnu ikke er gearet til den infrastruktur, som masseturiststrømmen fører med sig. Nogle bryder sig ikke om den uorden og det kaos. Andre mener, at det netop er charmen ved det. På den måde er der ihvertfald størst chance for at opleve bare lidt af den originale kultur. I løbet af få år vil vi ikke længere opleve de støvede og hullede veje, der er så dårlige, at vi end ikke tør fotografere dem af frygt for, at støvet skal ødelægge vores kamera. Havnen vil blive udvidet, så den er i stand til at modtage turiststrømmen og vi vil ikke længere se det kaos, som herskede ved ankomsten. Der er allerede gang i byggeri af resorter, hoteller og eksklusive bungalows - også ved siden af Lanta Palace, så øen vil kunne huse de mange turister. Men hvor er charmen så henne, når Ko Lanta er et feriemål ligesom de andre populære turistmagneter? Mit råd er selvfølgelig, at ønsker du at opleve Ko Lanta, så har du ca. 2 år tilbage, til at gøre det i, hvis du ikke vil opleve det samme som på Phuket og Phi Phi...
Vores resort Lanta Palace lå lidt for sig selv og man er næsten "dømt" til at spise dér, medmindre man vil tage en taxi. Det er dog ingen straf, idet maden er super. Bungalowerne er helt fine, men det er optimalt at bo på 1. række ned til vandet. Ellers kommer man til at bo noget indelukket. På den anden side, så vil man nok bare tilbringe mere tid udenfor - hvis heden ellers tillader det. Så bestil trygt på Lanta Palace - også god til børnefamilier!
---
Turen til Phi Phi gik helt smertefrit (det var derfor jeg havde tid til at skrive ovenstående...). Kort før vi sejlede ind til øen, stoppede båden og vi blev koblet sammen med 3 andre både, for at udveksle passagerer. En af bådene sejlede videre til Phuket, kunne vi erfare. Chaufføren, der havde vist os rundt på Ko Lanta var med på båden. Han skulle forsøge at kapre gæster til Lanta Palace på tilbagevejen. Han var meget venlig og gav os gode råd om hvordan vi skulle stille os, når vi kom i havn og han udpegede vores mand fra Andaman Beach Resort, der var vores opholdssted på Ko Phi Phi.
Havnen på Phi Phi var ikke meget større end Ko Lantas. Helt ude ved færgen stod der piccoloer til at tage imod vores baggage. Det blev pakket i en 2-hjulet vogn, som piccoloerne slæbte afsted med - med os i hælene.
Det tog ikke mange sekunder at konstatere, at Phi Phi er noget mere turistet og længere fremme i dén proces, end Ko Lanta - på trods af, at der ikke er biler på Phi Phi. Det første vi mødte var en indkøbsgade og her var langt flere butikker end vi havde set på Lanta. Der var også flere spor af, at Phi Phi havde været et yndet mål for flippere sidst i 60'erne og først i 70'erne. Vi gik bl.a. forbi en hippiebar, som vi senere skulle komme til at besøge et par gange.
Efter en god km. vandring i heden - der var allerede ekstremt varmt, selv om vi ikke var nået til kl. 11 endnu - ad en lille flisebelagt promenade, der det sidste stykke vej blev erstattet af en sandsti, nåede vi resortet. Piccoloerne gik godt til, selv om de slæbte vores baggage. Andaman Beach Resort så flot ud ved første øjekast. Ned mod stranden var der bl.a. et flot og velplejet parkanlæg.
Vi checkede ind. Kun Torbens hytte var klar. Det var en standard hytte med fane - altså ikke aircondition. Klar var nu så meget sagt. Da vi nåede hytten lå der 3 mand og gloede på kloakken. Den havde det åbenbart ikke så godt. Vi lodsede alt baggagen ind i hytten og fik os en kold øl/vand på resortets restaurant. Da vi var blevet kølet ned dér, var fars og mors hytte færdig. Det var en deluxe med air condition - og seaview. Jeg tror, at den, der kaldte det for seaview havde været i lære hos danske ejendomsmæglere og deres "havudsigt". Der var ikke så meget havudsigt og deluxe... Standarden var ikke bedre end på Ko Lanta. Badeværelset var f.eks. dårligt indrettet med elendige badefaciliteter, hvor man ikke kunne undgå at oversprøjte det hele. Der var ellers god plads til at sætte et badeforhæng op. Der var ingen tvivl om, at vi betalte højere priser her på Ko Phi Phi.
