Sydamerika - lørdag den 28. januar 2012
Cusco - Aquas Calientes
De første timer sov jeg godt men kl. 3 var jeg vågen. Det indre ur sagde, at jeg ikke skulle sove mere og højdesygen havde vist gjort sit indtog. Jeg havde hovedpine. Apotekets opskrift sagde, at Treo var godt mod højdesyge, så jeg lavede en god cocktail med et par Treoer. Efter en times overvejelser, stod vi begge op og pakkede sammen i fred og ro.
Kl. 5 var der morgenmad. Det hjalp at få noget i maven. Der var friskskårne frugter og juice. Lækkert. Så var der forskellige slags brød, som vi kunne riste. Deres ost var forholdsvis smagløst med en anelse salt. Marie fandt frem til Koka-theen, som vi fik en kop af hver.
Præcis kl. 6 var vi klar til afgang. Vores store rygsække var blevet opmagasineret på hotellet, som vi kom tilbage til i morgen. De næste par dage skulle foregå ved Machu Picchu. Vi blev kørt til en busstation, hvor vi blev hældt ombord på en lille bus, for at blive kørt halvvejs op til Machu Picchu. Det gik opad og ud af Cusco. Vi kørte opad i lang tid og endte på en højslette, hvor der var koldt men der blev dyrket mange afgrøder - og de så ud til at have det godt her.
Så gik det lidt nedad igen og vi kørte gennem en del hårnålesving, for at havne nede i en dal. Nu tårnede bjergene sig op omkring os. Ganske som jeg havde forestillet mig, at det ville være ved Machu Picchu. Vejret skiftede mellem sol, skyet og enkelte regnbyger, mens vi fortsatte ind gennem dalen og snart var vi ved Ollantaytambo, hvor vi skulle skifte til tog, for at køre de sidste godt 40 km. til Aquas Calientes. En lille by for foden af Machu Picchu.
Vi nåede frem til en P-plads, hvor der var mange busser, biler og turister. Vi fik straks en melding om, at togene til Machu Picchu stod stille og der ville gå ca. halvanden time, før de kørte. På dette tidspunkt var klokken 8:20. Vi gik en tur ned gennem gaden i byen og havnede ved selve banegården. Vi ventede lidt og fik så besked på, at der var sket et stenskred og at alt togtrafik var indstillet indtil kl. 14. Ved den tid ville man tage beslutning, om togtrafikken kunne genoptages.
Vi gik tilbage mod vores bus, for at være sikker på, at den ikke bare kørte tilbage til Cusco. Det var varmt og solen skinnede, så vi trængte til at få lidt tøj af eller finde et skyggefuldt sted. Vi valgte i første omgang at sætte os i bussen, for at afvente nærmere. Så kunne jeg blive ajour med dagbogen. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Der var mange passagerer med, som var på 1-dags tur til Machu Picchu. Der var ikke meget fornuft i, at de blev og tog et tog kl. 14. De ville først nå frem til selve Machu Picchu tæt på, at det blev mørkt. Men det virkede ikke til, at der var nogen, der tog affære for disse turister. Der skete ingenting og tiden gik bare. Marie og jeg kunne tage det mere roligt. Vi skulle jo kun nå frem til Aquas Calientes i dag. Vi skulle først besøge Machu Picchu i morgen.
Frustrationerne steg hos de forskellige, for der kom meget forskellige meldinger i løbet af meget kort tid og det virkede meget uorganiseret. Så skulle alle busser returnere til Cusco, for der var ingen togdrift i dag. Så ville togene pludselig køre i løbet af en halv time osv. osv.
Heldigvis kom det sidste til at holde stik. I hvert fald, at togene kom til at køre. For vi fik besked på at følge med en guide ned på perronen og afvente nærmere instrukser. Her var der rigtig mange mennesker og det virkede mindst lige så kaotisk, som tidligere. Der var mange guider, som styrtede rundt og diskutere, slog ud med armene alt imens turisterne myldrede frem og tilbage, for at få noget information om, hvad der skete. Engang imellem blev der annonceret noget på spansk og ind imellem var det også på engelsk.
Jeg var forbavset over, hvor roligt jeg selv tog det. Jeg betragtede det som en oplevelse og det var faktisk vældig underholdende at se på. Men jeg skulle jo så ikke på en en-dags tur til Machu Picchu.
Jeg kunne efterhånden finde ud af, at ingen af dagens tog var kommet af sted til Aquas Calientes, så togene kørte ind på perronen i en lind strøm. Jeg tænkte på, hvordan de overhovedet skulle få plads til alle de togsæt i byen, der ligger presset ned i bjergene. Men det var jo ikke mit problem.
Jeg ved ikke lige, hvad tidspunkt vi kom af sted men vi kom af sted til store klapsalver i kupeen. I et roligt tempo gik det ud af Ollantaytambo og snart gik turen gennem et fantastisk flot landskab. På den ene side løber Urubamba floden og på begge sider bliver bjergene gradvist mere og mere stejle. Der blev filmet og fotograferet til den store guldmedalje uden tanke for, at der senere skulle sorteres i det...
Det var helt sikkert en af de smukkeste togture, jeg nogensinde har oplevet. Den slår også turen fra Glasgow til Fort William i Skotland. Efterhånden som vi nærmede os destinationen, var bjergene lodrette på begge sider af os og den meget kraftige flod kæmpede indædt med jernbanesporene om den sparsomme plads. Det må have været et kæmpearbejde, at etablere en jernbane her.
I toget fik vi serveret en kold sodavand og lidt snaks og et par guider i vores vogn forsøgte at sælge lidt souvenir til os. Det lykkedes ikke for dem...
