Sydamerika - fredag den 27. januar 2012
Madrid - Lima - Cusco
Flyet afgik til tiden og vi havde egentlig lovet hinanden, at vi skulle sove, så snart vi kom ombord. Men personalet annoncerede, at de serverede natmad. Det måtte vi lige have med. Man sover jo godt på en fuld mave og en enkelt øl. Maden smagte helt fint og snart havde jeg proppet og plastret ører og øjne til, så verden udenfor kunne rende mig et vist sted. Det gik egentlig meget fint med at sove. Bortset fra, at vi flere gange røg ind i turbulens og hvis vi ikke kunne mærke det på at flyet rystede, så blev vi da lige gjort ekstra opmærksom på det, ved at det blev annonceret i højttalerne. Både når turbulensen startede og man skulle spænde sit sikkerhedsbælte og når det var overstået.
Efter en del timers blandet søvn og roden med tv - ja, der var individuelle skærme og man kunne vælge blandt mange film, tv-programmer og musik. Så blev det tid til morgenmad. Og jeg glædede mig til en god kop kaffe. Men det fik vi så ikke lige. Kaffen var næsten kold og da jeg flere gange forsøgte at få en ekstra kop, glemte de mig åbenbart. Pyt. Efterhånden lagde vi an til landing i Lima. Hver gang jeg flyver, er jeg imponeret over, at man kan stable sådan en lille landsby på vingerne med alle de mennesker, mad og drikke. Det er meget imponerende.
Vi landede i Lima til tiden (ca. 7:40), så vi kunne se frem til en længere ventetid, inden vi skulle med flyet til Cusco. Det afgik ifølge vores billetter kl. 10:30 men på papirerne fra rejsebureauet stod kl. 11:00. Vores bagage var blevet tjekket ind helt til Cusco. Troede vi. Vi havde spurgt en ekstra gang ved Iberias skranke i Madrid og de bekræftede. Men vi var ikke helt sikre, så vi kiggede med, da bagagen fra flyet rullede ind. Og til allersidst dukkede vores rygsække op. Så var det da godt, at vi ikke bare var drønet videre...
Vi skulle helt ud i afgangshallen og kunne i princippet gå helt udenfor, hvor der var solskin og mindst 20 graders varme. Lækkert! Afgangshallen havde ikke meget at byde på, ude over at der var mange mennesker at kigge på. Så vi ventede bare på, at vores afgang blev annonceret, så vi kunne få tjekket ind igen. Men afgangen nåede ikke rigtig at blive annonceret. Da vi var tidsmæssig tæt på afgangstidspunktet, spurgte vi til, hvad vi skulle gøre og beskeden var, at vi bare skulle tjekke ind. Da vi gjorde det, fandt vi ud af, at flyet var aflyst. Inden vi overhovedet nåede op i det røde felt, annoncerede damen, at det næste afgik et kvarter senere og der fik vi plads...
Op i afgangshallen, hvor der ikke var mange forretninger at kigge på. Vi fortsatte derfor fluks til vores gate og blev med nogen forsinkelse sendt ombord på flyet. Her ventede vi igen lidt tid, før der var afgang.
Jeg må jo sige, at jeg havde lidt bange anelser med at komme til Cusco. Byen ligger i ca. 3.400 meters højde og der var chance for, at vi ville få højdesyge. Derudover havde jeg erfaret, at byen havde været ramt af store regnskyl en uge før vi skulle komme. Men da vi nærmede os byen, så der ud til at være letskyet og sol i byen. Det tegnede jo godt.
Selve lufthavnen var lidt speciel. Man gik næsten direkte ned i forhallen, hvor folk kunne komme direkte fra gaden og gå hen til bagagebåndet (det eneste, der var). Hallen myldrede med rejsende og lokale, der gerne ville køre en tur med dig. Men vi var forberedt og lod os ikke spise af med nogen, med mindre de kunne sige mit navn! Vi forlod hallen som næsten de sidste og gik ud foran, for at konstatere, at der stod en pige med et skilt med mit navn på. Hun "vandt" turen til hotellet.
Det første indtryk af byen var, at den mindede meget om de første gange, vi var i Spanien og på Gran Canaria. En blanding af gamle huse og få nyere. Byen var større end jeg troede. Nu vil den historiekyndige straks udbryde, at det skal være gamle huse, når den også kaldes Inkaernes hovedstad. Ja, men så meget er der vist heller ikke tilbage fra Inka tiden.