Gæsterne i vores bungalow, der blev kaldt en deluxe beachfront with air condition, havde åbenbart fået lov til at checke ud senere end kl. 11, som der ellers blev skiltet med som seneste udcheckningstidspunkt i receptionen. Vi kunne se dem forlade hytten kl. 12 og da den derefter først skulle gøres ren, valgte vi at gå en tur og spise frokost, inden vi blev indlogeret. Vi var gennemblødt af sved ved at gå fra båden til resortet. Alligevel havde vi mod til at gå tilbage til havnen. Vi kunne konstatere, at der blev solgt det sædvanlige turisttingeltangel i butikkerne langs promenaden.
Tæt på havnen fandt vi en restaurant Mama. Der var ikke havudsigt, som vi kunne finde så mange andre steder, men der var skygge. Vores frokost bestod overvejende af europæiske retter (italiensk) i form af pizza, pasta, forårsruller og french fries. Det smagte super.
På vej tilbage til vores resort, kunne vi konstatere, at jo nærmere vi kom havnen, desto højere blev priserne på varerne.
Tilbage for at tage vores super deluxe beachfront hytte i brug. Vores forventninger var nu dalet betragteligt. Der var store træer og en restaurant til at tage udsynet til stranden men det var acceptabelt. (Den bedste hytte hedder i øvrigt nr. 120 - vi fik nr. 121).
Så var det swimmingpoolens tur. Den så ikke helt ud som på billederne. Den virkede snavset og algefyldt men det var mest fordi man havde valgt grønne fliser. Uheldig farve...
Stranden foran resortet var meget fin. Vandet virkede forholdsvis klar men man skulle ikke så langt ud, før bunden blev lidt blød og ulækker - sikkert fordi der vrimler med longtailbåde omkring øen.
Efter lidt afslapning i hytten gik jeg et par ture i nabolaget. Jeg kunne konstatere, at Andaman Beach Resort var det sidste resort langs stranden, der kan nås fra havnen uden at skulle sejle med longtailbåd. Efter resortet lå øens skole og dernæst et resort, der var bygget op ad nogle klipper. Jeg forsøgte at krydse øen her, for at komme over på den anden side. Men det var ikke muligt. Så gik jeg tilbage til vores resort og fortsatte hen langs stranden via sandstien. Da sandstien blev flisebelagt, drejede jeg til højre væk fra vandet for igen at forsøge at krydse øen. Ifølge et medbragt kort skulle der være en sti, der gik tværs over øen men efterhånden som jeg gik, blev omgivelserne mere og mere skumle, rodede og snasket. Da jeg til sidst kunne høre de lokale tale om mig (falang), valgte jeg at vende om og gå tilbage igen. Jeg konstaterede, at vejen nok var værd at udforske på et andet tidspunkt.
Nå, men det var blevet aftensmadstid. Vi havde bestilt bord på en restaurant halvvejs inde mod havnen, der hed Chao Koh Phi Phi restaurant. De skiltede med New Zealandsk kød og udsigten var fin til vand og øens havn. Udsigten skulle dog vise sig ikke at være meget værd. Der var helt mørkt ud over vandet og den eneste grund til, at vi ikke var i tvivl om at vi sad ud til vandet var, at der var en hektisk aktivitet af longtailbåde med deres larmende motorer uden udstødningsrør.
Mad og drikkevarer blev bestilt. Vi valgte dyre retter i aften. Chateaubriand til 890 bath for 2 (inkl. et glas vin til hver) og pebersteak (til min mor!) til 390 bath.
Historien gentog sig. Da aftensmaden var fortæret, kunne vi kun lige slæbe os hjem på resortet og lige på hovedet i seng. Havde vi drukket en flaske vin pr. mand til maden, kunne jeg forstå det. Det var ikke tilfældet, så det måtte være varmen, der gjorde os så trætte.
