Sydamerika - søndag den 29. januar 2012
Machu Picchu
Vi vågnede atter tidligt, kl. 4. Friske og klar til dagens forhåbentlig store oplevelse: Machu Picchu. Efter et bad og lidt dagbog, var vi klar til morgenmad ved 5:30-tiden. Vores guide Beto var klar på slaget 6 som aftalt. Han fulgte os op til busserne, der som de eneste må køre turen op til Machu Picchu. Så kan de selvfølgelig også selv sætte prisen.
Efter ca. 25 minutter i en tætpakket minibus med meget lidt plads mellem sæderne og en tur op via hårnålesving, var vi kravlet op til indgangen til Machu Picchu. Her var der tåge og en høj fugtighed, så vi kunne ikke se hele bygningskomplekset på en gang. Beto fandt en bænk, hvor vi kunne sidde under et halvtag. Her startede han med at fortælle meget indgående om Machu Picchu. Jeg havde forberedt mig en del men alligevel kunne Beto fortælle nogle ting, som jeg ikke vidste.
Nu skal jeg ikke give en udtømmende beretning om Machu Picchu men for dem, der har lyst, et lille brushup. Machu Picchu er placeret i bjergene med form som en tagryg. På begge sider er der lodret fald ned til Urubamba floden, der løber på begge sider af bjerget. Machu Picchu er bygget af inkaerne for ca. 600 år siden og stedet skulle tjene som vinterresidens for de gejstlige og de religiøse overhoveder. Stedet var indrettet i forskellige områder, så man skilte de forskellige rangklasser. Tjenestefolk og bærere boede lavest i komplekset. Mange af bygningerne er lavet af sten i forskellige størrelser og mange af stenene er hugget ud med mange kanter, så stenene passede perfekt ind i hinanden. Man behøvede ikke at bruge mørtel, da stenene var så perfekt slebet til, at der ikke kunne stikkes et stykke papir ind mellem dem.
Dengang var tid ikke penge, som det er i dag. Derfor kunne en person sagtens bruge et helt liv på at slibe på den samme sten.
Jeg har flere gange hørt, at man ikke vidste, hvorfor Machu Picchu var blevet forladt af Inkaerne. For det er et faktum, at stedet var forladt og tilgroet, da spanierne erobrede området (der var vist i 1534). Netop det, at stedet var forladt, var medvirkende til, at spanierne ikke fandt stedet i deres jagt på guld og andre værdier.
Beto fortalte, at der var krig mellem forskellige grupper blandt Inkaerne. Og den gruppe, der boede på Machu Picchu vidste godt, at stedet ikke var bygget som et uindtagelig fort. Beboerne skulle have forsyninger ind udefra, så alle vidste, at hvis man ville besejre Machu Picchu, skulle man bare afskære forsyningerne. Derfor blev stedet forladt og blev reelt først fundet i 1911. De lokale kendte dog allerede på det tidspunkt Machu Picchu.
Nok historiefortælling. Beto viste os rundt i de forskellige områder og han gav sig god tid til at fortælle undervejs. Der var mange besøgende overalt og de myldrede frem og tilbage overalt. Der er ingen tvivl om, at hvis man ikke gør noget, så bliver dette sted snart slidt ned af alle de mange turister.
Undervejs spurgte vi lidt ind til Beto. Han var på Machu Picchu hver dag, når han var på arbejde. Kan kunne præstere, at have 3 hold rundt på stedet på en dag. Han arbejdede 5 dage om ugen. Og da det er lavsæson, skulle han på ferie dagen efter.
Efter ca. 3 timers guiden rundt, holdt vi en pause ved indgangen til komplekset. Som dagens sidste destination, viste Beto os en tur op til Inka broen. Han advarede os før turen om, at hvis vi var bange for at gå på smalle stier, hvor der ikke var noget rækværk og det gik lodret 400 meter ned, så skulle vi bare sige fra. Det lød jo som en udfordring, vi ikke kunne stå over og vi fortrød det heller ikke. Snart var vi væk fra de områder, hvor der var forholdsvis mange mennesker. Stien var der åbenbart ikke så mange, der benyttede. Da vi var nået halvvejs, skulle vi skrive os ind i en bog, så de havde styr på, hvem der var på stien og hvem der var kommet retur. Beto fortalte, at det skyldes, at der forsvandt en turist i området for et par år siden. Han havde efterladt alt sit bagage og sine kreditkort på hotellet i Aquas Calientes. Man mente, at han var faldet ned på stien ud mod Inka broen.
