Sydamerika - lørdag den 18. februar 2012
Buenos Aires - Colonia i Uruguay
Rødvinen fra aftenens show sad svagt i baghovedet, da vi stod op før kl. 8, for at få pakket de sidste ting sammen og spist morgenmad, inden vi blev afhentet kl. 9:30.
Vi havde brokket os lidt over vores tur-udbyder her i Buenos Aires. De var ikke flinke til at fortælle os, hvornår de ville hente os. Vi måtte selv opsøge informationen. Det var ikke standarden fra de tidligere destinationer på ferien. Så her til morgen sendte vi en mail til vores danske udbyder Hannibal Rejser og bad dem sørge for, at vi fik noget mere information.
Men vi blev afhentet til tiden her til morgen og fragtet i en Citroen Picasa til havnen, hvor vi skulle igennem de sædvanlige formaliteter, når man krydser en landegrænse. Bureaukratiet lever i bedste velgående her. Det var lige som i en lufthavn. Vores bagage blev tjekket ind, vores håndbagage gennemlyst og vi skulle vise pas.
Men da alle formaliteterne var på plads i formiddagsvarmen, blev vi skilt fra den store mængde passagerer. Vi rejste nemlig på 1. Klasse, så vi blev vist ind i en lounge bagerst på skibet. Her fik vi champagne til velkomstdrink. Jeg kiggede på uret. Den var over 10, så det var OK :D)
Med lidt forsinkelse lagde båden fra land. Den startede langsomt men i løbet af kort tid var den oppe i en meget høj hastighed. Der var dømt afslapning. Den andre 3 fladede helt ud mens jeg havde travlt med at skrive dagbog og sende mails hjem. Der var nemlig internet ombord på skibet.
Vi var hurtigt ude på åbent hav - så meget, som vi nu kunne se det gennem de beskidte vinduer. Så der var ikke gået nogen oplevelser tabt, ved at tage sig en lille formiddagsblund.
Båden sejlede alligevel hurtigt, for pludselig proklameredes over højttaleren, at vi snart var i land. Og ganske rigtigt lagde den store båd snart til. Det var let at se, at det var en erfaren kaptajn, der var i arbejde. Båden skulle drejes helt rundt, for at ligge rigtig men det skete uden nogen dikkedarer. Det var professionelt arbejde!
Vi forlod skibet og gik via en lang gang ind til en stor hal, hvor bagagebånden rullede i bedste lufthavnsstil. Og netop som vi kom til bånden som nogle af de første, rullede vores bagage ind. Så vi kunne gå lige til båndet, tage vores bagage og fortsætte ud til vores ventende chauffør. Lettere kunne det ikke være.
Chaufføren talte (selvfølgelig) spansk men forsøgte sig også med en lille smule engelsk. Han var en ældre, lun fætter, der mente, at danmark var noget med kager (wienerbrød hedder jo danish ude i verden).
Så var vi kommet til Uruguay og køreturen gennem Colonia gav et første billede af en hyggelig by, der nok kunne tåle et besøg. Chaufføren fortalte, at vi kørte i main street og snart var vi inde i den gamle bydel, som blev bygget af portugisere i 1700-tallet og nu stod opført på Unescos World Heritage liste (tror jeg nok det hedder!).
Vores hotel Plaza de Mayo lå næsten ude på spidsen af byen. Ud mod vandet. Vi tjekkede ind og vi fik et par meget hyggelige værelser, hvor der var 5-6 meter til loftet og væggene var lavet af sten. Der var varmt. Meget varmt, så vi var glade for airconditionen på værelserne.
Men oplevelsestrangen trak i os og vi startede med at udforske det lille hotel. En lille midtergård var næsten, hvad der var at byde på. Men der var et par steder, hvor man kunne sidde i fred og ro og læse, hvis man havde lyst.
I Uruguay blev uret sat en time frem, så pludselig var vi sultne! Vi gik på jagt efter en frokostrestaurant. Vi skulle lige vænne os til deres priser, for de virkede noget høje. Vi regnede os frem til, at hvis vi dividerede dem med 3, så havde vi nogenlunde prisen i danske kroner.
Efter lidt vandren frem og tilbage, nåede vi til en restaurant, der lå helt ned til vandet. El Torreon hed den vist og det skulle ikke undre mig noget, om navnet betyder noget med en mølle, for det var en gammel møllebygning.
