Sydamerika - lørdag den 04. februar 2012

Puno - Chivay

Tilbage

Det blev en meget urolig nat med meget larm fra diverse spillesteder i området, så vi fik ikke helt den mængde søvn, som vi havde brug for. Men vi kom op og fik pakket de store kufferter. Restauranten lukkede først op kl. 6, men de havde lovet at åbne lidt før, så vi kunne nå at få vores morgenmad. Kl. 6:10 gav en tjener os besked på, at vores bil var ankommet. Heldigvis var vi færdige med morgenmaden. Da vi kom ned i receptionen, var bilen imidlertid kørt. Receptionisten sagde, at de ville komme tilbage og hente os.

Kort tid efter holdt en ca. 10 personers bus foran døren og en lille peruviansk dame kaldte på os. Vi havde fået besked på, at vi blev kørt på stationen, hvor vi skulle skifte til en anden bil men det viste sig, at vi skulle køre videre med denne minibus.

Det var lidt befriende, at guiden kun behøvede at tale engelsk til os. Især fordi hun, på lige fod med de andre guider, vi havde mødt, gerne ville fortælle og det tog lang tid, hvis det skulle gøres på flere sprog.

Vi kørte ca. en time og kom til en større provinsby. Mens vi kørte gennem byen, fortalte guiden, at den peruvianske regering havde store problemer med netop denne by, fordi den lokale ledelse og politiet så igennem fingre med, at der blev importeret varer fra Chile og Bolivia uden der blev betalt afgift. Det var et stort problem men åbenbart ikke stor nok til, at regeringen skred ind. I udkanten af byen lå en del fabrikker, der lavede mursten. Guiden fortalte, at dagens produktion blev solgt på markedet næste dag. Marie havde ikke hørt så godt efter, for hun gjorde sig klar til at skulle ind og se på varer. Hun var dog enig i, at hun ikke skulle købe mursten...

Vi kørte gennem et åbent landskab i kedeligt gråt vejr. Men efterhånden som turen skred frem, blev vejret gradvis bedre. Ved 10-tiden kom vi til et alsidesliggende sted, hvor vi skulle have lidt varmt at drikke og en snack, bestående af en sandwich og et par stykker chokolade. Den varmedrik kunne være forskellige slags the og kaffe. Vi valgte en kop the med 3 forskellige krydderurter i. Alle 3 urter var gode imod højdesyge. Det led vi nu ikke så meget af mere, men theen smagte fint og jeg måtte erkende, at jeg var ved at få smag for the...

Mens vi spiste vores snack, dukkede der pludselig en mand op, for at præsentere sig. Victor sagde, at vi skulle fortsætte turen med et andet selskab. Det virkede lidt underligt, for ifølge vores papirer skulle vi først sluttes til et andet selskab, når vi nåede frem til byen Chivay. Men vores "gamle" guide Susanne stod ved siden af, så det måtte være god nok. Vi gik ud, for at hente vores bagage men fik besked på, at vi kun skulle tage håndbagagen med. Vores store rygsække ville blive bragt til Chivay i Susannes bil. Det lød mærkeligt men Viktor forklarede, at vi skulle skifte, fordi Susannes bil havde mere travlt, idet den skulle køre tilbage til Puno samme dag. I Viktors bil, havde vi bedre tid og kunne gøre flere stop undervejs.

Vi fortsatte turen mod Chivay og gjorde undervejs flere stop, for at tage billeder af den særprægede natur og lamaerne og alpacherne. Vi fik forklaret forskellen på de 2 dyrearter. Alpacherne er typisk hvide og de har kortere hals og mindre hoved.

Vi nåede også turens højeste punkt i knap 5.000 meters højde. Her var sne men det afholdt ikke nogle i at sælge diverse varer. Fra dette højeste punkt, havde vi udsigt til 3 - 4 vulkaner.

Vi nærmede os Chivay oppe fra bjergene. Det første glimt af byen fik vi fra højt i bjergene og det var en fantastisk udsigt. Vi gjorde et stop på vejen ned og som sædvanlig var der nogle af de lokale, der havde banket en forretning op, for at sælge nogle af deres lokale varer.

Vi fortsatte ned mod byen, hvor vi skulle betale en afgift, for at besøge Colca Canyon. Der var allerede betalt for nogle i selskabet og vores navne blev råbt op, så vi sendte en venlig hilsen hjem til Bibbi i vores rejseselskab.

Inden vi blev kørt til vores hoteller, spiste vi fælles frokost i en stor restaurant i Chivay. Der var allerede betalt for nogle, og vi blev råbt op. En lækker buffet med mange spændende retter. Det var simpelthen umuligt, at nå igennem dem alle.

Mens vi spiste, havde Victor en kedelig meddelelse til os - og til en amerikaner i selskabet, som også havde været med fra Puno til morgen. Vores bagage var ikke blevet sat af i Chivay men var ved en fejl taget med retur til Puno. Så vi måtte klare os uden barbermaskine, rene underbukser og tandbørste den kommende nat. Det var vel til at leve med for en enkelt nat.