Det var en enestående flot tur. Vi endte ved en lodret klippevæg, hvor en gammel inkasti førte videre. Stien var lukket efter Inka broen og det var tydeligt at se, at stien var groet helt til. Det så også noget faretruende ud med sådan en smal sti på den høje klippevæg. Man skulle ikke lide af højdeskræk!
Det sjove var, at jeg opdagede ikke selve Inka broen, så jeg troede, at den var styrtet sammen og det var årsagen til, at stien ikke længere kunne bruges. Først i toget samme aften, fortalte Marie, at der faktisk var en bro, der var bygget op af sten nede fra dybet. Sikke et arbejde, det må have været. Vi spekulerede begge på, om vi overhovedet fik et billede af selve broen så.
Vel tilbage ved det sted, hvor mange postkortbilleder er taget af Machu Picchu tog vi afsked med Beto. De sidste 2 - 3 timer havde han fået forskellige beskeder på sin telefon om, at togene igen i dag var meget ustabile. Der havde været et nyt jordskred, der havde blotlagt ca. 30 meter af jernbanesporene. Så man vidste ikke, om togene overhovedet ville komme til at køre i dag. Så vi begyndte at væbne os med tålmodighed.
Gæt lige hvor mange billeder, der blev taget ved "postkortstedet". Jeg knipsede løs, så gigten begyndte at melde sig i fingrene alt imens Marie nød udsigten og lidt chips. Vi havde taget en lommelærke med hjemmefra med vores egen Springbank whisky. Jeg havde derhjemme proklameret, at den skulle vi have en af, når vi sad på toppen af Machu Picchu. Det var nu!
Beto havde udpeget sted, hvor vi sad, som hans favoritsted ved Machu Picchu. Det var også helt fantastisk og man kunne slet ikke lade være med bare at sidde og meditere lidt over udsigten. Den kan ikke fanges godt nok på film og billeder. Man SKAL være der. Nu var vi også heldige med vejret. Solen skinnede og varmen gjorde os lidt døsige. Men så vågnede den glade fotoamatør op igen og tog lidt flere billeder :D)
Efter ca. 7 timers besøg på Machu Picchu vendte vi tilbage til indgangsområdet og hoppede ombord på en bus, der kørte kort tid efter. Man må lade dem, at transportsystemet fra Aquas Calientes til Machu Picchu fungerer upåklageligt. Det er dyrt at tage bussen men systemet virker. Eneste alternativ er, at man kan gå derop. Der er ca. 7-8 kilometer. Det var der faktisk en del, der gjorde. Vi foretrak nu at bruge kræfterne på at gå rundt på selve Machu Picchu. Det involverer også en hel del trapper undervejs.
Godt mætte af dagens fantastiske oplevelser, blev vi sat af i byens centrum. Der var ca. 3 timer til, at vores tog skulle afgå (hvis det var planmæssigt), så vi gik op i byen og fandt frem til det pizzaria, hvor vi dagen før havde fået en Pisco Sour. Her bestilte vi en pizza og en stor kold øl. Og den var stor. 1,1 liter. Tjeneren kom heldigvis kun med en øl. Det tog lidt tid at lave pizza'en, for ovnen skulle lige sættes i gang - det var jo midt på eftermiddagen. Det passede os nu fint, for vi sad ved et bord og kiggede ud på de mennesker, der passerede på vejen (trappen) foran. Underholdningen flød bare forbi, mens vi nød et glas koldt øl.