Her satte vi os ved et af de sidste ledige borde. Der blæste en god vind men det var dejligt i varmen. Vi fik bestilt vores mad og så startede ventetiden. Det tog mindst 45 minutter at få leveret vores frokost. Da var vores øl for længst drukket eller blevet varm. Personalet så træt og uoplagte ud. Hans havde f.eks. bestilt forårsruller med salsa til men fik soja til. Da han bad om salsa, fik han et surt ansigt og en besked, der nok antydede, at han ikke fik sit salsa. Nogle halvsure kællinger var nok det, der kom tættest på!
Men maden smagte OK og de havde faktisk en lokal øl, der smagte meget fint!
Vi betalte og slentrede videre, for at udforske byen. Eller i hvert fald noget af den, for varmen var så ulidelig, at Marie og jeg valgte at gå langs vandet tilbage til vores hotel. Her kastede jeg mig under bruseren og ind på sengen til en lille times søvn. Varmen tog alligevel hårdt på mig. Marie var mere hårdfør. Hun lagde sig ud i haven og læste, mens jeg sov.
Resten af eftermiddagen gik med almindelig afslapning og en vandretur ind gennem hovedgaden. Vejret var ikke helt med os, for det regnede lidt og vi fortrak til en lille restaurant på havnen i den gamle bydel. Her delte vi en lokal øl, mens en byge rasede forbi. For når det regner, så er der åben for sluserne.
Vi fortsatte ind af hovedgaden i den hyggelige by. Noget af det, der giver bydelen sit særpræg - ud over de mange gamle huse - er at der er træer langs alle vejene.
Vi nåede et stykke ind i byen, da vi opdagede, at klokken var blevet 19:30, så vi måtte hellere se at komme tilbage til hotellet, så vi kunne blive samlet til aftensmad. Vi hastede tilbage - også fordi der var en regnbyge under opsejling - men Gitte og Hans havde forladt deres værelse. De var nok blevet sultne og vi havde ikke lavet nogen deciderede aftaler.
Så vi gik også på jagt efter en restaurant. Der var faktisk mange af dem omkring hotellet, så vi stillede 2 betingelser. De skulle tage kreditkort og vi ville gerne have en ostefondue til aften. Det havde vi nemlig set på frokostrestauranten, at man kunne få. Men vi ville ikke ned til de sure kællinger igen!
Meget tæt på hotellet, fandt vi restaurant Marlo. En gråhåret herre bag bardisken kunne næsten klare vores betingelser. Han kunne dog ikke servere fondue men havde en ret med smeltet ost på programmet. Det indlod vi os på og satte os ved et af hans 2 borde udenfor restauranten. Det var på et smalt fortov lige ud til vejen. Bilerne, som kørte langsomt ned gennem gaden, kørte lige forbi os.
Vores tjener anbefalede en vin med den lokale druesort tannat. Den skulle smage i stil med cabernet sauvgnion og det kunne vi bekræfte, da vi smagte på den. Ikke så dårligt!
Vores mad kom forholdsvis hurtigt på bordet og osten blev serveret i en dyb skål, hvor det lå i næsten flydende form. Så han havde ikke undersolgt retten. Det smagte super og vi lappede det hele i os mens vi nød det gode rødvin og det kolde vand.
Mens vi sad der, blev trafikken efterhånden kraftigere. Ved det andet bord sad der et par, bestående af en spansk/engelsktalende ung fyr og en engelsktalende kvinde. De snakkede lystigt og på et tidspunkt drejede deres samtale sig meget om Danmark og danskerne - i forhold til nordmændene. Det var ikke så let at høre, hvad de sagde - men det var lidt sjovt, at vi var kommet så langt hjemmefra og så skulle vi høre på nogen, der diskuterede vores land.
Det var efterhånden blevet mørkt og mod nord var der ivrig gang i kystlynene, så vi måtte en tur ned til vandet, for at se lysshowet. Det var meget fascinerende. Det ledte tankerne hen på vores første tur til Thailand, hvor vi også oplevede det kraftige blitzeri i Jomtien.
Tilbage ved hotellet, stødte vi på Gitte og Hans i receptionen. Vi blev enige om, at finde en kop kaffe. Alle restauranter så ud til at være fyldt op men lige bag hotellet havde vi set en lille kunstnercafe, hvor der ikke var ret mange. Her satte vi os ind og fik en kop kaffe og en øl. Så var de sidste kræfter sevet ud af os og vi gik tilbage til hotellet, for at sove.
Det blev en lidt urolig søvn, for der var stadig en livlig trafik på vejen lige uden for vores vindue. Først ved 2-tiden faldt der nogenlunde ro over tingene. Det var jo også lørdag aften.