Vel ankommet til Aquas Calientes, blev vi sat af på jernbanesporene, der løber lige gennem den lille by. Vi orienterede os lidt og fandt så hurtigt ned til hotellet. Det var ikke svært, vi skulle bare følge den brusende flod, for hotellet ligger ud mod floden.
Vi fik et værelse på 2. sal med udsigt til floden og en ordentlig omgang konstant larm derfra. På en lille vej nede foran os kørte busserne i pendulfart op mod selve Machu Picchu, der ligger højt placeret i bjergene ved byen.
Vi pakkede lidt ud og nød udsigten til bjergene og floden. Det var virkelig bjergtagende! Så flot en udsigt ville mange hoteller misunde dette hotel.
Jeg havde jo en plan om, at vi skulle ud og se en meget høj stige op mod et bjerg, der hedder Putukusi. Så vi pakkede en lille feltration (vores store rygsække var heldigvis blevet opmagasineret på hotellet i Cusco) og begav os ud af vejen, der fører op til Machu Picchu. Her mødte vi mange mennesker, der så ud til at være gået ned fra Machu Picchu. De så trætte og meget solbrændte ud, så der var ingen tvivl om, at vi skulle beskytte os godt mod solen.
Ca. en kilometer ude af byen, havde vi stadig ikke set nogen spor af en sti, der skulle føre op til bjerget Putukusi, men vejen førte over floden, så vi måtte være gået for langt. Der stod en vagt ved broen. Sikkert for at sikre sig, at det kun var turbusser, der kørte med over. Han spurgte hvad vi søgte og han kunne sige, at stien og turen op til toppen af Putukusi var lukket. Men adgangen til stien var allerede i udkanten af byen, så vi var gået for langt.
Vi gik retur og fandt ikke nogen sti, selv om vi kom helt ind til byen. Vi nåede helt tilbage til vores eget hotel, før der var en trappe op mod jernbanesporene, der fører nord ud af byen. Der gik vi op og vi prøvede at følge jernbanesporene tilbage ud af byen. I Danmark ville det være helt utænkeligt, at man går ved sporene men her i Peru er det meget normalt. En jernbanearbejder fortalte os også, at stien var lukket men at den startede et lille stykke længere fremme. Ganske rigtig fandt vi stien, der hurtigt blev til stentrapper. Vi gik et pænt stykke på trapper og stier, indtil stien pludselig stoppede. Enten havde der været et jordskred eller også var der med vilje blevet rodet godt rundt i det, for den videre fremfærd var umulig, så vi måtte gå tilbage med uforettet sag...
Tilbage i byen, fandt vi en italiensk restaurant, hvor vi fik os en velfortjent kold øl. Vi havde lige sat os, da en lokal gut henvendte sig og spurgte, om jeg var Alex Kristensen. Det var lidt surrealistisk at blive holdt op på den anden side af jordkloden på den måde :D)
Det viste sig, at han var vores lokale guide og han havde set vores pas på hotellet, da vi ikke var at træffe der. Han var så bare gået på jagt efter os. Han forklarede os om morgendagens program og vi aftalte, at han hentede os på hotellet kl. 6 næste morgen. Ja, det lyder tidligt til en ferie men tænk på, at vi stadig havde den danske tid i hovedet, så det var ikke noget problem.
Han anbefalede kraftigt, at vi blev smurt ind i sololie, da solen var meget usund i højderne og den bed kraftigt, selv om det var overskyet.
Vi drak vores øl og fortsatte en tur op gennem byen. Sulten var så småt ved at melde sig. Vi havde jo levet af småsnacks hele dagen. Men først mente Marie, at vi skulle smage en Pisco Sour et sted, hvor der var happy hour. Det gjorde vi så. Pisco Sour er Perus nationaldrik og den smagte ganske fin men ikke så meget, at jeg ville overveje at slæbe en flaske eller to med hjem. Det kan sikkert også købes i Danmark...
Jeg havde læst, at restauranten Indio Feliz bød på en god hvidløgskylling. Den kunne jeg tænke mig at smage. Så vi gik på jagt i de sparsomme gader, for at finde restauranten. Jeg havde ikke noget kort over byen og restaurantens placering, da jeg antog, at byen var så lille, at vi let kunne finde rundt. Men vi endte med at spørge en betjent, der ledte os på sporet. Restauranten lå under 50 meter fra det sted, hvor vi havde fået en Pisco Sour.
Der var et enkelt bord ude foran restauranten lige ved indgangen og det indtog vi. Her sad vi i læ, hvis det skulle begynde at regne.
De havde ikke nogen hvidløgskylling på programmet, så vi valgte en 3 retters menu med en peruviansk grøntsagssuppe, peberkylling og is med frugter til dessert. Maden smagte rigtig godt så anbefalingerne holdt stik. Især suppen var lækker. Med friske, varme brød til og en skål med chilier, som rigtig kunne sætte fut i løjerne. Marie nøjedes med kold vand. Jeg skulle nu smage en mørk lokaløl. Den var sød men smagte ganske fortræffentlig.
Men trætheden meldte sig og regnen gjorde det samme. Det væltede ned, så stien ude foran restauranten ændrede sig til et lille vandløb. Heldigvis holdt regnen op og vi kunne gå tilbage til hotellet næsten uden at blive våde.
I dag var der ingen diskussioner om lige at ordne noget, inden vi gik til ro. Det var lige lukt i seng og vi snorksov efter en fantastisk dags oplevelser. I morgen ventede der også store oplevelser.
