Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Igen i dag stod jeg op før solen, for der var skyer på himlen - og det kan give en mere spændende solopgang. Jeg havde sovet godt i nat og var udhvilet. Og så havde jeg en bog, som jeg manglede at læse 40 sider i. Dem kunne jeg vel nå at læse til morgen…
Marie begyndte at røre på sig, da jeg manglede 10 sider, så jeg pakkede bogen væk og gik på jagt efter morgenbrød. Klokken var 8:30 og købmanden på den anden side var åbnet. Men de havde ikke skyggen af frisk brød i butikken, så jeg fortsatte til bageren - og i dag sørgede jeg for, at brødet ikke var på størrelse med et stort pølsebrød. Til gengæld kostede det så 4 gange så meget som dagen før…
Vi havde nydt den ekstra dag på parkeringspladsen ved Ali Terme - men nu var det tid at komme videre. Jeg nåede at læse de sidste 10 sider af min bog, mens Marie vaskede op - og så var vi klar til afgang.
Vi nåede kun lige at få kørt nogle hundrede meter, da vi blev dirigeret væk fra vejen. Der var et stort marked på vejen. Pokkers. Det skulle vi have vidst. Så var vi ikke kørt fra pladsen men havde gået en tur til markedet. Nå, der byder sig vel en chance en anden dag.
Vi kørte gennem Nizza di Sicilia, som viste sig at strække sig helt ned til det punkt, hvor vi kunne komme på motorvejen igen (og hvor vi var kørt af et par dage tidligere).
Vores plan var at køre på motorvejen, fordi der var en tømmestation inden næste afkørsel, som var Taormina. Så ville vi køre til Taormina og finde en parkeringsplads til de næste par dage.
Men tømmestationen var desværre lukket, så vi ændrede planerne og kørte til en camperplads syd for Taormina, hvor vi så kunne få tømt toilet - og få strøm på. Vi styrede efter camperpladsen Aurora. Pladsen fik fine anmeldelser og der var forbavsende mange campere på pladsen. Men vi fik også plads. Pludselig skulle vi prøve at holde side om side med andre campere. Det var jo en helt ny verden på denne tur og på dette tidspunkt af sæsonen.
Solen bagte fra en skyfri himmel og det var varmt udenfor. Jeg fandt stole og bord frem fra bagagerummet og Marie serverede lidt brød, pølse og ost (igen). Ja, der må snart lidt variation til…
Vi pakkede vores ting og gik en tur ned mod byen. Efter nabolaget at dømme, var vi kommet til et hotel og ferieområde, som sagtens kunne minde om solkysten, Mallorca eller de Kanariske øer. Men de fleste hoteller så ud til at være lukket ned for sæsonen.
Vi gik ned til havnen i Giardini Naxos. Solen bagte stadig godt. Havnen bar også præg af at være en rigtig turistby - men også her var rigtig meget lukket ned. Vi kunne ikke helt sige, om det var på grund af siesta eller sæsonen. Fra havnen var der en enestående udsigt ind mod nabobyen Taormina lige nord for os. Herfra kunne vi tydeligt fornemme højdeforskellen til de forskellige områder i byen.
Vi fik en øl på en havnebar og nød det gode vejr. Efter at have defileret lidt rundt, vendte vi snuden hjemad og dér opstod dagens fejltagelse. Vi manglede at få handlet lidt ind og på vejen tilbage til camperpladsen gik vi på jagt efter en købmand. Ret tæt på camperpladsen skulle der ligge et supermarked. Men det var lukket, så vi måtte gå tilbage mod camperpladsen med uforrettet sag. Næste mulige købmand var ca. 300 meter på den anden side af camperpladsen. Der var ikke nogen købmand - og sådan fortsatte vi, til vi var godt inde ved havnen igen. Her fandt vi endelig en butik, der var i en noget elendig forfatning. Ikke ret mange varer på hylderne og deres delikatesseafdeling så miserabel ud. Her gad vi ikke handle - så vi slæbte afsted med en flaske vin, et par øl og en liter juice. Vi måtte jagte videre. De næste 2 butikker på Google Maps var også lukket eller ikke eksisterende. Så vi havde ikke bjerget aftensmaden endnu.
Plan B blev aktiveret. Pizza. Det kan man få alle steder her. Og ganske rigtigt. Meget tæt på camperpladsen fandt vi et simpelt pizzeria, hvor vi givetvis var dagens første kunder. Vi bestilte 2 pizzaer. 10 minutter, sagde den unge fyr - og så smuttede han ellers ud bagved, for at kokkerere. Marie gik hjem til camperen og gjorde klar - og jeg kunne da godt lige klare 10 minutter alene i en dødssyg pizzashop. Det blev nu til 30 minutter og en mobiltelefon, der var nede på 2 % strøm. Så var det ligesom ikke derfra, at underholdningen skulle komme.
Nå - pizzaerne blev færdige - og de smagte rigtig godt. Det havde han godt styr på den unge fyr!
Dertil et par rigtig gode øl. Først en decideret tørstslukker fra Messina og dernæst en Lunga Maturazione fra Moretti. Måske en pendant til Carlsbergs kvalitetsøl Jacobsen?
Vi var begge trætte efter den lange gåtur, så vi tørnede forholdsvis tidligt ind.
Forrige dag | Oversigt | Næste dag |