| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Det var et af de fredeligste steder, vi har parkeret, så vi fik en rigtig god nats søvn på den lille parkeringsplads. Efter morgenmaden gik vi en lille tur i byen, hvorfra der er udsigt til de to nabobyer (bl.a. Vallo della Lucania). Vi var på jagt efter sort peber, for det var vi løbet tør for. Den første lille købmandsbutik så ikke ud til at have det, men i butik nr. 2 fik vi bestilt Pepe nero. Så havde han hele 3 forskellige slags. Vi nappede en stor pose hele pebre, som han pakkede behørigt ind i et stykke papir. Så defilerede vi tilbage til camperen og bad GPS’en føre os sikkert ud af nationalparken og videre ned langs kysten. GPS’en lagde dårligt ud og førte os straks ned af nogle smalle og stejle gader, så min morgenmad var ved at komme op igen. Satans GPS’er. Vi kørte fra en forholdsvis stor vej og ind i et virvar af små veje. I stedet for at bruge de store veje i byen. Marie tog det mere roligt. Heldigt, for det var jo hende, der havde styringen :)
Til sidst nåede vi ud på en større vej (vist endda den, som vi var startet ud fra) og ud af byen. Vi var åbenbart helt færdige med at køre på de dårlige veje, som havde ført os gennem nationalparken. Snart bugtede vejen sig op og ned mellem bjergene, så Marie kunne køre noget hurtigere end i går.
Vi nåede ned til vandet igen og var meget snart i byen Sapri, hvor vi havde bestemt os for at gøre et stop, for at gå en tur. Vi fandt ned til byens havn, hvor turen skulle starte fra. Her var hyggeligt med fin udsigt ind over selve byen og bjergene bagved.
Klokken var blevet tæt på frokost, så Marie anrettede lidt lækkert skinke, mozarella, tomater, spegepølse og et par skiver brød. Vi holdt parkeret på havnen i Sapri og solen var dukket frem efter en overskyet formiddag. Efter en lille siesta tog vi vandrestøvler og ditto bukser på. Så var vi klar til lidt udfordringer i bjergene. Stien med navnet “Il Sentiero degli Immamorati” kunne gøres i flere niveauer. Vi havde egentlig valgt en mellemrute, der ikke gik helt op på de højeste punkter i bjergene,
Vi gik lystigt ud af en bred sti, der var nogenlunde jævn og fulgte med på et detaljeret kort på min app. Alt var i sin skønneste orden. Indtil vi nåede ud til et punkt, hvor vi skulle op i bjergene. Her hang en helt ny kæde spændt over vejen og et skilt forkyndte, at det var privat vej. Så kunne vi ikke komme op i bjergene. Vel kunne vi så, tænkte vi. Så vi fortsatte op af den stejle vej, der gik zigzag op til et hus. Vi kampsvedte, for at komme derop, blot for at se, at et højt hegn skilte os og den videre vej. Det kunne vi jo have sagt os selv. Italienerne låser og lukker for alt og alle. Så vi måtte ned af vejen igen og tilbage af stien.
Heldigvis havde vi fundet en anden vej op i bjergene. En kilometers penge tilbage af stien, som vi var kommet fra dukkede en ny vej op i bjergene. Her var ingen kæder for, så vi satte rugbrødsmotoren til og oksede op af vejen. Vi nåede op til en stor vej, som vi skulle krydse, for at komme videre op i bjergene. På den anden side af vejen var der en bom for. Det skulle ikke afholde os fra at gå videre. Men der lå også et hegn hen over vejen, så vi konkluderede, at de nok ikke ønskede, at vi skulle videre af den vej. Tilbage til vores sti igen.
Nu havde vi opgivet at komme på bjergvandring, så vi gik tilbage af samme sti, som vi var gået ud af. Pyt skidt. Mit venstre knæ var lidt træt af den vandren op og ned, så det var vist fint, at vi blot gik tilbage.
På havnen var der flere skilte, der indikerede, at man ikke måtte parkere på selve havneområdet. Samtidig var der flere parkeringsskilte, så det hang jo ikke sammen. Der holdt også en del andre biler. I øvrigt stod der også, at man ikke måtte fiske på havnen. Det var der også nogle, der gjorde. Jeg slog op på vores camper-app og det viste sig, at der under 1 km. fra hvor vi holdt, var en parkeringsplads, vi måtte holde på. Så der kørte vi til. Det var en kæmpestor parkeringsplads ved et fodboldstadion.
Lysene blev tændt på stadion, så der var nok fodboldtræning. På parkeringspladsen listede bilerne forbi os. Det tegnede til at blive en rolig nat, selv om en emsig englænder i vores camper app har brokket sig over, at der er larm fra hunde og haner, der galer.
Marie fik fyret op under nogle kyllingebryster, mens jeg sad og havde lidt ondt af mig selv. Det ene knæ var blevet overbelastet, så knæet låste. Vi fik en fin middag med friske grøntsager og kyllingebryster. Super!
Vi spiller lidt kort en gang imellem, hvis aftenen er ung, når vi er færdig med dagens “pligter”. Der spilles 500 og jeg vinder hver gang. Jeg har på fornemmelsen, at Marie lader mig vinde, fordi hun godt ved, at jeg er en rigtig dårlig taber. Jeg har lidt at arbejde med på det punkt. I går kom hun hurtigt foran og jeg blev meget stille og sur. Men jeg vandt og tøede lidt op igen. Utroligt, at det kan betyde så meget! Men i dag vandt jeg også, selv om jeg havde bestemt, at jeg skulle øve mig i “tab og vind med samme sind!”.
Kl. godt 9 begyndte jeg at gabe og det er tegn på, at jeg gerne vil i kassen. Det er altid dejligt at kravle under dynen!
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |