Sydamerika - onsdag den 01. februar 2012

Med Orient Expressen fra Cusco til Puno

Tilbage

Jeg ville have skrevet, at det var en rolig nats søvn. Men Marie var overbevist om, at hun havde oplevet et jordskælv ved 23-tiden. Det blev bekræftet af et par unge danskere, som vi mødte senere. Det havde vist kun været et enkelt ryk.

Så jeg vil i stedet skrive: efter en nats søvn, blev vi flået ud af drømmene af min mobiltelefon, der meddelte os, at klokken var blevet 5. Vi stod op til det smukkeste vejr i Cusco. Næsten ikke en sky på himlen, der var begyndt at lysne.

Sidste omgang morgenmad i Cusco blev indtaget og vi var klar til at blive afhentet kl. 7:15 som aftalt. Og igen måtte vi sande, at rejsebureauet havde styr på tingene. De kom til tiden og vores gennemgående guide var med i bilen, og hun ville gerne høre, hvordan vi havde oplevet vores tid i Cusco og omegn. Vi kunne kun sige, at vi var meget tilfredse. Så var hun også glad...

Vores bagage blev næsten flået ud af bilen, da vi kom til banegården og vi fik i stedet et par bagagesedler i hånden. Så var vi klar til at gå ombord i toget, der skulle føre os til Puno. Vi var lidt spændte, for vi havde været ude for lidt af hvert til Machu Picchu. Peru Rail kunne selvfølgelig ikke gøre for, at der var sket en række lavineskred på strækningen til Aquas Calientes. Men de havde ikke meget styr på at få folk organiseret.

Det var der til gengæld ingen problemer med i dag. Der var styr på tingene hele vejen igennem. I afgangshallen var der et orkester, der spillede. Vi valgte at gå direkte ombord og blev mødt med venligt personale, der viste os på plads. Vi fik en plads, så vi begge sad i kørselsretningen. Foran os var et fint bord med stofdug, friske blomster i vase og en fin lille læselampe.

Men pladsen skulle ikke være der, hvor vi brugte mest plads, selv om udsigten sikkert var fin nok derfra. I vognen bag os (den bagerste vogn) var udsigtsvogn med fin salon, udsigtspladser og mulighed for at kigge bagud. Jeg indtog straks en plads bagerst med kameraet og så blev der filmet og fotograferet til den store guldmedalje.

Præcis kl. 8 blev der ringet med en stor messingklokke og snart efter trillede vi langsomt ud af stationen i Cusco. I roligt tempo gik det ud gennem byen og snart var vi ude i et fantastisk landskab som bliver svært at slå. De første timer kørte vi gennem et meget frodigt landskab, hvor vi fulgte en stor flod.

Marie bød på en pisco sour drink til formiddag og straks, da vi havde fået den, bekendtgjorde personalet, at der var pisco sour til alle. Vi faldt i snak med et par yngre danske fra vestkysten. Det plejer ellers altid at være københavnere, man støder på, når man er kommet til det store udland. Mens vi nød vores drink, var der en lille tøjopvisning - og tilfældigvis kunne man købe produkterne bagefter.

Jeg var ikke til at rive væk fra udsigtsvognen. Først da vi nåede til turens højeste punkt i over 4.000 meters højde og toget gjorde holdt ved en lille station, kunne jeg lokkes af pladsen. Der blev gjort et 10 minutters stop, så der var lige tid til at sende Marie ud og kigge på de boder, der tilfældigvis var banket op ved stationen. Alt imens jeg cyklede rundt om toget, for at få et fint billede af det. Ja, kald mig bare togidiot. Så kaldte frokosten og vi nåede samtidig en højslette, hvor der ikke var så stor variation, så skaden var ikke så stor. Vi kunne vælge mellem et par forretter, 3 hovedretter og 1 dessert. Marie og jeg valgte kyllingesuppe til forret. Det smagte fint men der var kun et enkelt lille stykke kød i. Til hovedret havde vi valgt grillet laks. Det smagte meget fint, men Marie var blevet lidt dårlig. Nu var hendes mave endelig i nogenlunde orden. Så begyndte hun at døje med højdesyge. Vi var efterhånden over 4.000 meters højde, så hun smagte kun lidt på hovedretten og rørte slet ikke desserten, en mousse.

Hun fik fred til at sove lidt, efter vi havde serveret en kop koka-the for hende. Ifølge tjeneren i baren var det god medicin mod hovedpine.

En meget stor del af turen efter frokosttid kørte vi på højsletten. Naturen var ikke så spændende og afvekslende her. Tiden blev brugt til at høre på lidt panfløjte musik i cafe-vognen. Tjeneren viste hvordan han lavede pisco sour og bagefter var der happy hour i baren.

I Juliaca oplevede vi det sjove fænomen, at jernbanesporet også er handelsgade. Så snart toget har passeret, rykker sælgerne deres ting ind på skinnerne. Flere stedet havde de ikke engang fjernet deres ting. Der lå f.eks. flere steder store stakke med bøger. Et lidt sælsomt syn.

På sidste del af turen kom vi tættere og tættere på Titikakasøen og kort tid efter ankom vi til Puno, som skulle være vores destination for natten.

Vi sagde farvel til togpersonalet og dermed til en oplevelse, som for mit vedkommende rangerer i top 10 af mine største oplevelser! Det er store ord, at tage i min mund.

Vores unge danske venner skulle selv finde frem til deres hotel men selvfølgelig stod der en vogn og ventede på os. Igen med chauffør og guide. Guiden, en ung pige, fortalte lystigt om vores program for de næste dage. Meget godt timet, for da hun var færdig, var vi ved hotellet. Det virkede meget planlagt.

Første øjekast på hotellet sagde, at standarden ikke var helt på højde med Terra Andina i Cusco men værelset var helt fin. Vi kunne selv lave en kop koka-the og det gjorde vi. Guiden havde sagt, at det var gratis at få ilt fra et apparat. Det tilbud tog Marie imod og snart havde hun det bedre i hovedet, synes hun.

Jeg gik på jagt efter noget vand og det var lidt svært at finde et sted, hvor det kunne handles. Jeg var ikke nået mere end ca. 100 meter væk fra hotellet, før en ansat fra hotellet passede mig op. Jeg havde lidt svært ved at forstå ham men efter flere forsøg, handlede det om, at han sagde, at jeg skulle passe på min fototaske, som jeg havde taget med.

Ikke fordi det er specielt farligt at gå rundt i Puno men i disse dage er der stor festival. Og jeg skal hilse at sige, at det blev vi vidne til...

Først gik vi op på hotellets 6. Sal, for at få noget at spise. Vi var ikke vildt sultne men blev overtalt til en cognacflamberet steak. Den smagte super. Mens vi spiste, var der vild gang i musikken. En masse messingmusik, der egentlig ikke lød så galt men når flere orkestere forsøger at overdøve hinanden, går det hurtigt galt.

Da vi havde spist, blev vi enige om, at gå på værelset. Vores værelse havde udsigt til et gadehjørne tæt på byens centrale plads. Og næste samtidig med, at vi var tilbage på vores værelse, startede paraden med at gå forbi vores gadekryds. Hold da op et show. Det var vældig sjovt at se på og det betød også, at vi ikke kunne kravle i seng, for det larmede simpelthen for meget.

Jeg tørnede ind ved midnatstid og der var stadig gang i trækbasunerne og stortrommerne i gaderne. Et par hørepropper burde kunne hjælpe lidt på det...