Sydamerika - fredag den 10. februar 2012

Viña Del Mar & Valparaíso

Tilbage

I dag kunne vi ikke sove længe. Vi blev nemlig afhentet kl. 9, samlede vores canadisk/danske venner op i centrum af Santiago og kørte vestpå ud mod kysten og Stillehavet. Vejret var igen flot, nogenlunde klart og varmt. Heldigvis var bilen igen godt tempereret. Det første stop vest for byen blev ved en lille geschæft, hvor vi skulle smage en lokal drik, som smagte lidt af blomme. Den blev hurtig lidt for sød, så jeg håber ikke, at de lokale drikker meget af den... En flok lokale "cowboys" tog imod os og var klar til at servicere os, hvis vi ville købe noget. Cowboys er måske et lidt misvisende ord, for herrerne var meget pæn klædt på med en hvid jakke og en meget bred flad hvid hat.

Så kørte vi videre af motorvejen mod Valparaisa og Vina del Mar. Vi passerede også Casablanca dalen, hvor der produceres nogen af de bedste vine, som Chile kan præstere. Klimaet her er perfekt til vindyrkning og det var nogen af de europæiske og nordamerikanske vinmagere hurtig til at se. Derfor finder man bl.a. Rotschild og Miquel Torres (fra Spanien) med vinmarker i Casablanca dalen.

Casablanca dalen er vel ca. 10 km. i længden (og sikkert tilsvarende i bredden) og da vi havde passeret den, kørte vi gennem et område med en masse uopdyrket land, inden vi nærmede os kysten. Den dal, som vi skulle besøge, består af 2 sammenbyggede byer.

Valparaisa lå til venstre for os, da vi kom ud til kysten. Guiden fortalte, at i denne bydel boede folk og de arbejdede. I Vina del Mar brugte de pengene. Her er restauranter, badestrande, casinoer osv.

Det hele virkede meget hektisk. Der var mange mennesker overalt og det skyldes ifølge guiden, at mange indbyggere fra Santiago tager ud til området ved Stillehavskysten, til deres sommerresidens. Lige nu er der sommerferie i Santiago og derfor er der ikke så meget trafik i byen - men til gengæld er der flere mennesker i Valparaisa, som vi startede med at besøge.

Vi forlod vores minibus og fulgte vores guide rundt. Først skulle vi med en kabelbane op i bjergene. Den tog ikke lang tid men første os alligevel pænt op i højderne. Her blev vi ført en tur rundt i et område med mange spændende bygninger. Mest boliger. Malet i mange spændende farver og alt sammen med til at give et billede af en yderst tiltalende bydel. Man fik helt lyst til at flytte ind i området!

Området var meget kuperet og vi endte ved en lang trappe, hvor vi gik ned. Snart var vi ved et havneområde og tilbage ved vores bus. Klokken var allerede blevet godt over 12, så sulten var begyndt at indfinde sig.

Vi kørte mod nord og var snart i Vina del Mar, hvor der var masser af spisesteder. Vi blev sat af helt ude ved Stillehavet, hvor folk lå på stranden og solede sig. Lige hvor vi blev sat af, lå en chilensk fiskerestaurant. Den måtte vi besøge. Vores canadisk/danske venner gik også derind og vi fik hurtigt et bord til 6. Det var en pæn stor restaurant, men der var stort set fyldt op.

Vi bestilte forskellige fiskeretter og det smagte fint - uden at være prangende, hverken i servering eller i smag. Til gengæld satte regningen rekord. Ikke engang de kæmpestore bøffer, vi havde fået i Santiago den første aften, kunne måle sig med prisen her. Det måtte helt sikkert være beliggenheden, der gjorde det...

Vi skulle have været afhentet kl. 3, for at blive kørt tilbage mod Santiago, men det tog lang tid at bestille og spise vores fiskeretter, så det blev hurtigt arrangeret, at vi først blev afhentet kl. halv 4. Så kunne vi også nå ned og se på stranden og Stillehavet.