Vi kørte op og ned af små gader og det ledte tankerne hen på vores tur til Mexico og byen San Cristobal. Hotellet virkede meget fint. Ikke prangende 5-stjernet men meget fornemt med flotte træudskæringer på trapper o.l.
Vi blev placeret i et stort lokale, der tjener som både restaurant og fællesrum. Her blev den obligatoriske koka-the serveret. Det var vi lidt spændt på. Jeg synes ikke, at det duftede særlig godt men det smagte fint, blødt. Der var ingen blade i, som vi kunne spise (og blive lidt høje af :D)
Luften i Cusco var tyndere end vi var vant til. Det havde vi læst. Vi havde også læst, at netop koka-the kunne hjælpe på højdesygen. Den manglende ilt var markant. Vi kunne ikke gå i et rask temp. Man skulle ikke bare lige rejse sig op og i det hele taget, skulle man tænke sig godt om, inden man gjorde noget som helst. Hvis man ikke gjorde det, blev man hurtig stakåndet.
Efter den venlige modtagelse og en kort snak med den lokale guide fra Hannibal Rejser (hende, der havde hentet os i lufthavnen), blev vi fulgt op til værelset. Det var ikke noget særligt og der var ingen vindue ud mod den friske luft. Til gengæld var der så også fredeligt.
Vi pakkede det mest nødtørftige ud og begav os fluks af sted, for at se det lokale marked, der lå meget tæt på hotellet. Det er ikke et helt ufarligt sted at gå som turist og slet ikke om aftenen, så det var med at komme af sted, mens der var lyst. Vi gik lidt rundt i gaderne omkring markedet, indtil vi blev stoppet af en betjent, der synes vi skulle gå tilbage og ikke længere ind i markedet. Det var farligt og vi havde ikke mange venner derinde, sagde hun. Så vi fulgte hendes råd og slentrede tilbage. Vi fandt et andet overdækket marked, hvor vi vovede os ind. Det mindede meget om et lignende marked, vi havde været på i Oaxaca i Mexico. Næsten samme udbud...
Vi tog et break ved en par damer, der lavede frisk presset juice i alle afskygninger. De lavede også en drink med øl og 5-6 andre ingredienser i. Den smagte ganske fornuftigt - når man ikke lige satte næsen op efter en øl.
Inden vi gik tilbage til hotellet, besøgte vi et lokalt supermarked. Det er altid sjovt at se, hvilke varer, de har på hylderne i andre landes butikker. Vi fandt bl.a. en lille flaske Rom (vi er jo forholdsvis tæt på mellemamerika, hvor meget Rom produceres). Vi købte en flaske med hjem og fik en lille smagsprøve på værelset, mens vi fik et bad og slappet lidt af.
Det var ved at blive mørkt og vi nærmede os 7-tiden, inden vi var klar til at gå ud, for at finde lidt at spise. Det var egentlig forbavsende, så lidt vi havde fået at spise i løbet af dagen. Alligevel var vi ikke dødsultne. Vi slentrede ned gennem byen, for at finde en restaurant Limo, som jeg havde læst en del godt om. Vi fik bare drejet af for tidligt på vej ned mod Cuscos centrum, så vi ledte lidt forgæves. Så fik vi kigget kort og fandt frem til den store plads, der udgør byens centrum. Det viste sig, at Limo lå på 1. Sal direkte på pladsen.
Der var ikke mange gæster, da vi kom. Men restauranten så indbydende ud og vi fik et spisekort. Det var en amerikaner, der betjente os. På en eller anden måde virker det helt forkert, at man tager til Sydamerika og bliver betjent af en ærkeamerikaner. Nå men på den anden side var det også rart, at vi kunne gøre os forståeligt.
Vi bestilte mad. Marie gik efter en ret med kylling og jeg lod mig friste af tjenerens anbefaling og bestilte en ret med kød fra en lamabeslægtet art. Som aperitif fik vi serveret nogle friterede kartoffelstykker og 3 slags dressing. Uhm, det tegnede godt. Maden var der ikke noget i vejen med og mit lama agtige kød smagte helt fantastisk. Flot grillet og perfekt saftigt.
Men så kom trætheden også. Vi var færdige med at spise ved 9-tiden. Vores indre ur gik stadig på dansk tid og det var 6 timer foran. Vi tøffede hjem og vi pakkede vores ting sammen, så vi var klar til afgang næste morgen. Jeg satsede på at skrive lidt i dagbogen men jeg har aldrig været ude for, at der kom nogle andre ord ned på computeren, end jeg tænkte. Så efter at have skrevet volapyk et par gange, klappede jeg sammen og kravlede i seng.