Pizza'en var ikke noget særligt men den blev konsumeret. Vi betalte og gik en lille tur rundt i byen, for at finde det lokale marked. Det viste sig, at det lå lige ved siden af banegården i byen. Vi gik lidt rundt men blev hurtigt træt af, at kigge. Det var de samme ting, der blev solgt overalt. Peruvianerne skal have den ros, at vi endnu ikke følte os antastet. De var meget tilbageholdne. Hvis de f.eks. gerne ville have os ind på en restaurant, så accepterede de hurtigt et "no gracias". Ikke påtrængen på nogen måde og det er dejligt, når man går rundt i gaderne.
På stationen var der et opslag, der ikke fortalte meget mere, end vi viste. Man vidste ikke, hvornår togene begyndte at køre. Det var endnu god tid, til vores tog skulle køre men vi kunne godt begynde at regne ud, at vi ikke kom af sted til tiden.
Så vi gik ned i byen og fandt en restaurant, hvor vi kunne sidde bagerst i deres lokale, hvor der var åbent ud til floden, der brusede lige neden for vores fødder. Man kan spørge sig selv, hvorfor man opsøger sådan et sted, hvor larmen er øredøvende. Men samtidig er det også en form for meditation i lyden.
Efter en halv times tid, gik vi tilbage til stationen, for at følge udviklingen. Over højttalerne blev vi bedt om at blive på stationen, da togene var begyndt at køre fra Ollantaytambo. Kort tid efter blev det annonceret, at det første tog snart ville ankomme, så folk blev bedt om at stille sig i kø i stationens udgangshal. Det var der åbenbart ikke mange, der troede på, for vi var kun ganske få, der stillede sig op.
Så skete der intet i ca. en time. Vi stod bare og ventede. De fleste mennesker tog det ganske roligt. Mange hyggede sig udenfor bygningerne. Vejret var mildt og overalt sad der større og mindre flokke af især unge mennesker og hyggede sig. Der var også en del, der vandrede hvileløst rundt, for at se, om der ikke snart skete et eller andet.
Jeg var ved at være træt ovenpå dagens anstrengelser, så jeg var ved at overveje, om vi ikke skulle gå tilbage til hotellet og få fat i Beto. Han havde sagt, at vi skulle ringe til ham, hvis der var problemer med toget. Så skulle han nok arrangere det fornødne. Flot service.
På et tidspunkt begyndte de at annoncere, at dagens første tog ville ankomme og prioriteringen blev som i går, at man blev kaldt ombord i togene i den rækkefølge, som man oprindeligt skulle have været af sted. Det lød meget rimeligt men jeg forudså, at der alligevel ville blive kaos i den lille bygning, når de mange mennesker ville prøve at komme ombord i toget. Det var jo ikke til at vide, om der kun kom det ene tog.
Vi fortrak og satte os udenfor, hvor der ikke var helt så tæt med mennesker. Så kom det første tog endelig og det holdt meget længe, før de havde fået det fyldt op og sendt af sted. Så kom tog nr. 2 ind og det gav mere plads i afgangshallen. Vi trak indenfor, for det var blevet mørkt og hvis det gik ligesom i går, ville der måske komme regn.
Da vi havde siddet der kort tid, besluttede vi os for at forsøge at komme med tog nr. 2. Det var godt nok ikke "vores" ud fra togets nr., men det lykkedes alligevel at få en plads. Vores pladsbillet passede, så måske var det alligevel "vores" tog. Det var ikke til at finde ud af.
Vi ventede længe. Personalet styrtede frem og tilbage i et uorganiseret kaos, for at få fyldt toget op. Vi kom til at sidde sammen med en fyr, der havde indisk baggrund men boede i Washington D.C. Han var et meget spændende bekendtskab. Han havde arbejdet i den finansielle sektor men valgte for ca. 3 år siden at kvitte alt, for at rejse. Han havde foreløbig været i 99 lande. Han fokuserede meget på at være sammen med de lokale og han fortalte, at han bl.a. havde sovet i huler i Jordan sammen med normader. Det virkede til, at han havde været overalt. Også i Danmark. Mens selvfølgelig kun i København! Han anså Skandinavien for at være et dejligt område, men han kunne ikke leve der på grund af de mørke vinteraftener.
