Sydamerika - onsdag den 15. februar 2012

Bariloche - Buenos Aires

Tilbage

I dag skulle vi prøve noget næsten nyt på turen. Vi vågnede nemlig op til gråt vejr. Det var ved at være længe siden, vi sidst havde oplevet det. Pyt, for vi skulle jo videre med fly til Buenos Aires, så lidt overskyet vejr var vel i orden.

Igen havde vi en morgen, hvor der var fred og ro, til at spise morgenmad og få pakket rygsækkene. Det sidste gik som en leg, for det var inde i en fast rutine. Det var morgenmaden næsten også. Der blev som regel kun skiftet ud på en enkelt post mht. Ingredienserne. Her var der karamelcreme til at smøre på brødet.

Gitte og Hans havde truet med at stå forholdsvis tidligt op. De ville være friske i dag og klar til at kigge lidt på Bariloche, inden vi blev hentet og kørt til lufthavnen. Jeg troede ikke rigtig på dem, for de er ikke A-mennesker. Men sørme om ikke de kom gående med alt deres bagage, mens Marie og jeg var i gang med morgenmaden. Vi skulle først op og pakke, så de havde gjort alvor af truslerne. Dejligt - for det betød sikkert, at alle var friske. Ja bortset fra min mave, der havde brokket sig troligt lige siden jeg spiste marsvin i Peru. Det var straffen! Men i dag satte vi et nyt angreb ind med piller.

Vi fik pakket og nåede også at gå en lille tur i byen til plaza de Armas, hvor byens politistation bl.a. lå. Mange af bygningerne i byen er lavet af træ og arkitekturen leder uvægerligt tankerne hen på Tyrol og omegn. Men der var også mange tyskere og schweizere, der emmigrerede hertil for mange år siden og de har helt sikkert bragt byggestilen med. I Lake District har vi også hørt om flere tyske skoler... Men politistationen var også lavet i et flot træværk.

Butikkerne var meget varieret på hovedgaden. Det var ikke som et gademarked i Peru, hvor de alle solgte det samme. Her var stor variation. Dog skulle man ikke gå langt, for at købe en sweater eller en af de specielle koppe med sugerør, som er kendt i Argentina. Vi havde endnu ikke helt styr på, hvad det var, de drak. Men det var formodentlig the. Vi havde set en familie sidde med samme kop på båden i går.

Kvarter i 11 var vi retur på hotel Nevada, og præcis kl. 11 blev vi afhentet og kørt til lufthavnen. Inden vi begyndte rejsen, var Baroliche lufthavn lukket i lang tid på grund af aske fra en Chilensk vulkan. Lufthavnen blev åbnet igen umiddelbart inden vi tog af sted. På det sidste havde vi hørt rygter om, at der blev åbnet og lukket ind imellem, så vi var lidt spændte på, om vi skulle flyve eller køre flere timer i en bus til nærmeste lufthavn. Det blev med fly - med en lille forsinkelse på ca. 20 min. kom vi af sted. De sidste 3 flyvninger havde vi været prebooket hjemmefra og vi havde siddet på række 6-8. Så vi havde lært, at det ikke kunne betale sig at stille sig i kø ved gaten med det samme. For der var orden i tingene og de ville have passagerer på de bagerste sæder ind først. Så kunne vi boarde som nogle af de sidste. I dag blev det række 5, og Marie tog sig den frækhed, at sætte sig ved vinduet. Grove løjer!

Det var stadig LAN, vi fløj med, så vi kendte også udbuddet af snack og drikkevarer. Det var snart ingen spænding i de flyveture længere :D) Jeg vovede pelsen og fik sorteret de sidste dages billeder og ajourført dagbog undervejs. Det var faktisk vældig behagelig, at arbejde med computeren i flyet.

I Buenos Aires fik vi næsten en mur i hovedet på grund af varmen. Her var nemlig 32 grader (i skyggen). Efter vi havde fået bagagen, gik vi ud til vores ventende chauffør. Standarden faldt efterhånden. I Peru havde der været en chauffør og en guide, når vi blev transporteret. I Chile startede det også fint i Santiago med 2 personer men i Lake District røg vi først ned på en spansktalende chauffør, der kørte os til bussen fra Puerto Varas. Her i Buenos Aires stod der "kun" en chauffør, der talte spansk.