Efter frokosten og den lidt trælse meddelelse, blev vi kørt til vores hoteller. Selskabet skulle bo på 3 forskellige hoteller og standarden så umiddelbart ud til at være lidt forskellig - med vores som et midterpunkt. Vores amerikanske medpassager skulle bo på et meget spændende hotel i byens udkant.

Inden folk blev sat af, sagde Victor, at vi kl. 4 skulle ud og bade i et bad med varmt vand fra en vulkan. Vi kunne blive afhentet i byens centrum, ikke så langt fra vores hotel. Det valgte vi.

Så da vi havde tjekket ind på Casa Andina i en lille hytte med en mærkelig, lidt ubehagelig lugt, gik vi ind mod byens centrum og fik her kigget på tøj, lavet af den fineste alpache uld (babyalpache). Jeg havde læst, at det var rasende dyrt men vi blev positivt overraskede, da prisen for en trøje til Marie var på 290 soles, omkring 600 kroner. Det var ikke afskrækkende men hun faldt ikke nok for trøjen, til at hun købte den.

Vi blev hentet et kvarter forsinket og kørt ca. 3 km. udenfor Chivay til et badeområde, hvor der var både indendørs og udendørs bade. Victor forklarede, hvordan omkring 80 grader varmt, svovlholdigt vand (lugter som råddent æg) blandes med koldt vand, så temperaturen i bassinerne endte på omkring 39 grader. Marie ville gerne bade og måtte leje badetøj, da hendes eget befandt sig i en bil et sted mellem Chivay og Puno.

Jeg valgte i stedet at gå turen tilbage til Chivay. Jeg var lidt træt og havde behov for at være lidt alene. Det var en køn tur langs den brusende Colca flod. Undervejs begyndte det at regne men det var svært at holde kameraet inde under regnfrakken. Naturen var simpelthen så flot og enestående, så kameraet røg ind og ud fra sit skjul i et væk.

Jeg endte i Chivay, hvor regnen tiltog ganske stille og rolig. I Chivay gik jeg en lille omvej, for at få et billede af broen over Colca floden. Det var enestående flot.

Så havde jeg fortjent en øl og jeg havde spottet, at der på byens centrale plads var en irsk pub. Nu var vi ikke så heldige med den irske pub i Cusco men jeg tog chancen og var hooked på en Guiness, som de vel måtte have, når de kaldte sig irsk pub. Der var ikke en sjæl i pubben. Kun en lille dame, der beredvilligt viste øludbuddet frem. Det var begrænset til en række lokale øl og jeg valgte en, jeg ikke havde smagt før. Damen spurgte, om jeg ikke ville sidde ovenpå, hvor der var en fin udsigt over pladsen. Det sagde jeg ikke nej til. På 1. Salen sad hendes søn og så tv og han tog ikke notits af, at jeg satte mig derop.

Jeg havde aftalt med Marie, at vi skulle mødes på pubben kl. 18, hvor de ville være færdige med at bade. Men jeg var færdig med min øl ved den tid, så jeg betalte og stillede mig ud, for at vente. Marie dukkede snart op sammen med Victor og vores amerikanske ven. Amerikaneren manglede noget medicin i den kufftert, der var røget retur til Puno, så Victor måtte hjælpe ham med at finde alternative på det lokale apotek, som lå lige ved siden af den irske pub.

Marie og jeg tog afsked med de 2 og gik på jagt efter aftensmaden. Igen havde jeg gjort noget hjemmearbejde og fundet et godt spsested som vi heller ikke kunne finde. Så vi endte med at gå retur til den irske pub. Der var nemlig dækket fint op på 1. Salen, så mon ikke også maden var OK. Nu var manden åbenbart kommet hjem og han agerede tjener. Han anbefalede os pizza. De lavede byens bedste pizza, sagde han. Jeg tænkte på, om det også var byens eneste (det var det ikke).

Hvidløgsbrødene havde ikke set meget til hverken olivenolie eller hvidløg men pizzaerne smagte ganske fint. Da vi var færdige, regnede det stadig og vi forsøgte at praje en tuktuk hjem til hotellet. Vi vinkede til de første 3 - 4, der kørte rundt om torvet i sneglefart, men de kørte bare forbi, uden at stoppe. Mærkeligt. Så sprang jeg ud på fortovet og råbte af en af dem. Han vågnede op og samlede os op. Det tog ham ikke mange minutter, at køre os til hotellet og han protesterede ikke over, at jeg gav ham 5 soles, 11 kroner.

Vi løb til vores hytte (så hurtig, som man nu kan i ca. 3.800 meters højde). Netop som vi var kommet indenfor, bankede en ung fyr på. Han spurgte, om vi ville have et par varme flasker, til at varme os på i sengen. Det har vi aldrig oplevet før og vi morede os kosteligt, da vi kravlede i seng til de varme flasker. De blev dog fisket ud af dynerne, inden vi lagde os til at sove ved 9-tiden. Hotellet havde internetforbindelse, men det blev kun til en kort hilsen hjem til Danmark, for vi var trætte.