Jeg må sige, at der kom Vesterhavets bølger til kort. Bølgerne her i Vina del Mar var noget større og brændingen var meget hård. Det var forbudt at bade - sikkert af samme årsag. Man måtte nøjes med at dyppe tærene og det var der mange, der gjorde. Gitte blev overrasket af en bølge og fik våde bukser. Bølgerne var også af meget varieret størrelse, så det var let at blive snydt.

Så var der afgang mod vores hoteller igen. Vi gjorde et lille stop på en bakketop, hvorfra der var udsyn til hele bugten, vi havde besøgt i dag. Men der var diset og udsigten var ikke så god. Så vi fortsatte hurtigt ud på motorvejen og retur mod hovedstaden. Her kom vi til rushhour og der var masser af biler og busser på vejene. Alligevel virkede det til, at infrastrukturen fungerede. Trafikken gled fint og vi fik snart sat vores venner af i centrum og vi var også hurtig tilbage på hotellet. Her tog vi afsked med vores guide, der åbenbart også skulle være vært for os i morgen, hvor vi skulle på vinbesøg.

Marie og jeg var stemt for en tur i svømmepølen. Der var pænt fyldt op på hotellets tagetage, så for mit vedkommende, blev det kun til en kort tur i vandet, hvorefter jeg fortrak, for at få skrevet lidt dagbog. Men inden jeg gik ned, konstaterede jeg, at disen ind over Andesbjergene stadig var der, på trods af, at det havde blæst en smule. Så spørgsmålet var, om der virkelig var tale om dis fra en tidligere skovbrand, som guiderne blev ved med at sige. Eller om der var tale om smog fra en storby?

Gitte og Hans var ikke sultne, så de ville bare finde noget let at spise i hotellets restaurant. Jeg var stadig hooked på en thailandsk restaurant, som jeg havde set i noget materiale. Den skulle ligge et par kilometer fra hotellet, så Marie og jeg fik styr på ruten og vandrede af sted i den dejlige aftenvarme. Vejret kunne næsten ikke være mere perfekt. Ikke en vind rørte sig, solen var lige gået ned og temperaturen var helt perfekt.

Vi gik af nye uafprøvede veje ind mod Santiagos centrum og vi havde hele tiden godt styr på, hvilke veje, vi skulle gå på. Vi ramte da også den rigtige gade uden de store svinkeæreinder og snart havde vi Pad Thai restauranten foran os. Men glæden varede kort. De tog ikke kreditkort. Det var vi ikke forberedt på og vi havde kun få kontanter med. Pokkers også! Det var så 2. Dagen, hvor det ikke lykkedes med det thailandske.

Skuffelsen blev dog hurtig vendt til noget glæde, for lige ved siden af lå en mexicansk restaurant. Så måtte vi "nøjes" med det. De havde rigtig gode tequilaer på menuen og sådan en måtte vi selvfølgelig smage! Vi bestilte begge en hovedret og et par mexicanske øl og det blev fortæret, mens et par gik rundt og spillede ægte mexicanske sange. Det var et populært sted, for folk myldrede ind i en lind strøm.

Godt mætte gik vi videre ned af gaden. Vi ville prøve at tage undergrundsbanen hjem. Det var lidt bøvlet at få bestilt billet men vi fandt ud af det og snart var vi ombord i en yderst effektiv undergrundsbane. 2 stationer længere henne, var vi af igen og klar til at finde vores egen gade. Men et eller andet gik galt og vi gik en forkert vej. Efter et stykke tid måtte vi erkende, at vi var lidt lost og selv om der var en sød ung mand, der hjalp os, så var vi ikke helt sikre på, hvor vi faktisk var. Ikke så behagelig. Alle vores (i øvrigt meget velkvalificerede) valg var gået galt.

Vi tabte kun fatningen for en kort stund og så fandt vi fodfæste. Vi havde lige talt om, at hoppe ind i en taxa men så kunne vi genkende stederne igen og snart var vi på rette vej. Hjemme igen på hotellet kl. lidt i 12. Det var jo alt for sent i forhold til, hvad vi plejede. Trætte og tørstige kravlede vi i seng. Så sov vi garanteret godt i nat!