Men han fik os til hotellet og fortalte også en smule om de bygninger og steder, vi så undervejs. På vejen ind fra lufthavnen kørte vi på den meget brede boulevard, hvor der var så mange spor i hver retning, at vi slet ikke kunne tælle dem. På et tidspunkt var jeg overbevist om, at der var 10 baner i hver retning, så vi var sandelig kommet til storbyen!

Hotellets standard var der ikke noget i vejen med. Tribeca er et meget fint sted med kæmpestore værelser. www.tribecahoteles.com.

I receptionen lå en kuvert til os med nye vouchere for resten af turen men vi havde ingen information om, hvornår morgendagens citytour skulle starte - så på dette punkt var standarden også faldet. I Peru ringede den lokale rejseagent jævnligt, for at give besked - og for at høre, om vi var tilfredse. Nu måtte vi selv i gang med at opsøge informationerne.

Marie og jeg fik udforsket hotellets faciliteter, før vi begav os ud i gaderne omkring os. Vi havde åbenbart en mani med at opsøge larm, for et par gader fra hotellet rendte vi ind i en stor demonstration, hvor folk marcherede med bannere og råbte slagord, mens nogen af dem prøvede at styre mængderne med deres musikinstrumenter. Bag optoget gik en kæde af politifolk, der skulle sikre, at optoget fortsatte, så resten af trafikken i området kunne afvikles. Vi var omkring myldretid, så der sad mange utålmodige bilister og dyttede i hornene.

Tilbage til hotellet, for at tage Gitte og Hans med. Aftensmaden trak og vi havde fået et tip om et godt parilla La Estancia fra vores receptionist. Vi begav os af sted i aftensvarmen og kiggede lidt på butikker undervejs.

Og så fik vi lige en første advarsel om, at passe godt på vores ting. Pludselig mærkede jeg et ryk i min rygsæk. Jeg tænkte ikke så meget over det andet end, at det var mærkeligt, for der var ingen menneskemængde så tæt, at det var nødvendigt at bumle ind i mig. En ældre lokal mand gjorde mig opmærksom på, at nogen havde forsøgt at åbne min rygsæk og var løbet op af en sidevej. Jeg takkede og kiggede efter. Det var en lille forlomme i rygsækken, idioten havde åbnet men han havde åbenlyst ikke fået noget med, for øverst i lommet lå et sæt hovedtelefoner i en sort pose og de var der endnu.

Så var det slut med at have rygsækken på ryggen. De skulle få kamp til stregen, skulle de! Jeg var sikker på, at hvis jeg fangede sådan en idiot, så brækkede jeg armen på ham og lod ham slippe med det!

Vores spisested var stort og fint indrettet. I begge sider af indgangen var der godt gang i grilningen af store bøffer, hele dyr og kæmpekyllinger.

Vi fik anvist en plads og der blev straks serveret noget lækkert til at starte på. Hans konstaterede hurtigt, at det, der var serveret, lige kostede 15 pesos (ca. 20 kr.) pr. kuvert.

Vi fik bestilt store bøffer alle sammen og en gang tilbehør hver især. Det kom hurtigt ind og det var en ordentlig omgang kød og tilbehør. Kødet var mørbrad og tilbehøret var forskellige former for kartofler (pommes frites med hvidløg, tynde pommes frites, kartoffelmos) og løgringe. Bøfferne var fine møre og stegt, som vi havde bestilt dem. Men der var alt for meget mad, til vi kunne spise op, så vi blev enige om, at næste gang, så bestilte vi kun en gange tilbehør. Så kunne vi supplere op, hvis det blev nødvendigt. En god malbec rødvin gled fint ned til maden. Men det gjorde det kolde vand, som vi havde bestilt, sandelig også!

Mætte og lidt trætte (sikkert på grund af varmen - det var stadig 28 grader, da vi nåede hjem), gik vi hurtigt til vores værelser. Aircondition anlægget kørte for fulde damp og min næse begyndte at løbe. Det skulle lige passe, at jeg skulle kæmpe med en forkølelse på grund af de store temperaturforskelle!

Glade og tilpasse kravlede vi i seng ved halv 12 tiden.