Ved siden af inder/amerikaneren sad en ældre fyr fra Brasilien. Han var psykolog og havde ferie. De 2 talte en del om steder i Brasilien og amerikaneren fortalte, at han havde fanget en anakonda i et sumpområde i landet. Han havde bare set halen af slangen i sumpen og så mente han, at han skulle prøve at trække den op af sumpen. Der var godt nok et par krokodiller der også, men ifølge ham selv sprang han hen over dem og fangede slangen og trak den op. Den var 2-3 meter lang, så det var en ung slange. Vi grinede lidt af historien, for den lød næsten for godt, til at være sand. Han kunne åbenbart mærke vores skepsis, for så sagde han: "Just to proof, that I did it, I will show you a picture", hvorefter han trak en lille laptop-PC frem og startede den op. Vi grinede lidt mere af historien, for hvordan skulle han være i stand til at springe rundt i sumpen og tage billeder samtidig med, at han trak i en slange... Det viste sig, at han havde en kæreste med og hun havde taget billedet. Den var god nok, selv om vi ikke lige kunne se krokodillerne på billedet.
Det var et par spændende herrer og Marie og jeg talte senere om, at vi kunne sikkert have fået meget mere ud af samtalen med dem. De var hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi mennesker er forskellige rundt omkring - og alligevel er vi jo ens i vores grundlæggende ønsker og behov.
Vi spurgte også amerikaneren, hvilket land han havde haft de største oplevelser. Han svarede uden tøven, at han savnede Afrika meget. Det var et helt specielt kontinent at besøge. Afrika stod ikke lige på vores ønskeseddel men måske skulle vi alligevel sætte kontinentet på listen...
Jeg spurgte ham også, om han aldrig var bange, for at rejse rundt alene i områder, som ikke er typiske turistområder. Det var han aldrig, sagde han. Det var lige så farligt, at færdes i de amerikanske byer om aften og natten. Man skal bare bruge sin sunde fornuft, sagde han. Det kunne vi jo kun være enige i.
Da toget endelig kom af sted, var det blevet mørkt og hele turen foregik uden vi kunne se noget som helst af den fantastiske natur udenfor. Toget kørte på skinner, der var meget dårligt afbalanceret og vi vuggede godt en del gange. Måske et tegn på det ustabile underlag, som åbenlyst voldte dem stor besvær.
Ved Ollantaytambo skiftede vi til busser og det gik heldigvis smertefrit. Busserne var små og med lidt benplads, så de 2 timers kørsel tilbage til Cusco var ikke nogen udpræget god oplevelse. Det var mørkt og vejen var meget ujævn. I alle småbyerne, vi passerede, var der vejbump, som ville flå bussen i stykker, hvis farten ikke blev sat ned til 5-10 km./t.
De fleste sov, da vi nåede tilbage til Cusco ca. 0:15. Der ankom 2-3 busser samtidig, så der var mange, der gerne ville have en videre transportmulighed til hoteller o.l. Vi ventede lidt og der kørte en del biler. Vi var ikke sikre på, om der kom nogen, for at hente os.
Overfor på den anden side af vejen holdt en bil og deri sad en mand og blundede. Han vågnede pludselig op, lukkede døren op og råbte på "Alex". Det var lige det, vi manglede. Foran flokken af mennesker myldrede vi over vejen og var lige ved at lå armene om ham. Han kørte os den korte tur tilbage til hotellet og fik banket en portier op, så vi kunne komme ind og i seng.
Vi fik et andet og større værelse og vores store rygsække var allerede båret op på værelset. Vi var ikke klar til at gå i seng, så vi pakkede lidt ud og fik skrevet lidt dagbog og taget backup af vores billeder. Kl. 2 var vi blevet trætte og kravlede til køjs. Glade og tilfredse med de sidste 2 dages store oplevelser. Og ikke mindst glade for, at vejret havde været så perfekt på turen til Machu Picchu. Vi kunne ikke ønske os det bedre!
